Børn skal lære, at jul ikke kun er gaver og glitter

I Aalborg Stift har Folkekirkens Skoletjeneste lavet julekalender til de yngste klasser for at fastholde den kristne vinkel på julen

Lundergårdskolen i Hjørring er en af de skoler, der hver dag i december indleder skoledagen med en julekalender om henholdsvis en julesalme, en fortælling fra evangeliet eller andet. Her ses 2.b opføre krybbespil.
Lundergårdskolen i Hjørring er en af de skoler, der hver dag i december indleder skoledagen med en julekalender om henholdsvis en julesalme, en fortælling fra evangeliet eller andet. Her ses 2.b opføre krybbespil. Foto: Cathrine Ertmann.

Det er stadig mørkt udenfor. Klokken er lidt over otte, tunge regndråber og en kraftig vestenvind slår ind mod ruderne, men ellers er der faktisk ret stille, selvom fællesrummet på Lundergårdskolen i Hjørring er fyldt med knap 100 børn på mellem seks og otte år.

De sidder og kigger op på scenen, hvor deres kammerater fra 2.b er i gang med at opføre en historie, de fleste af dem har hørt før. En historie, der begynder med en kvinde ved navn Maria, som får besøg af englen Gabriel. Og efter englen har forladt scenen, er det nu Josefine fra 2.b, der står med en indsvøbt babydukke, mens Bastian fra samme klasse er klædt ud som Josef, der kigger kærligt på den lille bylt og pakker tæppet lidt bedre fast om dukken.

Næsten hele 2.b er på scenen denne morgen. Ud over Maria og Josef er der et englekor, en flok hyrder og tre vise mænd, der peger på stjernen på skolens juletræ. Og imens børnene fremfører fortællingen om julenat, læser klassens kristendomslærer, Gitte Blok, hele historien højt.

Da stykket er slut, og alle på gulvet har klappet, samles 2.b i klassen, hvor dagens låge i den digitale julekalender skal åbnes. Julekalenderen er lavet af Folkekirkens Skoletjeneste i Aalborg Stift som et tilbud til kristendomslærerne i indskolingen, og som hver dag rummer små historier om julen samt en julesalme og en daglig aktivitet - som for eksempel at opføre juleevangeliet.

”Vi ved jo, at de små klasser alligevel benytter dagene i december til små juleoptakter som for eksempel at give pakker til hinanden, så derfor var det oplagt at tilbyde noget materiale, som faktisk fortæller om selve julens budskab. Julen er jo ikke kun gaver og glitter, men en del af en mere end 2000 år gammel fortælling, og hvis den skal overleve, så er det vigtigt, at vi fortæller den videre,” siger Svende Grøn, der er konsulent i Skole-Kirke-Samarbejdet i Sydthy, Thisted og Morsø Provstier.

Han har oplevet stor interesse fra de nordjyske folkeskoler, og i alt 120 klasser benytter i år det nye onlinemateriale, som han har været med til at lave.

Næsten hele 2.b er på scenen denne morgen. Men først skal der fnises af.
Næsten hele 2.b er på scenen denne morgen. Men først skal der fnises af. Foto: Cathrine Ertmann

”Julefortællingen er helt central for vores værdisæt, og her er det vigtigt, at kirken kender sin besøgelsestid. Et af de tiltag er at tilbyde et pædagogisk materiale, der kan være med til at give børnene et etisk kompas. Når man vokser op i Danmark, skal man vide, at det er Guds søn, der bliver født julenat, og at han blandt andet har været med til at lære os, at det hele ikke handler om at tilfredsstille egne behov. At der er noget, jeg skal som menneske - for andre. Og det er den alvor, det er vigtigt at få børnene til at se også, ud over gaverne og alt det andet kommercielle, julen er så fyldt med,” siger Svende Grøn.

I 2.b er dagens låge netop blevet åbnet. Dagens fortælling handler om Lucia, der voksede op på Sicilien og måtte så meget ondt igennem.

”Ved I, hvorfor hun fik stukket sine øjne ud?”, spørger Gitte Blok.

Elever fra 2.b bærer appelsiner ind til tilskuerne.
Elever fra 2.b bærer appelsiner ind til tilskuerne. Foto: Cathrine Ertmann

En masse hænder ryger i vejret, og Katy svarer:

”Det var, fordi hun troede på Gud, og så var der en, der ville giftes med hende, og det ville hun ikke.”

”Det er sandelig godt husket,” siger Gitte Blok.

Da stykket er slut, og alle på gulvet har klappet, samles 2.b i klassen, hvor dagens låge i den digitale julekalender skal åbnes.
Da stykket er slut, og alle på gulvet har klappet, samles 2.b i klassen, hvor dagens låge i den digitale julekalender skal åbnes. Foto: Cathrine Ertmann

”Kan I så også regne ud, hvor gammel Jesus ville have været, hvis han havde levet, da hun blev født i år 283?”.

”12 år,” kommer det kækt fra en af drengene, men sidekammeraten skynder sig at råbe ”283”.

”Men hvordan kan vi egentlig vide, at det er rigtigt?”, spørger en anden dreng.

”Jamen, det handler jo om, om du tror på det eller ej,” svarer hans kammerat.

De tre vise mænd er på scenen.
De tre vise mænd er på scenen. Foto: Cathrine Ertmann

Gitte Blok oplever, at den nye julekalender har fået børnene i indskolingen til at have nogle rigtig gode snakke og mange refleksioner. Og at det foregår via et onlinemateriale med både historier, sange og aktiviteter, rammer børnene med et medie, som de kender og synes er sjovt.

”Og så bruger vi det jo til en generel snak om tro også. Vores skole har mange tosprogede elever, og jeg gør meget ud af at fortælle eleverne, at vi alle har ret til at tro på det, vi vil - eller til ikke at tro. Men jeg synes samtidig, det er vigtigt, at de allesammen hører om julens kristne baggrund, for det hører med til at forstå vores kultur. Og på den måde er kalenderen også et meget vigtigt supplement til den overflod af rent kommercielle udbud, der ellers præger børnenes forestillinger om jul.”