Men ved Siden af denne gamle Gudsfrygt og naturlige Elskværdighed, der begge ofte var slemme Hindringer for selve Sandheden, stod så de gamle Skikke, der saa godt som alle duftede af Brændevin, skriver Moe i erindringsbogen Oplevelser fra 1926.
LÆS OGSÅ: Sandt eller falsk om Indre Mission
Carl Moe opdagede, at ingen anledning var for ringe til en dram. Sorg, fest, glæde, varme, kulde altid blev man budt på snaps. Og lægerne anbefalede det. Til en vielse blev det præsten for meget. Brudgommen var fuld.
En lang Tid stod jeg raadvild og iagttog dem, mens jeg blev ved at tale, og det har vistnok været noget mærkeligt Vadmel, indtil jeg endelig blev klar over Tilstanden. Er denne Mand ikke fuld?, spurgte jeg Vidnerne, men fik intet Svar. Saa lukkede jeg Alterbogen med Ordene: Dette bliver der ikke noget af og gik. Bruden saa op på mig med et Par bedende Øjne og udbrød: Aah, Hr. Pastor. Men jeg var jo ubønhørlig, og de maatte gaa hjem igen, vel sagtens for at drikke videre.
Efter den oplevelse begyndte Carl Moe at prædike mod brændevinsdjævelen. Her lånt fra en artikel i Harboøre Kirkeblad:
Herren vil straffe jer for disse væmmelige skikke med legemlig og åndelig død. Kære sjæl, ved du ikke, hvor drankeren ender? Dersom brændevin er det første om morgenen og det sidste om aftenen, vil du vel forstå, at du må ende i helvede, efter Herrens ord, der siger, at drankere ikke kunne arve Guds rige. (...) Hvor Jesus bygger en kirke, der bygger Djævlen et kapel ved siden af. Det har han også gjort her ved kirken (Bagersalen, red.). Nu har jeg fejet for min dør. Gå nu hjem og gør det samme.
Virkningen var stor, næsten voldsom, skriver Moe i erindringerne. Mange gik hjem og hældte det Brændevin, de havde i Huset, i Rendestenen, og der kom aldrig mere Brændevin paa Bordet hverken til daglig eller ved Fester.