Britisk parlament: Islamisk Stat har begået folkedrab på kristne

Kristne og yazidier udsat for folkedrab fra IS, mener britisk underhus. Dansk udenrigsminister vil ikke ændre kurs

Et enigt underhus tog i denne uge det markante skridt at gå imod landets regering og erklære, at Islamisk Stat har begået folkedrab på kristne og yazidier. Arkivfoto.
Et enigt underhus tog i denne uge det markante skridt at gå imod landets regering og erklære, at Islamisk Stat har begået folkedrab på kristne og yazidier. Arkivfoto. . Foto: Justin Tallis/AFP.

Kristne organisationer glæder sig over, at forfulgte kristne i Mellemøsten nu får støtte fra det britiske parlament. Et enigt underhus tog i denne uge det markante skridt at gå imod landets regering og erklære, at Islamisk Stat har begået folkedrab på kristne og yazidier.

Den britiske regering havde ellers forsøgt at stoppe afstemningen, fordi den mener, at det er en opgave for internationale domstole at drage den konklusion. Med afstemningen har Underhuset også pålagt regeringen at bringe spørgsmålet op i FN’s Sikkerhedsråd, hvor Storbritannien er et af fem permanente medlemmer.

Afstemningen hilses velkommen af Jenny Taylor, der er direktør for organisationen Lapido Media, som blandt andet overvåger overgreb på kristne.

”Jeg er personligt meget begejstret. Beslutningen har stor betydning og kommer efter en omfattende indsats fra kirker og kirkelige organisationer. Men det har taget alt for lang tid,” siger Jenny Taylor og fortsætter:

”Mit håb er, at forfulgte kristne får lettere adgang til asyl som ofre, og ikke som i dag, hvor gerningsmændene har fortrinsret, mens kristne har svært ved at komme igennem asylsystemet.”

Organisationen Christian Solidarity Worldwide (Kristen solidaritet på verdensplan) er ligeledes glad for, at afstemningen sætter fokus på forfølgelsen af religiøse og etniske grupper, og kalder det ”et stærkt moralsk signal”.

”Vi opfordrer den britiske regering til at tage initiativ til, at Sikkerhedsrådet igangsætter en undersøgelse af mulige krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab begået af alle parter i konflikten i Irak og Syrien,” siger talskvinde Kiri Kankhwende, som altså ikke kun vil have overgreb begået af Islamisk Stat undersøgt.

Det har siden 1948 været sædvane i britisk politik, at man ikke kalder potentielle krigsforbrydelser for folkedrab. Viceudenrigsminister Tobias Ellwood havde til opgave at forsvare, hvorfor regeringen ikke kunne støtte forslaget til trods for, at han selv tror, at IS har begået folkedrab. Han henviste ifølge avisen The Guardian til, at FN’s Sikkerhedsråd skal acceptere at sende anklager om folkedrab til en international domstol, og så sent som 2014 nedlagde Rusland og Kina veto mod et tilsvarende forsøg.

Men sin beslutning følger parlamentet i fodsporene på den amerikanske kongres, Europa-Parlamentet og Europarådet. Denne udvikling får dog ikke den danske regering til at ændre linje. Den følger samme principper som den britiske regering.

”Jeg er enig i, at meget peger på, at der kan være tale om folkedrab. Personligt tror jeg godt, at en anklager vil kunne løfte den bevisbyrde ved en domstol. Men jeg vil alligevel som dansk udenrigsminister afstå fra at udtale mig skråsikkert på spørgsmålet, om der i juridisk forstand er tale om ’folkedrab’,” skriver udenrigsminister Kristian Jensen (V) i en e-mail til Kristeligt Dagblad, hvori han fremhæver, at det er samme argument, som den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har brugt.