Britisk skoletilsyn anklages for at være antikristent

En kristen friskole er sat under skærpet tilsyn. En anden har mistet sit tilskud, fordi det offentlige skoletilsyn fandt, at eleverne ikke lærte nok om andre religioner, og at man var for snæver i sin undervisning.

Men beslutningen har ført til en voldsom kritik af skoletilsynet Ofsted, hvis leder har måttet forsvare sig over for parlamentsmedlemmer, som siger, de er blevet oversvømmet med klager fra vrede forælde.

”Nogle forældre siger, at der synes at være en politisk motiveret dagsorden - at Ofsted er gået efter kristne skoler,” siger Labours Alex Cunningham, som tilføjer, at inspektørerne har stillet upassende spørgsmål om lesbianisme og tilmed spurgt en pige, om hun var jomfru.

Leder af skoletilsynet, Michael Wilshaw, som selv har været inspektør på en katolsk skole, afviser, at der tale om en antikristen dagsorden.

”Vi har ikke fundet nogle beviser for, at inspektørerne har brugt et upassende sprog og ordvalg over for disse børn. Der er tale om to skoler, som er dårlige, og forældrene fortjener noget bedre,” siger Michael Wilshaw ifølge avisen The Guardian.

Som argumentation for, at de ikke går efter kristne skoler, henviser han til, at tilsynet har skredet ind over for mange skoler i Birmingham, Bradford, Luton samt London-bydelen Tower Hamlets, hvor der er mange elever af asiatisk og muslimsk herkomst. Det er skoler, hvor mere ekstreme muslimske grupper har forsøgt at tage kontrollen med skolen, så undervisningen er kørt efter konservative muslimske værdier. Men også ultra-ortodokse jødiske skoler er sat under skærpet tilsyn.

”Vi har en streng kurs, fordi de skoler ikke promoverer britiske værdier, idet de indsnævrer pensum. Og vi bruger nøjagtigt de samme principper for alle skoler,” fastslår Michael Wilshaw.

I alt fire kristne friskoler fik sidste efterår et ekstraordinært besøg efter et tip til skoletilsynet, og på to af de fire skoler fandt tilsynet altså, at undervisningen ikke levede op til kravet om at lære eleverne om det britiske samfund.

De to stærkt kritiserede skoler har begge forbindelser til den evangelikale bevægelse The Christian Institute, som bygger på en bibeltro forståelse af kristendommen.

Kritikken af de to kristne skoler var centreret om, at eleverne ikke blev undervist godt nok ”til at være forberedt på livet i det moderne Storbritannien”.