Bente og Torben Bramming bor i hans hus. De går ad de samme brostensbelagte gader og passerer de samme lavloftede huse, som han gjorde. Og de hører på samme måde turtelduerne kurre på taget, som Brorson skrev om i en af sine mest kendte salmer, ”Her vil ties, her vil bies”.
Byen er Ribe, hvor den store danske salmedigter Hans Adolph Brorson boede en stor del af sit liv. Først som ung dreng, da han gik i katedralskolen, siden da han blev stiftsprovst i byen og i 1741 blev udpeget af kong Christian VI til stiftets biskop. Brorson købte da huset Taarnborg, der er en gammel tre-etages kannikegård fra 1450 i røde munkesten, få meter fra katedralskolen og med udsigt til domkirken.
Det er den ejendom, ægteparret Bramming har købt. De er begge teologer. Torben Bramming er præst ved Ribe Domkirke og sognepræst i Seem, mens Bente Bramming er museumsinspektør ved Ribe Kunstmuseum.
Her i Taarnborg bliver de dagligt mindet om, at væggene har lyttet til Brorsons musik, hans guitarspil og familiens sang, og at de samme rum og det særlige lysindfald gennem de sprossede vinduer har inspireret ham og fungeret som ramme for det indre lønkammer, han altid var i kamp med - og på arbejde i.
For Brorson var sjælens digter. Og det er den psykologiske indsigt og hans blik for det enkelte menneskes indre kamp med sig selv, Bente og Torben Bramming især har ønsket at sætte fokus på i deres nye bog ”Brorson - Sjælens digter”, der netop er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.
”Brorson var hele sit liv optaget af at være i kontakt med sit indre. Det var igennem inderligheden, man fik det personlige forhold til Gud, som Luther havde peget på som det egentlige kristne anliggende i modsætning til tidligere, hvor tro blev aflæst af de ydre gerninger. Men det var også en konstant kamp for den enkelte. Man kan føle sig alene, føle sig fristet og jo også komme i tvivl. For Brorson blev salmerne en måde at være i dialog med Gud på og også et forsøg på at opmuntre ved at beskrive de herligheder, der venter de kristne, der står prøvelserne igennem,” forklarer Torben Brammig.
Brorson er især kendt for salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort” samt de fine julesalmer ”Den yndigste rose er funden” og ”Mit hjerte altid vanker”. Ved at beskrive torne, der kan ”rive og nage” sætter Brorson ord på netop den indre tvivl og kamp, der følger den enkelte i at nå ”omvendelsen” eller ”den rette kristentro”. Salmerne beskriver på den måde også den vækkelse, pietismen, som Brorson var en del af. Bevægelsen havde sit udspring i Tyskland og var en reaktion på den magelighed inden for kristendommen, som man ifølge pietisterne ellers oplevede i tiden. Luthers opgør var med deres øjne stivnet i en ny form for ortodoksi, så nu var det på tide at få ”det sande kristenliv” på banen igen. En omvendelse skulle ske - og den skulle foregå i den enkelte, i sjælens kampzone.
”Vi har kaldt ham for sjælens digter, og det er jo netop, fordi Brorson insisterer på, at vi har en sjæl - og at vi skal tage vare på den. Det budskab synes jeg er utrolig vigtigt i dag, hvor alt nærmest opløses i eller reduceres til kemiske processer. Brorson åbner på den måde ind til en større verden, og han gør det gennem et personligt opgør med den udvendighed, han ellers oplever i sin tid. Det synes jeg også er noget, vi kan genkende i dag, hvor du bliver målt og vejet på dit ydre, på dine kompetencer og præstationer. Brorson giver os derimod inspiration til besindelse - på os selv og på det større, der ligger uden for os selv - så selv om salmerne har et næsten meditativt mål, ender det aldrig i navlebeskuen eller såkaldt mindfulness,” siger Bente Bramming.
Efter sin død i 1764 bliver Brorson nærmest glemt. Det er først, da en ny vækkelse omkring 100 år senere præger landet, at hans salmer for alvor findes frem igen. Denne gang er det Indre Mission, der i Brorsons inderlighed og forkyndelse om evighedens komme ser en digter, der taler deres sprog. Men selvom Brorson på den måde blev hørt igen, så har det også skadet hans eftermæle, at han i den grad er blevet opfattet som missionens mand, mener Torben Bramming.
”I virkeligheden er Brorsons salmer jo meget lettere at gå til og forstå end Grundtvigs salmer. Men eftertiden har nok mere set på Brorson som en missionsk salmedigter på grund af Inde Missions omfavnelse af ham, og det er ikke helt retfærdigt. Brorson formår at tale om de svære ting i troen på en måde, så jeg forstår dem, kan bruge dem til noget og får billeder. Som for eksempel omkring nadveren, som jo er vanskelig, for hvordan skal vi forstå det med Jesu blod og legeme? Her siger Brorson, at du skal forestille dig, hvordan Jesus bliver pisket, så blodet flyder ned ad ham - og det er netop det blod, han har mistet - for dig.”
Ved at rette fokus på den enkeltes eget gudsforhold foregriber Brorson også det moderne menneske, som især Søren Kierkegaard ellers ses som en af fadderne til.
”For Kierkegaard handler det jo også hele tiden om for den enkelte at nå den rette tro, så man ikke stivner i magelighed eller spidsborgerlighed og udvendighed. Det er netop Brorsons projekt også. Og på samme måde som Kierkegaard har Brorson en fantastisk indsigt i menneskets psykologi - og han peger også på adspredelsen, eller underholdningen, som den største fare. Samtidig har han fokus på, hvor afgørende nåden er for os, og det synes jeg, vi savner i dag. Når jeg snakker med unge, taler de meget ofte om deres skyld - men de taler aldrig om nåde. På den måde bliver vi som mennesker meget sårbare i dag, og kan let knække - noget, vi jo også desværre ser meget i tiden,” siger Bente Bramming.
Ægteparret håber, at de med deres bog får vist, hvilket menneske der gemmer sig bag de mange salmevers, vi kender, og at vi igen må få blik for sjælen og nåden. Som Torben Bramming formulerer det:
”Det handler jo i sidste ende om den kæmpende kirke - inde i hver enkelt af os.”