Buddhistmunke bekæmper muslimer

Buddhismen har fået et ry som fredens religion. Men i Myanmar ses et andet billede

Buddhistmunke demonstrerer i Myanmars muslimske Rakhine-provins. Omkring 3000 mennesker krævede de internationale hjælpeorganisationer ud af landet, fordi de menes at være på muslimernes side. –
Buddhistmunke demonstrerer i Myanmars muslimske Rakhine-provins. Omkring 3000 mennesker krævede de internationale hjælpeorganisationer ud af landet, fordi de menes at være på muslimernes side. –. Foto: .

Stop killing Buddhist monks står der på en af de store plakater uden for klostret. En anden viser lemlæstede lig, som hævdes at være buddhistiske ofre for muslimers overgreb. Myanmars (Burmas) centrum for antimuslimsk ideologi er hos munken Ashin Wirathu i Mandalay, landets næststørste by. Han deltager her i stormøder, hvor han taler for en sag, som en del af landets munke bifalder: Buddhismens kamp mod islam.

Efter reformerne i 2011 har meget i Myanmar ændret sig. Landet er i rivende udvikling, men er stadig i en overgangsfase til ægte demokrati. Den nyligt vundne ytringsfrihed har givet Wirathu vind i sejlene. Til et stormøde i januar kunne han i Mandalay sammen med Komiteen til Beskyttelse af Religion og Nationalitet samle op mod 20.000 tilhørere. En del af disse var munke klædt i mørkerøde buddhistrober.

Komiteen, der består af indflydelsesrige munke fra den nationale sangha (klosterorden), definerede ved begivenheden 10 krav til en ny lovgivning.

Blandt disse er kravet om en lov til beskyttelse af race, religion og sprog. Et andet er at forbyde parlamentsmedlemmer, der ikke tilhører anerkendte etniske grupper, samt at tage valgret fra folk med midlertidige identifikationskort.

Sidstnævnte dækker særligt over den etniske minoritet rohingya i den vestlige delstat Rakhine. Landets 1,3 millioner rohingyaer er også muslimer, og de fleste er immigranter fra det tilgrænsende Bangladesh. Den etniske og religiøse konflikt har ulmet i mange år. Men i 2012 brød den ud i decideret vold og kamp. Op mod 240 er døde, og 140.000 er i flygtningelejre. Human Rights Watchs rapport fra 2014 advarer mod den alvorlige situation, der også har bredt sig til andre dele af landet.

LÆS OGSÅ: Buddhistisk kampagne lægger muslimer for had

90 procent af landets 60 millioner indbyggere er buddhister. Religionens autoritet har rødder langt tilbage i historien og blev stadfæstet af general Ne Win i 1962, da han definerede den burmesiske vej til socialisme via buddhismen. Gennem forskellige regimer har buddhismen siden da været tæt forbundet med staten, og idéen om, at en sand burmeser er buddhist, er stadig udbredt.

Med den karismatiske Aung San Suu Kyi i spidsen har også demokratisk sindede munke set alternativer. Safranrevolutionen i 2007 var et håb i mørket, men frihedskæmperne blev nedkæmpet brutalt af militærdiktaturet, og tusinder af munke kastet i fængsel. Wirathu blev selv sendt samme vej allerede i 2003 for sine kritiske udtalelser, men han blev frigivet i 2012.

Nogle munke er bekymrede over skred i værdier, og buddhismens mulige tab af monopol på den religiøse magt. Flere initiativer er sat i gang for at vække befolkningen religiøst. Et ambitiøst projekt, Dhamma School Foundation, har de sidste år tilbudt skoleelever på forskellige trin i nu 900 skoler undervisning i buddhisme, og på buddhistiske universiteter er missionsarbejde i de fattige bjergområder en del af uddannelsen.

Men den mest kendte og politisk aktive gruppe er 969-bevægelsen, som også Wirathu og den højt agtede munk Wimala Biwuntha er bannerførere for. 969-bevægelsen er ældre, men forbindes nu med de politiske munkes kamp mod islam. Burmesernes tradition for talmagi er blevet et konkret symbol i denne religiøse kamp.

969 står for Buddhas 9, lærens 6 og klostervæsenets 9 fortræffeligheder. Tallet, der på nogle af byens handelsboder viser sympati med buddhismen, bruges som modsætning til 786, der af nogle muslimer i Sydøstasien forbindes med Allahs navn. Tallet 786, der har hængt i muslimske butikker, har af buddhister været fortolket som en muslimsk konspiration for det 21. århundrede, fordi 7 + 8 + 6 = 21. Wirathu har flere gange opfordret burmesiske buddhister til ikke at handle i muslimske butikker.

Et af de emner, bevægelsen har kæmpet for, er en lovgivningsændring, der forbyder buddhistiske kvinder at konvertere ved ægteskab med en muslim. Konversion til islam ved ægteskabsindgåelse med en muslimsk mand er udbredt, også i Myanmar.

Wirathu beskrives som en enfoldig munk fra et afsides kloster, uden sans for mediemølle og almen diplomatisk tone. De store plakater af ham selv, der pryder hans stue i klostret, er da heller ikke med til at understøtte almene buddhistiske idealer om personlig ydmyghed. Men han er dog abbed ved et kloster med mange elever. Ministeren for religiøse anliggender har forsvaret ham. Og han har proselytter i befolkningen, der støtter hans sag. Tre millioner har underskrevet ægteskabsforslaget, siges det.

Der har dog også været kritik af Wirathu og 969. En velanset munk fra et kloster i Amarapura gav udtryk for sin afstandtagen ved at kalde bevægelsen dum: Buddhisme og politik skal ikke blandes sammen. Når de frygter islam, er det, fordi de frygter sig selv.

På Wirathus Facebook-side har flere unge taget afstand fra, at han frasiger sig at støtte landsikonet Aung San Suu Kyi, som han selv anser for at være for lidt buddhist-tro og dermed for muslim-venlig.

Kvindesagsforkæmpere har vendt sig mod den bebudede ændring i ægteskabsreglerne, og fra udlandet har prominente munke som Dalai Lama, Thich Nhat Hanh og Bhikku Bodhi i en deklaration udtrykt bekymring og opfordret til at efterleve buddhistiske idealer om ikke-vold, gensidig respekt og medfølelse.

Karakteristisk for landet er der dog næsten ingen, der offentligt går i clinch med de politiske munke og det stadigt magtfulde styre.

Muslimer tør ikke hævde sig, da de i forvejen føler sig undertrykte. Hinduer er accepterede, men føler sig diskriminerede. De kristne er stadig kendte for at være fremmede og reminiscenser fra tidligere kolonisatorer. Ifølge en lærer på et kristent uddannelsescenter skal man stadig passe på sine udtalelser, da informanter kan være blandt de studerende. Kristne fra de etniske minoriteter chin og karen har tradition for at blive undertrykt, også på grund af deres religion.

Hvorfor vi ikke kritiserer munkene og deres hadtale? Det er jo netop problemet med landet, sagde John Zaw Myo Htun fra den katolske oplysningstjeneste Ucan. Han tør godt tale frit og lægge navn til, for som han siger, landet har brug for forandringer.

Vi har brug for kritisk tænkning og uddannelse. Og for at arbejde sammen.