En hovedknuser skulle presse den trolddomsanklagede til tilståelse. Blev den ikke afgivet, fortsatte presset. Med først kraniebrud og siden døden til følge. Eller den anklagede spændtes fast til en strækbænk. Den kunne forlænges op til 30 centimeter. Også konfrontationen med dette torturredskab medførte i værste fald døden.
Begge disse redskaber er rekonstruktioner. Men sommerudstillingen »Hekse i Vendsyssel« på Bangsbo Museum & Arkiv ved Frederikshavn viser endvidere eksempler på originale af slagsen, udlånt af Nationalmuseet. Blandt andet en hånd- eller fodknuser samt en fedel eller gabestok.
Det rene trolderi
Hun hed Hose Mette Jensdatter og var fra Jerup i Vendsyssel. I december 1623 kendtes hun skyldig i at have udøvet trolddom, og den 23. januar 1624 blev hun brændt på en lille høj mellem Mosbjerg og Sindal sogn. Sandsynligvis sammen med den ligeledes trolddomsdømte Christen Sørensen, også kaldet »Klørknægt«, fra Aalbæk.
De forudgående retshandlinger havde fundet sted ved Horns Herredsting, Skagen Byting og Gårdbo Birk, inden Viborg Landsting afgjorde sagen. Hose Mette Jensdatter var blandt andet anklaget for at have forvoldt skade mod Jens Pedersen i Aasen, efter at denne havde afkrævet »Klørknægt« en halv tønde fisk som erstatning for nogle gæs, han havde stjålet fra ham. Hose Mette, »Klørknægt« og andre troldsdomsfolk anbragte i Jens Pedersens kålhave et potteskår med menneskehår og negle og andet, der formodedes at kunne forvolde ondt. Handlingen ledsagedes af ordene »stå nu der i Djævelens navn, nu skal Jens Pedersen i Aasen svie og værke så meget, som den nar skreg for en halv tønde fisk«. Senere lå Jens Pedersen vitterligt længe syg, lammet og med store smerter. Et nutidigt bud på en diagnose kunne være et apoplektisk anfald.
Hose Mette blev desuden anklaget for at have forvoldt en præsts druknedød. I vrede havde hun lovet ham »en våd kåbe«. Dette skønnedes at være gået i opfyldelse, da præsten omkom undervejs til Hirsholmene, hvor han skulle forrette kirkelige handlinger.
Syndebuk
Anne Chrestensdatter, der levede i Understed Sogn omkring 1600, havde ry for at kunne feje en ulykke fra én person til en anden. Hun blev, som så mange »hekse«, tildelt rollen som syndebuk. Anledningen kunne være en fejlslagen høst, en kos manglende ydeevne - eller pludselig sygdom og død. Selvom årsagen ikke umiddelbart var til at få øje på, skulle den findes.
Udstillingen fortæller om konsekvenserne. Den er opbygget, så publikum følger forløbet af en sag: anklagen, forhøret, torturen, domsfældelsen og - uanset tilståelse eller ej - den eventuelle død på bålet. I Danmark var de dømte bundet til en stige, når de kastedes i flammerne - hvis formål ikke alene var at dræbe: deres rensende kraft blev anset for at tilintetgøre det onde, og der-for fejredes afbrændingen som en sejr over trolddommen.
De fremlagte udskrifter fra domsbøger giver de besøgende mulighed for en nærmere udforskning af hekseprocesser i de forskellige egne af Vendsyssel. I forbindelse med udstillin-gen er processerne i landsdelen blevet kortlagt af cand.mag. Wisja Andersen, ved hjælp af blandt andet kildemateriale fra landstinget i Viborg.
Historisk og aktuel
Forfølgelserne i Europa af de angivelige hekse begyndte i 1400-tallet, kulminerede omkring 1600 og ophørte omkring 1700. I Danmark fandt den første hekseafbrænding sted i 1571. Og den sidste i 1693. Men helt frem til 1866 var der her i landet lovhjemmel for forfølgelse af hekse.
Wisja Andersen oplyser, at de første efterretninger om processer i Danmark stammer fra 1080, da det af en skrivelse fra paven til kong Harald Hen fremgår, at danskerne havde for skik at gøre visse kvinder ansvarlige for storme, epidemier og sygdomme. Paven gør over for kongen gældende, at sådanne hændelser er at opfatte som Guds straf. Menneskene har ikke selv magt til at sætte dem i værk, belærer paven.
En forsker, Gustav Henningsen, har gjort opmærksom på, at hekseforfølgelserne ikke blev indledt af inkvisitionen, men af verdslige domstole i Schweiz og Kroatien. »Man har«, skriver han, »nærmest indtryk af, at de legaliserede hekseforfølgelser har været et folkekrav, som de verdslige domstole har givet efter for, og som kirken efterhånden også måtte indstille sig på«.
Gustav Henningsen har dokumenteret, hvor lidt inkvisitionen i virkeligheden interesserede sig for hekseforfølgelserne. »Det kan undre én«, indrømmer han, samtidig med at han mener at kende forklaringen, nemlig at kirken fastholdt den middelalderlige tradition for at betragte det påståede hekseri som et udslag af overtro.
Antallet af henrettelser under hekseforfølgelserne lader sig næppe nøjagtigt fastslå. Den nyere forskning har imidlertid afvist en udbredt forestilling om, at det skulle dreje sig om millionvis. I dag regner historikerne med, at der har været cirka 100.000 hekseprocesser og cirka 50.000 afbrændinger - hvoraf halvdelen gennemførtes i Tyskland.
I Danmark er vurderingen, at der har været mindre end 1000 processer, og at godt halvdelen af de anklagede blev brændt.
I Vendsyssel har Wisja Andersen afdækket 93 hekseprocesser, og hun har fundet vidnesbyrd om, at lidt over 30 af dem endte med flammedød. Kun 11 procent af de dømte var mænd. At de kvindelige hekse generelt var i klart overtal, forklarer Misja Andersen med kvindens udsatte stilling i det mandsdominerede samfund.
I øvrigt håber hun, at publikum ser »Hekse i Vendsyssel« som en både historisk og en aktuel udstilling. For, som hun siger, den manglende tolerance over for de anderledes gælder til alle tider.