Dødskulter har en lang historie

I enkelte sager har næsten 1000 mennesker taget deres eget liv i troen på en karismatisk leders løfte om frelse

I et hus i den lille schweiziske by Cheiry fandt politiet i 1994 23 døde medlemmer af sekten Soltemplets Orden. Alle havde de begået selvmord. –
I et hus i den lille schweiziske by Cheiry fandt politiet i 1994 23 døde medlemmer af sekten Soltemplets Orden. Alle havde de begået selvmord. –. Foto: .

Året var 1997, og kometen Hale-Bopp trak sin lysende hale henover den mørke nattehimmerl. Faktisk lyste kometen så tydeligt, at det for en lille gruppe mennesker i Californien nu var helt sikkert: Deres leders løfte om rumskibet var gået i opfyldelse, og de måtte derfor forlade deres jordiske hylster for at rejse med til det højeste niveau. Kort efter havde 39 personer begået selvmord.

Den tragiske historie om sekten Heavens Gate er desværre kun en blandt mange historier om de såkaldte dødskulter. Nyreligiøse og spirituelle bevægelser, som under ledelse af en stærk og karismatisk leder begår selvmord i troen på at kunne fremskynde den dommedag, hvor kun de rette troende bliver belønnet.

Og nu er tragedien igen kommet tæt på. I Rusland har 33 medlemmer af en dommedagskult spærret sig selv inde i en kold hule med en trussel om at begå kollektivt selvmord. Forrest i kulten står den 43-årige Pijotr Kusnetsov, som efter sigende sover i en kiste og blandt andet har forbudt kultens medlemmer at røre ved penge.

Den russiske sekt risikerer dermed at føje sig til en lang række af lignende historier. Blandt de bedst kendte og mest tragiske er Folkets Tempel, som i 1978 under ledelse af Jim Jones havde isoleret sig i Guyana i Sydamerika.

I Jonestown, som de kaldte deres lille junglesamfund, ville de skabe deres eget samfund, som ifølge Jim Jones ville blive et nyt paradis. Det hele eksploderede dog, da de amerikanske myndigheder ville undersøge Jonestown for skattesnyderi og derfor besøgte den knap 1000 mand store sekt i junglen. Der udbrød skyderi i lejren, mens en meget stor del af kultens medlemmer samtidig valgte at følge Jim Jones ordre og forgifte sig selv. 914 mennesker døde.

Lige så tragisk endte det, da en gruppe sekteriske katolikker i Uganda dannede deres egen sekt, Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud. Sekten samlede sig i byen Kanungu, hvor de den 17. marts 2000 begik masseselvmord. Senere undersøgelser antydede dog, at der til dels har været tale om en mordbrand, men tilbage står, at næsten 1000 mennesker mistede livet.

Berømt og berygtet er også den japanske Aum Shinrikyo-sekt, der ikke kun ville begå masseselvmord, men også tage udenforstående med i døden. Derfor forsøgte sekten i 1995 at begå massemord i den japanske undergrundsbane ved at sende giftgas gennem udluftningskanalerne. Lederen af sekten, Aum, havde et erklæret mål om at blive verdens frelser, men endte med at blive dømt til døden og henrettet ved hængning.

Et andet trist kapitel i historien om dødskulter blev beskrevet i den lille by Waco i Texas i 1993. Her havde den selvudnævnte profet David Koresh skabt et lille sekterisk samfund, kaldet Branch Davidians, hvor han betragtede sig selv som den, der skulle redde verden, blandt andet gennem sine børn. For at udbrede sin slægt havde han derfor flere hustruer, hvoraf nogle kun var 12-13-år gamle, da de blev gravide.

Også her kulminerede det hele i en tragedie, da myndighederne ville undersøge, hvad der egentlig foregik i det sekteriske samfund. Sektens medlemmer forskansede sig i 51 dage, indtil det hele endte med et forsøg på at storme den bygning, hvor medlemmerne befandt sig. I stedet for at overgive sig, blev der sat ild til bygningen. Omkring 80 mennesker døde.

Også I Europa er man stødt på fænomenet. I oktober 1994 fandt politiet 23 døde personer i en lille by i Schweiz. Alle var de medlemmer af sekten Soltemplets Orden, som også havde en afdeling i Canada. Også her begik medlemmerne selvmord.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk

I et kollektivt selvmord, udløst af en stor brand, døde næsten 1000 mennesker i den lille by Kanungu i Uganda. Alle de døde var medlemmer af sekten Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud. Her ses en grav ved siden af de få rester af bevægelsens kirke. –
I et kollektivt selvmord, udløst af en stor brand, døde næsten 1000 mennesker i den lille by Kanungu i Uganda. Alle de døde var medlemmer af sekten Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud. Her ses en grav ved siden af de få rester af bevægelsens kirke. – Foto: .