Onsdag 11. maj 2005 vil blive husket af de ansatte i Kirkeministeriet ved Frederiksholms Kanal i København i mange, mange år. Sandsynligvis vil dagen endda få sit helt eget navn i ministeriet. Store Grosbøll-dag.
Den dag løb de nemlig stærkt som aldrig før derinde, for den årelange behandling af sagen om Thorkild Grosbøll fra Taarbæk skulle pludselig afsluttes inden for få timer. Og afsluttet blev sagen i en hast, som hvirvlede støvet op i statsforvaltningens mest konservative ministerium.
Tidligt denne onsdag tændte biskop Jan Lindhardt for sin computer på kontoret i bispegården i Roskilde og læste en mail fra kirkeminister Bertel Haarder (V). Ministeren spurgte, om han ville acceptere at overtage tilsynet med sognepræst Thorkild Grosbøll, som bispekollega Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift, ikke mente befandt sig inden for folkekirkens bekendelse.
Roskildebiskoppen satte sig straks til at skrive sit "Det vil jeg gerne" til ministeren, som herefter skyndte sig at sende en mail til Rebel for at høre, om hun var med på ideen. Også oppe i Helsingør var biskoppen hurtig på tasterne, og hun svarede med det samme ja til ministeren.
Alt dette skete på få timer, og nu skulle så Thorkild Grosbøll have en mail med besked om, at han fremover tilhører Roskilde Stift. Dernæst gik ministeriet i gang med at skrive en lang pressemeddelelse om den højst utraditionelle løsning på sagen.
Pressemeddelelsen skulle indeholde en beskrivelse af løsningen og udtalelser fra ikke færre end tre centrale personer: kirkeminister Bertel Haarder (V), biskop Lise-Lotte Rebel og biskop Jan Lindhardt. Kl. 16.09 kunne ministeriets pressemedarbejder trykke "send" på sin computer og maile pressemeddelelsen, der medførte omtale i samtlige danske medier og ikke mindre end 50 udenlandske.
Denne hektiske onsdag i Kirkeministeriet fremgår af en gennemgang af Grosbøll-sagens dokumenter, som Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i.
Her er blandt andet udskrifter af alle de e-mail, som på få timer afgjorde sagen, der ellers havde samlet støv i næsten 11 måneder. Når det hele pludselig fik sådan et hastværk, hænger det nok sammen med, at dagen før var det kommet Kristeligt Dagblad for øre, at ministeriet var i færd med at træffe den opsigtsvækkende beslutning, og en journalist fra avisen ringede til ministeriet for at få det bekræftet. Nu vidste ministeriet, at hemmeligheden var sluppet ud, og så skulle det gå stærkt.
Ministeriet ville nemlig for alt i verden komme først med forklaringen på, hvorfor den efterhånden to år lange Grosbøll-sag skulle have denne højst overraskende afslutning. Forklaringen på, hvorfor alle planer om en læresag pludselig var havnet i papirkurven. Ved at komme først, kunne man prøve at præge mediernes omtale af sagen, og strategien var klar: Aben skulle placeres et andet sted end i Kirkeministeriet.
Pressemeddelelsen om sagen inddrager først Grosbølls fagforening, Den danske Præsteforening, i ministeriets afgørelse gennem en formulering om, at foreningen havde "anmodet Kirkeministeriet om, at sagen bringes tilbage i det folkekirkelige regi." Kirkeministeriet har imidlertid ikke givet aktindsigt i dette brev, men ministeriets brug af denne formulering vakte vrede i Den danske Præsteforening, for godt nok havde Præsteforeningen få dage forinden brugt den pågældende ordlyd i et brev til Kirkeministeriet, men bestemt ikke for at få tilsynet med Grosbøll overdraget til en anden biskop.
Faktisk tværtimod. Præsteforeningen tog direkte afstand fra den løsning, da man blev præsenteret for den. Man ønskede blot at undgå en læresag ved at få genoptaget dialogen mellem Rebel og Grosbøll, men ikke desto mindre blev Præsteforeningens formulering anvendt i pressemeddelelsen på en sådan måde, at det blev udlagt som en blåstempling af ministeriets afgørelse.
To andre årsager i pressemeddelelsen går på forhold, der ikke har noget med Kirkeministeriet at gøre. I et af meddelelsens vigtigste afsnit står denne ikke særligt læsevenlige sætning:
"Det er ministeriets vurdering, ikke mindst når henses til uklarheden i Thorkild Grosbølls udtalelser og den bekymring der er tilkendegivet fra vide kredse i folkekirken for at føre en gejstlig læresag på det foreliggende grundlag, at det kunne skabe en fornyet mulighed for en løsning af sagen i folkekirkens eget regi, såfremt en anden af folkekirkens biskopper overtager tilsynet med Thorkild Grosbøll."
Mange har siden udtrykt undren over, hvilken uklarhed i Grosbølls udtalelser, ministeriet henviser til, og mange er heller ikke klar over, hvem de "vide kredse i folkekirken" er, som skulle have advaret imod en gejstlig læresag.
Det er da også langt fra sikkert, at disse to begrundelser er det vigtigste i det citerede afsnit. Nøglen til en forståelse af, hvorfor det gik, som det gik med Grosbøll-sagen, skal derimod findes i de to ord "ikke mindst". Centralt placerede kilder i ministeriet fremhæver, at disse to ord bestemt ikke er tilfældigt valgte. Med de to ord ville pressemeddelelsen fortælle, at der også var andre end de to anførte begrundelser. Men ved at komme først på banen med en forklaring på Grosbøll-sagens overraskende udgang, forsøgte ministeriet at undgå omtale af disse andre begrundelser, som ville have skabt opmærksomhed omkring personerne Lise-Lotte Rebel og Bertel Haarder og deres rolle i sagen.
Hvad Lise-Lotte Rebel angår, ville man undgå opmærksomhed omkring, at en væsentlig begrundelse for at droppe planerne om en læresag var frygt for at tabe sagen på grund af teologiske og juridiske fodfejl i hendes sagsbehandling. Og hvad Bertel Haarder angår, ville man undgå opmærksomhed omkring, at ministerens personlige modstand mod en læresag var en væsentlig begrundelse for, at ministeriets embedsmænd pludselig foretog en kovending og ikke længere gik ind for en læresag. Det havde embedsmændene ellers gjort, mens deres minister hed Tove Fergo (V), og i modsætning til Haarder ønskede hun en læresag.
Når ministeriet ikke har ønsket fokus på fodfejlene i Lise-Lotte Rebels behandling af sagen skyldes det, efter hvad Kristeligt Dagblad erfarer, dels at hun faktisk er blevet rådgivet af højt placerede medarbejdere i Kirkeministeriet, dels at ministeriet har villet "holde hånden over" biskoppen, så hun ikke blev udsat for nederlag ud over det at blive frataget tilsynet med Thorkild Grosbøll.
En gennemlæsning af Grosbøll-sagens dokumenter viser omtale af nogle af de fodfejl, som Kristeligt Dagblad tidligere har skrevet om på baggrund af velinformerede kilders oplysninger, men som ingen har villet stå frem og beskrive.
Lise-Lotte Rebel har afvist, at der har været fodfejl i hendes sagsbehandling, men dokumenterne viser, at Thorkild Grosbølls fagforening, Den danske Præsteforening, gennem hele sagsforløbet har fastholdt, at tingene ikke er foregået "efter bogen".
Et af de punkter, hvor der er usikkerhed om den juridiske fortolkning af det, som biskop Lise-Lotte Rebel har foretaget sig, er de samtaler, hun har haft med Thorkild Grosbøll under det skærpede tilsyn, som han var under et års tid. På sin side anfører Lise-Lotte Rebel, at der "har jævnligt været ført samtaler mellem Thorkild Grosbøll og undertegnede samt mellem Thorkild Grosbøll og provst Grete Bøje i perioden 23. juli 2003 til juni 2004, hvor det tjenstlige pålæg er blevet indskærpet".
Det sætter Den danske Præsteforening alvorlige spørgsmålstegn ved og fastholder, at samtalerne mellem Grosbøll og Rebel i hele året med skærpet tilsyn kun er "foregået telefonisk, og uden at noget tjenstligt pålæg er blevet indskærpet". Når det gælder samtaler mellem Grosbøll og hans provst, Grete Bøje fra Kongens Lyngby Provsti, skriver Præsteforeningen i et brev fra december sidste år, at "Thorkild Grosbøll står helt uforstående over for henvisningen til, at provst Grete Bøje i samme periode under samtaler med ham skulle have indskærpet noget. Præsteforeningen har noteret, at det ikke af sagsmaterialet fremgår, hvornår sådanne samtaler skulle have fundet sted".
Ordene "ikke mindst" i pressemeddelelsen fra Kirkeministeriet skulle angiveligt også dække over, at Bertel Haarders personlige modvilje mod en præsteretssag i realiteten blev afgørende for ministeriets kovending. For fodfejl eller ej, så viser dokumenter i sagen ingen tvivl i Kirkeministeriets holdning helt frem til folketingsvalget i februar i år: Grosbøll skulle for præsteretten. Igen og igen bekræfter ministeriet, at man vil følge biskop Rebels anbefaling om at indlede en læresag mod Thorkild Grosbøll. Lise-Lotte Rebel afleverer sit sidste høringssvar i sagen få dage før valget den 8. februar, men så opstår der en påfaldende pause i papirerne fra Kirkeministeriet.
Det blev dengang udlagt som noget naturligt, idet en ny minister nødvendigvis må have tid til at sætte sig ind i sagerne. Imidlertid skyldes pausen, at Bertel Haarder i modsætning til sin forgænger og partifælle, Tove Fergo, ikke ønskede Thorkild Grosbøll for præsteretten. Det samme skal have gjort sig gældende på posten som departementschef, hvor Jakob Heinsen i modsætning til den fyrede forgænger, Finn Langager Larsen, ikke mente, at materialet kunne holde i en retssag. Embedsmændene havde "gehør for den nye melodi", der kom ud fra ministeriets chefkontorer, og derfor blev læresagen mod Grosbøll droppet.
Dette skifte har Lise-Lotte Rebel angivet som forklaringen på, hvorfor hun gik med til at lade tilsynet med Grosbøll overgå til kollegaen i Roskilde i stedet for at kræve en læresag, sådan som lovgivningen giver hende mulighed for.
Indtil ministerskiftet havde Rebel ikke fundet det nødvendigt at kræve en læresag. Hun havde blot anbefalet det, og det var også nok, for ministeriet var indstillet på at følge den anbefaling. Men pludselig har en ny minister altså en ny holdning, og det får Rebel til at opgive tanken om en læresag.
"Jeg må kunne forlade mig 100 procent på opbakning fra Kirkeministeriet. Ministeren har imidlertid tilkendegivet, at han ikke synes, det (en læresag) er nogen god løsning på problemet," har Lise-Lotte Rebel sagt, men omvendt har Bertel Haarder afvist denne betænkelighed fra Rebels side og sagt, at ministeriet ville støtte en læresag, hvis Rebel havde krævet den.
De to hovedpersoner Lise-Lotte Rebel og Bertel Haarder har aldrig talt personligt sammen om denne sag af kirkehistoriske dimensioner.
Et par måneder efter Bertel Haarders tiltræden blev biskoppen ringet op af departementschef Heinsen, som i forholdsvis direkte vendinger kunne fortælle, at ministeren var misfornøjet med udsigten til en læresag, og at man derfor gik med planer om løsningen med at flytte tilsynet med Grosbøll.
Trods sin personlige modvilje mod den løsning ønskede Rebel ikke at hindre Haarder i at føre den ud i livet.
Dermed var vejen banet for, at ministeriet kunne kontakte det samlede bispekollegium med forslaget om at overdrage tilsynet med Grosbøll til en anden biskop. Et markant flertal af biskopperne gav udtryk for modvilje imod denne løsning, men trods denne modvilje besluttede Bertel Haarder at overdrage tilsynet til Jan Lindhardt og dermed endegyldigt lægge alle ministeriets forarbejder til en læresag i skuffen.
Dette aktive indgreb fra Haarders side ønskede Kirkeministeriet at nedtone over for offentligheden og lagde det ind under ordene "ikke mindst" i pressemeddelelsen, som blev afslutningen på den lange og hektiske dag, man sent glemmer i ministeriet: Onsdag 11. maj. Store Grosbøll-dag.