Som en del af fejringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel er K.E. Løgstrups "Opgør med Kierkegaard" genudgivet. Det samme er Georg Brandes "Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids". Et par aparte fødselsdagsgaver, kunne man mene, men opgør kan vel bedre end hyldester sparke en debat i gang.

Brandes værk er dog dårligt egnet til en seriøs konfrontation, for det savner blik for teologien, men Løgstrups opgør er et helt andet og teologisk interessant.

Kierkegaard var pessimist - Løgstrup var optimist?

"Opgør med Kierkegaard" udkom i 1968, da K.E. Løgstrups egen tænkning endnu ikke havde fundet sin form, så bogen dokumenterer også mandens klaringsproces frem mod de egne positioner. Som yngre stod Løgstrup i 1940erne og 1950erne Tidehverv og Søren Kierkegaards teologi nær, men op gennem 1960erne distancerede han sig ud fra årsager, som bevidnes i blandt andet dette værk. Og det er her, han første gang nævner det begreb, der skulle blive helt emblematisk for hans teologi: de suveræne livsytringer.

Tanken om dem er åbenbart vokset frem gennem det livtag, han foretager med sin store landsmand. Han mener nemlig, at Kierkegaard er blind for de træk ved tilværelsen, som disse livsytringer repræsenterer.

Løgstrups kritik af Kierkegaard er skarp og grundlæggende. Hans tese er, at Søren Kierkegaard lod sin personlige skæbne farve af den måde, hvorpå han tolkede og fremstillede kristendommen. Kierkegaards skæbne lige meget hvordan man vil tyde den, og hvor man vil lægge vægten, hans psyko-fysiske konstitution, hans forhold til faderen, hans opdragelse, indgribende begivenheder i hans liv gjorde det nærliggende, både at han resignerede uendeligt, gav afkald på Regine og at han udsonede sig med smerten, skriver Løgstrup og fortsætter kort efter: Kierkegaard er stolt, meget stolt, af sin resignation.

Kierkegaard skræddersyer kristendommen, mener Løgstrup, så den passer til hans smertefulde og resignerede livssituation. Hans forfatterskab hylder en kristentro, præget af offer, lidelse, resignation og efterfølgelse.

Kierkegaard ruger indadvendt over sådanne dystre sager og overser derved alt det smukke og gode i det jordiske liv, de fænomener ude i det skabte, som Løgstrup her for første gang kalder de suveræne livsytringer.

Derfor finder Løgstrup, at Kierkegaard ikke rammer flertallets religiøse situation. Den uendeligt resignerende og det livsglades menneskes trosproblemer er ikke de samme.

Kierkegaard skriver vældigt overbevisende, og det er det farlige, mener Løgstrup: Med geniets vold og magt indpoder han i mennesker spørgsmål og tanker, der er deres skæbne uvedkommende.

Professor, dr.theol. Ole Jensen var Løgstrups nære samarbejdspartner, og han kan kaste lys over denne tolkning af Kierkegaard.

"Ja, man bør nu ikke gøre det for psykologisk, men Kierkegaard havde vel en hård skæbne i den forstand, at han, med egne ord, ikke kunne realisere det almene," siger Ole Jensen.

"Det er en kendsgerning, at han ikke havde noget lyst syn på denne tilværelse. Det at afdø fra livet og efterfølge Kristus bliver så også et formål i sig selv. Hos Løgstrup derimod er den etiske fordring, som er inspireret af Kierkegaards ubetingede fordring, for han beundrede også Kierkegaard ikke en fordring, man møder i Guds befaling om at afdø fra livet. Løgstrup mener, med Luther, at vi skal leve i kald og stand med det andet menneske inde på livet og for det andet menneskes skyld. Også Løgstrup ser os mennesker som selviske, altså som syndere, men vi har ikke af den grund så stor magt, at vi kan ødelægge livet og gøre det til lutter mørke."

Kierkegaard ville vel sige, at man finder afguder, når man søger sin støttestav sådan sideværts ud i det sociale?

"Det ville han sige, og med ham, eksistensteologien og Tidehverv: Så snart vi finder noget i dette liv, vi går totalt op i, så er det synd, for da har vi gjort noget andet til gud."

"Deri er der meget rigtigt, men Løgstrup betoner, at livet også har nogle godheder, som er absolutte. Og det er de suveræne livsytringer: tillid, barmhjertighed, kærlighed. De er bygget ind i os, så vi heldigvis kan vise tillid. Ellers ville alt samliv brase sammen. Og i dem kan vi for en stund glemme angsten og bekymringen. Den naturlige kærlighed er ikke fordægtig hos Løgstrup. Det er den hos Kierkegaard, som kalder den forkærlighed. Den kan da antage forkærlighedens form, medgiver Løgstrup, men den findes også som ægte kærlighed, for eksempel hos forældre, der elsker deres børn. Det er en livsytring, der trodser mig selv og min selviskhed. Også livsglæden er under mistanke hos Kierke-gaard, mens Løgstrup hævder, at den i udgangspunktet er en skænket gave. Og tilgivelse er hos ham at komme tilbage til livet med de andre og få en ny mulighed."

Men Kierkegaard knytter jo ikke sit nøglebegreb fortvivlelsen til dyster rugen, men ofte til den mest maniske livsudfoldelse hos æstetikeren. Her er fortvivlelsen skjult, men stor.

"Selvfølgelig er der en mængde af sådanne iagttagelser hos Kierkegaard, som er sublime og geniale, og det ville også Løgstrup anerkende. I det moderne viser fortvivlelsen sig i uafbrudt jagt på adspredelse, for vi har tabt sansen for transcendensen. Og da vil man lede efter afguder, og de kan være usynlige. Alle halser jo nu rundt efter underholdning og tager hele tiden af sted til lufthavnen for at komme på nye rejser. Her er Løgstrup helt klar: Man lever, hvor man er."

Så de suveræne livsytringer må ikke forveksles med det, som giver et suverænt sus?

"Nej, endelig ikke. Det suveræne folder sig finest ud her, hvor vi er. Ligesom Luther ikke blev træt af at betone det. Tit kan man ikke kende forskel på det ægte og det fortvivlede, det indrømmer jeg. Men der findes skabelsesøer i den faldne verden. Der er nåde og godhed, og synden kan ikke formørke det hele. Vi omfattes af det, når vi får lov at glemme os selv i kærlighed eller et stykke arbejde, som skal gøres. Vi skal jo hver dag bygge verden op, som Luther siger. Ikke at det gør os gode, vi gør det som Guds redskab."

Kierkegaard havde en kristologi - det havde Løgstrup ikke?

Kan man sige, at det, der skiller Kierkegaard fra Løgstrup, er, at han egentlig ikke har en kristologi, men koncentrerer sig om den Jesus, der gik på jord?

"De, som påstår, at Løgstrup ikke har en kristologi, tager fuldkommen fejl. Den historiske Jesus er hos Løgstrup troens anledning. I Jesus er det påfaldende, hvordan han som den eneste formåede at leve i en komplet ubetinget kærlighed. En fuld hengivelse for menneskets skyld. Hos Kierkegaard kan det uendelige imidlertid ikke komme ind i det endelige. Derfor opfatter han verden som næsten udelukkende en syndefaldets verden. Guds søn kommer kun i skjulthed ind i verden, dette ringe menneske under paradoksets fortegn. Det medfører, at troen egentlig bliver blind tro, en absurditet og en kadaverlydighed som når Abraham skal ofre Isak. Løgstrup siger med Luther, at troen er en fri hengivelse, og nåden får man gratis givet. Og Løgstrup går frontalt til angreb på ideen om, at Kristus skulle være et paradoks. Han er tværtimod den eneste ikkeparadoksale eksistens. Vi andre er paradokse i vores misbrug af det skænkede."

Men hvordan med Kristi frelsesgerning efter døden, det, som gør Jesus til Kristus?

"Den giver kun mening, hvis skaberen kan påvirkes til at gøre sig selv entydig. Det sker som en følge af Jesu ofring af alt for kærligheden. Derpå skal skabermagten sørge for alt det, som Jesus stillede menneskene i udsigt. Det er syndernes forladelse og evigt liv."

Sognepræst Anders Kingo er dr.theol. på en disputats om Søren Kierkegaard, Analogiens teologi, og han vil gerne stå på mål for Kierkegaard.

Vi kan stille ham samme spørgsmål: om det, der skiller Løgstrup og Kierkegaard, er, at sidstnævntes forfatterskab bestandig cirkler om Kristus, mens der altså er dem, der hævder, at Løgstrup ikke har nogen kristologi?

"Det ville Løgstrup næppe selv være enig i, for han er jo meget optaget af Jesus. Men det bliver Jesus jo ikke til Kristus af," svarer Anders Kingo.

"Jeg vil bestemt mene, man kan sige, kristologien mangler hos Løgstrup. Kierkegaards stærke optagethed af paradokset, som er uløseligt knyttet til Guds bliven menneske i Kristus, bliver af samme grund et centralt angrebspunkt for Løgstrup. Han mener jo, at Jesus er den eneste, der har haft et liv, som overhovedet ikke var paradoksalt, for Jesus var angiveligt den eneste, der har udfoldet en tilværelse fuldkommen, som den var tænkt fra skaberens hånd. Og derfor kunne Løgstrup også anklage Kierkegaard for at gøre den uendelige fordring umenneskelig for eksempel i Kærlighedens gerninger. Han mente, Kierkegaard skruede den op i leje, hvor intet menneske kan være med."

Kierkegaard tænkte i åndelige kategorier - Løgstrup tænkte i natur?

Anders Kingo præciserer, hvad han opfatter som den afgørende forskel på de to danske teologer:

"Kierkegaard tænker i åndelige kategorier, hvorimod Løgstrup tænker i natur. Det er som ild og vand. Løgstrup forstod efter min mening ikke, at næstekærligheden hos Kierkegaard er et åndeligt fænomen. Det vil sige, at jeg skal give den kærlighed, jeg modtager fra Gud, videre til min næste. Da er man lykkeligt befriet for enhver fortvivlelse, for da skal man ikke selv samle en fortjeneste. Kærlighed fra Gud er ganske særlig, fordi den kun kan modtages på det vilkår, at jeg straks giver den videre. Ellers går den i forrådnelse. Dette har Løgstrup tilsyneladende ikke forstået."

Var Kierkegaard meget indadkroget og kredsende om sig selv?

"Jeg vil sige, at Kierkegaard netop understreger, at det, som skal gå til grunde i kærlighedsforholdet, er det selviske. Han fordrer jo hele tiden: Du skal elske din næste og må altså ikke lade dig holde tilbage af nogen selvisk magelighed. Man skal stå i tjeneste, og denne lodrette, ubetingede fordring skal destruere den selvkredsen, som Løgstrup anklager ham for."

Var Kierkegaard ikke en rigtig særling?

"Det var han i al fald ikke. Der er hundredevis af samtidsberetninger, der siger det modsatte. Skildringerne af ham fra alle hans nevøer og niecer er direkte rørende. Og det er også skildringen af hans opførsel, da en pastor Spang dør fra kone og fire børn. Et af børnene beskriver senere, hvordan de elskede Kierkegaards besøg i tiden efter. Han kunne spøge og le så hjerteligt med os. Man kunne fristes til at tro, at han var et meget lykkeligt menneske med et overgivent sind, skriver sønnen. Den slags skildringer er der mange af. Og hans evner som sjælesørger skulle have været fuldkommen enestående. Kierkegaard kunne også slå sig løs. Engang, da en af hans nevøer fyldte 12, inviterede han alle nevøer og niecer og fik bageren til at lave en pattegris i marcipan i naturlig størrelse. Og der var champagne til alle."

Kierkegaard og Løgstrup har jo det til fælles, at de begge er fænomenologiske iagttagere og bygger meget af det, de skriver, på tolkninger og analyser af deres omgivelser?

"Jo, men Kierkegaards iagttagelser var altid i åndens tjeneste og stod under en bestemt forkyndt forudsætning. Han skriver i Kærlighedens gerninger, at ethvert menneske først begynder sit egentlige liv med et ergo, og det ergo er troen. Den skal altid og under alle betingelser være fortegnet."