Dåbsoplæring på vej tilbage i folkekirken

Mange asylansøgeres ønske om dåb har ført til, at folkekirken er begyndt at prioritere dåbsundervisning af voksne højere og nærmer sig dermed oldkirkens tradition for langvarig og grundig indøvelse i kristendom forud for dåben

I folkekirken, hvor kirkeåret er vigtigt, kunne det overvejes at lade mennesker med anden religiøs baggrund gennemgå et indøvelsesforløb af mindst et kirkeårs varighed. Så ville der være tid til at fordybe sig i, hvad dåben er – kristeligt set – og ikke bare i, hvordan den måtte opfattes af folk, skriver Kurt E. Larsen.
I folkekirken, hvor kirkeåret er vigtigt, kunne det overvejes at lade mennesker med anden religiøs baggrund gennemgå et indøvelsesforløb af mindst et kirkeårs varighed. Så ville der være tid til at fordybe sig i, hvad dåben er – kristeligt set – og ikke bare i, hvordan den måtte opfattes af folk, skriver Kurt E. Larsen. Foto: Linda Kastrup.

I den såkaldte missionsbefaling sendte Jesus sine disciple ud i verden for at døbe og for at lære de døbte at holde alt det, han havde befalet dem. Siden har kristne kirker til alle tider døbt og oplært. I 200-tallets forfulgte og voksende kirke i Rom skulle man, hvis man fik lov at være med i et dåbsforberedelsesforløb, gå til undervisning hver morgen i tre år.

Når dåbskandidater således havde fået hele Bibelen oplæst og forklaret samt havde indøvet sig i praktisk kristenliv, kunne de blive døbt.

Den lange undervisningsperiode sikrede, at de vordende kristne nøje vidste, hvad de gik ind til. Deres medbragte arv fra hedensk religion og okkulte skikke kunne også luges bort inden dåben.

Den lange periode var sikkert også et værn mod useriøse ansøgere og kejserlige spioner: Hvem orkede at stille op dagligt i tre år, hvis de havde onde hensigter?

Siden missionstidens afslutning er dåben her til lands foregået som barnedåb med efterfølgende oplæring af de døbte børn.

Først da der sidst i 1600-tallet blev adgang for jøder til Danmark, kunne der undtagelsesvist forekomme dåb af voksne – nemlig efter en jøde var blevet undervist og overhørt af en biskop.

Mellem dåb og oplæring var der en fast sammenhæng.

Voksne kunne ikke døbes uden et foregående individuelt undervisningsforløb, og børn kunne ikke døbes uden efterfølgende undervisning, som skolevæsenet sørgede for. Efter folkeskolen holdt op med at stå for en undervisning, der kunne siges at gøre det ud for kirkens dåbsundervisning, har folkekirken ad frivillighedens vej styrket indsatsen for oplæring af børn – ikke mindst gennem ordningen med mini- konfirmander.

Ved dåb af voksne har krav om undervisning og oplæring været mere end en henstilling. Dåben er efter folkekirkens teologiske opfattelse altid en fri gave, også for voksne, men den forudsætter såvel et personligt ønske som en vis viden fra dåbsansøgerens side.

I 2008 kom en kortfattet kongelig anordning om dåben, men selvom der ikke udtrykkeligt står noget om et undervisningskrav, er dette formodentligt forudsat.

I hvert fald oplyser Kirkeministeriets hjemmeside nu, at oplæring i kristendom er den normale fremgangsmåde ved voksendåb. Den kongelige anordning fulgtes i 2008 op af biskoppernes vejledning, hvor behovet for et individuelt undervisningsforløb var fremhævet ud fra tanken om en uomgængelig sammenhæng mellem dåb og oplæring.

Et voksende antal muslimske asylansøgere søger i disse år om at blive døbt, og det har ført til en styrkelse af behovet for undervisning. Folkekirkens biskopper henviser til en vejledning udarbejdet af organisationen Folkekirke og Religionsmøde. Heri er såvel undervisningsbehovet som menighedens ansvar fremhævet stærkere end nogensinde.

Dåben forudsætter længere tids kontakt med en kristen menighed, så der også bliver en form for indøvelse i livet som en kristen og i en menighed. Desuden lægges der op til en forholdsvis lang og grundig oplæring i den kristne tro. Ikke som i 2008-vejledningen til ”en eller flere samtaler”, men til et forløb af flere måneders varighed.

Desuden får menigheden et medansvar, så dåb ikke kun er et anliggende mellem asylansøger, præst og Gud. Således ser for eksempel biskop Marianne Christiansen på Haderslev Stifts hjemmeside menigheden som ansvarlig for at introducere dåbskandidater i kirkelivet.

Der var gode grunde til, at man i oldkirken havde et meget langt forløb forud for dåben.

I folkekirken, hvor kirkeåret er vigtigt, kunne det overvejes at lade mennesker med anden religiøs baggrund gennemgå et indøvelsesforløb af mindst et kirkeårs varighed. Så ville der være tid til at fordybe sig i, hvad dåben er – kristeligt set – og ikke bare i, hvordan den måtte opfattes af folk.

En styrket undervisningsindsats vil kræve ressourcer, men også her kan man lære af oldkirken, hvor nogle af de største kirkefædre anså opgaven for så vigtig, at de brugte deres tid netop på at undervise dåbskandidater.