Danmission har fordoblet sine indtægter på 10 år

Arv, genbrug og offentlige bidrag har sikret missionsselskabet de højeste indtægter nogensinde

Bestyrelsesformand Peter Fischer-Møller er meget tilfreds med Danmissions økonomiske resultat for 2012. –
Bestyrelsesformand Peter Fischer-Møller er meget tilfreds med Danmissions økonomiske resultat for 2012. –. Foto: .

Det bliver svært at få armene ned for Danmissions ledere, ansatte og frivillige, når økonomien gennemgås på repræsentantskabsmødet på Nyborg Strand i morgen.

Indtægterne har aldrig været højere. Samarbejdet med Danida har resulteret i, at missionsselskabet er opgraderet fra programaftale til en rammeorganisation med egen post på finansloven. Og til efteråret formodes foreningen Ikon, der driver dialog med nyreligiøse miljøer, at blive en del af Danmission.

LÆS OGSÅ: Sognepræst: Stop de anmassende indsamlinger i kirken

Og ifølge missionsselskabets formand, biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, er Danmission også med i verdens brændpunkter.

På grund af vores dialogarbejde i Mellemøsten, der finansieres af Det Arabiske Initiativ, er det muligt for os, via vores samarbejdspartnere i dialogarbejdet, at få nødhjælp ind i Syrien, siger han og forklarer:

Nødhjælp er ikke vores normale gebet, men situationen i Syrien har gjort det nødvendigt. Ellers beskæftiger vi os jo mest med fattigdomsbekæmpelse og dialog.

Danmissions status som rammeorganisation betyder, at Danida, der varetager den offentlige udviklingsbistand, har overladt missionsselskabet hele den religiøse del af udviklingsarbejdet. Som rammeorganisation er man også mere fleksibelt stillet. Hvis der er uroligheder i et land, man havde planlagt at hjælpe, kan pengene for eksempel flyttes til andre projekter. De er ikke låst fast.

DOKUMENTATION: Se Danmissions årsregnskab

Når Danmission kan arbejde i Mellemøsten, også hvor det brænder på, skyldes det, at der er etableret solide kontakter via dialogarbejdet i Libanon og Egypten.

Vi har ungdomslejre i Mellemøsten, hvor også syrere, både sunni- og shia-muslimer og kristne, deltager med fokus på dialog og demokratisk udvikling. De kommer med fjendebilleder af, hvem og hvordan de andre er, og får nedbrudt fordommene. Vi har også dialogarbejde i Zanzibar, hvor der også har været problemer mellem forskellige religiøse grupper.

Så man kan sige, at vi er superaktuelle lige nu, siger Peter Fischer-Møller.

På selve repræsentantskabsmødet fortsætter Danmission sit projekt om missionssyn. Det begyndte sidste år, og også i år bliver der gruppearbejde om emnet.

Vi begyndte med en drøftelse af missionssynet, som det historisk har set ud. I år bliver arbejdet at få sat diskussionerne på formel om vores missionssyn anno 2013. Der skal være et indhold i buddet på missionssynet, som bestyrelsen kan arbejde videre med, siger Peter Fischer-Møller.

Den folkekirkelige organisation Ikon forventes at blive sammenlagt med Danmission, hvis repræsentantskabet i Danmission og Ikons generalforsamling til efteråret vedtager det.

Ikon trækker i høj grad i samme retning som Danmission i dialogarbejdet. Og hvis sammenlægningen vedtages, bliver Ikon en gren af Danmissions arbejde. Vi får bedre arbejde for pengene, hvis organisationerne lægges sammen.

Danmissions genbrugsbutikker har igen i 2012 været en god indtægt for missionsselskabet.

Genbrugsbutikkerne genererer stadig mere økonomi, siger formanden.

Og så slår han et slag for større samarbejde mellem sognemenighederne og missionsselskabet.

Vi vil gerne have et tættere samarbejde med folkekirken, for jeg synes, at vi har meget at bidrage med. Folkekirken kan være lidt provinsiel og osteklokke-agtig. Det er vores sogn, vores kirketjener, vores arrangementer og så videre. Men Danmission rækker jo over landegrænser, og jeg mener, at der er inspiration og mangfoldighed at hente, hvis man ser verden gennem Danmissions briller, siger han.