Danskere står bag folkekirken

Modsat mange af de lande, vi gerne sammenligner os med, er kirken som institution ikkei krise herhjemme. Men de faldende dåbstal er betænkelige, mener Inge Lise Pedersen, derstopper som formand for Landsforeningen af Menighedsråd i denne weekend

Inge Lise Pedersen mener, at det er for svært at finde penge til fælles projekter i folkekirken, som oprettelsen af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter viser. Her sidder hun i sin udestue på Frederiksberg i København.
Inge Lise Pedersen mener, at det er for svært at finde penge til fælles projekter i folkekirken, som oprettelsen af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter viser. Her sidder hun i sin udestue på Frederiksberg i København. . Foto: Leif Tuxen.

Som formand i ni år for Landsforeningen af Menighedsråd har Inge Lise Pedersen haft en af de bedste udsigter, der findes, over det folkekirkelige landskab. På weekendens årsmøde i foreningen stopper hun som formand, og hendes konklusion lyder på falderebet, at folkekirken skal være tilfreds med sin position i det danske samfund.

”I forhold til lande omkring os, som vi plejer at sammenligne os med, har vi en mere gunstig udgangsposition. I Tyskland viser undersøgelser, at forholdet til kristendom er blevet mere positivt end før. Men det gælder ikke i forhold til kirken som institution. Sådan er det ikke i Danmark, hvor folkekirken står rigtig godt i befolkningen, og der er stor tillid til den,” siger Inge Lise Pedersen.

Men der er udfordringer. Manglende dåb er ifølge den 75-årige kvinde en af de største trusler mod folkekirkens medlemstal, som fortsat falder.

”Udfordringen er så, og det er måske ikke gået op for alle, at vi som kirke ikke længere er en selvfølge. Desuden er vi ikke ene på markedet. Dertil kommer den kraftige individualisering blandt danskerne, som betyder, at man ikke ser sig som del af en kirkelig tradition, men af noget, som skal give den enkelte autentisk mening. For eksempel når forældrene siger, at deres små børn selv skal bestemme, om de vil døbes. Truslen mod folkekirkens medlemstal er ikke udmeldelser, men manglende indmeldelser, fordi børnene ikke bliver døbt som store,” siger Inge Lise Pedersen.

Den nye undersøgelse i Sydhavn Sogn i København fra Center For Kirkeforskning viser tydeligt forældrenes bevæggrunde, når det gælder dåben, påpeger hun. I det hele taget er der brug for mere forskning og dermed eksakt viden om tendenser i folkekirken. Derfor ser hun oprettelsen af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter som en af hendes sejre.

”Det blev foreslået første gang tilbage omkring 1970, men er først en realitet i dag. Det koster tre millioner kroner om året at drive en bykirke i mit provsti i København, og forventningen er, at de ikke skal lukkes, selvom der ikke kommer et øje. Til sammenligning har det taget 45 år bare at skaffe de fem millioner kroner om året til driften af det nye center. Det er grotesk, men siger noget om, hvor svært det er at etablere fælles projekter i folkekirken. Pengene ligger bedst i min lomme, lyder det ude hos mange menighedsråd. Men det er kortsigtet, for nogle opgaver løses bedst på nationalt plan,” siger Inge Lise Pedersen.

Et punkt, hvor hun også havde håbet på en sejr, var forholdet mellem kirke og stat. Da et udvalgsarbejde lagde op til at ændre på dele af folkekirkens struktur med blandt andet et nyt organ på landsplan blev enden på det, at de borgerlige partier ikke ville være med.

”Jeg var ikke ked af det. Jeg var rasende. Det viste sig, at politikerne bare valgte at spille bold med folkekirken. Vi havde et udvalg siddende og arbejde i to år, og det viste sig, at samtlige repræsentanter for folkekirken gik ind for, at der skulle ske en udbygning af den folkekirkelige selvforvaltning. Men til sidst ville politikerne alligevel bare drille regeringen. Det viste, at den såkaldt store frihed, som folkekirken nyder, blot er en frihed på politikernes nåde,” siger Inge Lise Pedersen.

Har der været modvind i dele af folkekirken, har der også været medvind, mener Inge Lise Pedersen og peger på, at der i 1980'erne var en negativ holdning til religiøsitet og kristendom blandt danskerne, men at det har ændret sig.

”Samlet set kan man sige, at i de sogne hvor man har mod på mange aktiviteter, der kommer folk også. En af succeserne er babysalmesang. Folkekirken har i det hele taget relativt mange tilbud til børnefamilierne, men vi er ikke gode nok til at udnytte potentialet, hvis folk bare opfatter babysalmesang som et kulturelt tilbud. Kirken opfatter det som en form for dåbsoplæring. Men det bliver det kun, hvis der rejses eksistentielle spørgsmål i babysalmesangen, og det sker, når præsten deltager, hvilket ikke er altid,” siger Inge Lise Pedersen, som tilføjer:

”Jeg ville ønske, at kirken også i højere grad henvendte sig til folk midt i livet, som typisk bliver optaget af eksistensspørgsmål og spiritualitet, men går andre steder hen for at få svar,” afslutter den afgående formand for de 1700 menighedsråd i Danmark i Landsforeningen af Menighedsråd.