I morgen vil op imod en million danskere sætte sig til rette på kirkebænkene landet over.
Det sker midt i en terrortid. Året 2016 har været præget af en lang række angreb i Europa, og herhjemme er religiøse forkyndere blevet underlagt skrappere regler.
Oven i det har Ateistisk Selskab ført kampagne imod folkekirken, og 2016 vil formentligt blive et rekordår for udmeldelser af folkekirken.
Religion og værdidebatter er kort sagt allevegne, og ofte er fronterne trukket hårdt op.
Men juleaftensdag er kirken et helle. Langt flere danskere går i kirke til jul end resten af året, ligesom folkekirken stadig samler danskerne, både når livet lykkes, og når det er svært. Julen er også tiden, hvor de mange, der betegner sig som kulturkristne, strømmer i kirke, og en opgørelse over brugen af begrebet ”kulturkristen” i medierne viser, at det breder sig.
Søger man i de landsdækkende dagblade, fremgår det, at brugen af ordene ”kulturkristen” og ”kulturkristendom” er mere end fordoblet fra 2006 til 2016. Hvor det i 2006 optrådte 52 gange, er det i år blevet brugt 112 gange i dagbladene.
Ifølge idéhistoriker og professor Hans-Jørgen Schanz fra Aarhus Universitet skyldes den hyppigere brug af ordet, at flere danskere opfatter sig selv som kulturkristne.
”Det betyder ikke, at folk kommer hyppigere i kirke, eller at de er konfessionelt interesserede, men at de er bevidste om, at de tilhører en kristen kultarv. Det er en del af dem selv, og sådan forstår danskerne sig selv,” siger Hans-Jørgen Schanz.
At begrebet kulturkristen var sjældnere benyttet for 10 år siden viser, hvordan det er gået fra at være et skældsord til en betegnelse, der har positive associationer. Det vurderer filosof Arno Victor Nielsen.
”Oprindeligt var det møntet på dem, der ikke rigtig var en del af kirken, selvom de var medlemmer. Men fordi vi oplever så meget fanatisk religiøsitet omkring os, er det blevet positivt at være light kristen,” siger Arno Victor Nielsen.
Og hvor nogle vil mene, at kristendommens største fare er, at den bliver til kultur, kan man også se kulturkristendommen som udtryk for kristendommens styrke og eksistensberettigelse, mener filosoffen.
”Kulturkristendommen stritter meget imod det Søren Kierkegaardske syn på kristendommen. Der er ikke meget lidenskab i kulturkristendommen. Andre vil sige, at meningen med kristendommen netop er, at den flyver ud og danner standarder for, hvordan man lever sammen. Der kan dannes to polære opfattelser af kulturkristendommen: at det er en afkristning af samfundet, eller at det tværtimod er udtryk for en kristning af Danmark,” siger Arno Victor Nielsen.
På overfladen kan den kulturkristne oprustning forklares med islams tilstedeværelse i Danmark, men vigtigere er opgøret med moderniteten, mener Hans-Jørgen Schanz.
”Flere og flere oplever, at moderniteten ikke giver svar på de afgørende spørgsmål om liv, fødsel, sorg og død. Der er moderniteten tavs. Folk har oplevet moderniteten som et praktisk arrangement, der gør livet mere behageligt og sikkert, men der er så mange ting, som mennesket kommer ud for, hvor moderniteten ikke kan besvare spørgsmålene. Der har religion en stor opgave, og det er for flere tydeligt, at kristendommen har præget vores liv, vores selvforståelse, vores lovgivning og stort set det hele. Det kan man godt erkende, selvom man ikke er konfessionelt troende,” siger Hans-Jørgen Schanz.
Kulturkristendom rummer også et element af traditionalisme, siger salmedigter Iben Krogsdal, som tidligere har forsket i moderne danskeres tro. For selvom danskerne af folkekirken forventer en institution, der taler ind i nutiden, så må kirken samtidig helst ikke forandre sig for meget. Det gælder særligt for de kulturkristne danskere og opleves helt konkret i de salmer, vi synger sammen i kirken, fortæller Iben Krogsdal.
”Når folk i almindelighed taler om kristendommen, er det med en understregning af det gode i, at kirken er der. Folk kan lide kristendommen, og det er typisk for de kulturkristne at mene, at der er meget godt at hente i kristendommen, også selvom man måske ikke selv er voldsomt troende. Og så er der paradokset: Selvom mange kulturkristne over for mig giver udtryk for, at der gerne må ske nye ting i kirken, at der skal tales på et sprog, som mennesker forstår, og gerne skrives nye salmer, så har mange samtidig den opfattelse, at det gamle skal holdes i hævd, og at der ikke skal ske alt for store revolutioner inden for kirken. Traditionerne er på en måde hellige i sig selv. Derfor kan det næsten være helligbrøde at synge noget nyt i kirken til jul,” siger Iben Krogsdal.
Hun er enig med Hans-Jørgen Schanz i, at kulturkristendommen handler om andet end tro. Det er også, hvad der begejstrer hende ved begrebet.
”Der er rummelighed i begrebet og plads til, at man kan bevæge sig mellem tro og tvivl. Mellem perioder i livet, hvor man har en religiøs praksis, og hvor man ikke har. Perioder, hvor man interesserer sig for kristne spørgsmål, og hvor man ikke gør. Man kan også mene, at kulturkristendommen angiver et lidt slapt forhold til kristendommen, og at det så kun drejer sig om traditioner. Men jeg tror, at mange bruger udtrykket, fordi det er dækkende for noget særligt dansk, nemlig sammenvævningen mellem kristendom og kultur, der trækker tråde tilbage til Luther og Grundtvig,” siger Iben Krogsdal.
Kristeligt Dagblad har i mediedatabasen Infomedia søgt på varianter af udtrykket ”kulturkristen” i følgende landsdækkende dagblade: Kristeligt Dagblad, Berlingske, BT, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen. Der er søgt fra år 2006 til 2016, og opgørelsen viser en stigning i brugen fra 52 forekomster i 2006 til 112 i 2016.