Danskerne har svært ved at tale om ånd

Manglende evne til at tale om ånd gør, at mange har svært ved at forholde sig til åndelige dimensioner som den, der findes i pinsen. Det siger sprog-kendere, som mener, at sekularisering forklarer en del af åndsfattigdommen

Når vi uden om kirken kan have svært ved at tale om ånd, kan det skyldes, at vi har fået et syn på mennesket, hvor der sættes et stort skel mellem krop og ånd, siger Birgitte Stoklund Larsen, der er akademileder ved Grundtvig-Akademiet. Arkivfoto.
Når vi uden om kirken kan have svært ved at tale om ånd, kan det skyldes, at vi har fået et syn på mennesket, hvor der sættes et stort skel mellem krop og ånd, siger Birgitte Stoklund Larsen, der er akademileder ved Grundtvig-Akademiet. Arkivfoto. .

”Du er en åndsbolle”. ”Hvor er det dog åndssvagt”. ”Det var da en åndet måde at skrive det på”. Når danskere taler om ånd i hverdagen, er det ofte kun for at bruge det i en negativ sammenhæng. Det siger flere sprogkendere. Det er synd, for kan vi ikke tale om ånd, kan vi ikke begribe ånden, åndeligheden, Helligånden og pinsen, som vi fejrer i morgen. Det siger Johs. Nørregaard Frandsen, professor ved H.C. Andersen Centret, Syddansk Universitet.

”Hvis vi i hverdagssproget skal karakterisere en åndelig dimension, så bliver det enten meget højtideligt, eller så har vi ikke ord for det. Den almindelige samtale ved middagsbordet om, hvordan man har det åndeligt, den vil simpelthen ikke tage kegler. Der tror jeg, at man i katolske lande er meget bedre til at tale om ånd. Fraværet af ånden i sproget kan man kalde en fattigdom, en åndsfattigdom, for det er synd, hvis vi ikke kan tale om den åndelige dimension. Verden er stor og kompleks, ligesom tilværelsen er det, og hele min eksistens har en bestemt dimension, man passende kunne beskrive med ordet 'ånd'.”

Har vi ikke tilstrækkelige ord for ånd, bliver det meget sværere for os at forholde os til de åndelige dimensioner som i eksempelvis pinsen, hvor Helligånden kom til disciplene og gjorde dem i stand til at tale adskillige sprog og dermed sprede det kristne budskab i hele verden, siger Johs. Nørregaard Frandsen.

”Sproget former det uformede, og i og med at ånden ikke er bedre defineret, er den heller ikke forstået. Så har du ikke greb om ånden. Det gør ens liv mere indskrænket. De mennesker, der har et fattigt sprog, har også en fattig verden. De har ikke en begrebslighed om verden. Jeg synes, at min verden bliver rigere af, at jeg ved, hvad en rørsanger er, når jeg ser den på min cykeltur om morgenen. Det bliver min verden større af. På samme måde er det med ånd. Hvis du kan tale om ting, der ikke er umiddelbart genkendelige, får du også begreb om de ting, der er større end dig selv,” siger han.

At vi har svært ved at forstå og bruge ordet ”ånd” i andre sammenhænge end negative, skal måske spores helt tilbage til 1888, hvor den tyske filosof og filolog Friedrich Nietzsche proklamerede, at ”Gud er død,” siger Bo Hakon Jørgensen, professor emeritus i dansk litteratur ved Syddansk Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad.

”Man kan spørge sig selv, om ånden også nu er død. Der er en vis overgang fra Gud til ånd og omvendt. I dag har vi svært ved at forstå den åndelige magt, tilstedeværelsen og også ordet 'ånd'. Det skal mennesket give sig hen til for at få del i. Men det er vi for konkret tænkende til at kunne gøre. I dag kalder vi ånd for kommunikation eller sammenhold, hvis det foregår på et fodboldhold eller blandt en gruppe mennesker. Vi bruger ikke ånd, fordi det implicerer en form for tro. På det punkt må man sige, at sekulariseringen har slået igennem. Taler man om åndelige fænomener, bliver det nærmest omdannet til en revyvise,” siger Bo Hakon Jørgensen.

Når vi uden om kirken kan have svært ved at tale om ånd, kan det skyldes, at vi har fået et syn på mennesket, hvor der sættes et stort skel mellem krop og ånd, siger Birgitte Stoklund Larsen, der er akademileder ved Grundtvig-Akademiet. Hun er teolog, journalist og kommende generalsekretær for Bibelselskabet.

”Grundtvig var jo fantastisk til at skildre sanseligheden og forholdet mellem det kropslige og åndelige i sine pinsesalmer. Han så med baggrund i den bibelske skabelsesberetning krop og ånd som en enhed. Sådan ser de fleste det ikke i dag. Mange opfatter kroppen som en maskine, der kan optimeres. Det er et menneske uden ånd,” siger Birgitte Stoklund Larsen, der mener, at den opfattelse kan ses i sproget.

”Det, tror jeg, kan betyde, at vi sprogligt har vanskeligt ved at tale om ånd. Fordi vores kropslighed er blevet så instrumentel, så sætter vi ånden over i en sfære, hvor det hele bliver meget, meget luftigt. Taler vi endelig om ånden, så handler det om spiritualitet og om at være 'mindful'. Det bliver en meget tynd suppe,” siger Birgitte Stoklund Larsen.