Danskerne kan godt lide deres kirke, men de er kommet til at tage den for en selvfølge

Det nye klokketårn er ved at tage form på kirkegården ved Jerusalemkirken i Trankebar.  -- Privatfoto.

”De små menigheder kan blive redningsbåde for folkekirken. Og omvendt har de små menigheder det svært på det store hav, hvis ikke de kan søge ind imod det store trygge hangarskib, som folkekirken er,” siger migrantpræst Massoud Fouroozandeh, der vil bygge bro mellem folkekirken og landets migrantmenigheder. I København er omtrent hver anden kirkegænger om søndagen indvandrer. – Foto: Claus Fisker. / Scanpix

I går modtog Massoud Fouroozandeh Kristeligt Dagblads Pris 2011. Han er den første præst i folkekirken med en muslimsk fortid, og han tror, at både folkekirken og migrantmenighederne kan vinde meget ved at komme tættere på hinanden

Folkekirken skal være mere forkyndende, og det skal være mere synligt, hvad den står for. Det virker nogle gange, som om man ikke tror på det, man siger. Det svarer til, at man skal ud at sælge et produkt, og så siger du samtidig, at du ikke selv tror på produktet.

Ildhuen for kristendommen fik ham ikke bare til at konvertere fra islam. Den 40-årige Massoud Fouroo­zandeh har tillige opbygget en kirke med 200-300 iranere, afghanere og danskere.

LÆS OGSÅ:Kristendom støtter integration

Igennem denne kirke har han ydet en stor indsats for at bygge bro mellem kristne kulturer, hvilket i går indbragte ham Kristeligt Dagblads Pris 2011. Og nu er han blevet præst i den gamle folkekirke, som han mener har plads til forbedring.

Problemet findes allerede i måden, vi uddanner vores præster på. Mange brænder for at forkynde og være præst, når de begynder på studiet. Men når de er kommet igennem studiet, er de blevet til filosoffer, der gerne vil behandle alle lige.

Indpakket kritik ligger ikke til vækkelsesprædikanten, der bærer et armbånd i det iranske flags farver med ordene Free Iran.

Man skal leve op til sit kald. Hvad er kirkens kald? Det er ikke at være politisk, men at forkynde evangeliet. Hvis du ser på mange af vores biskopper og præster, er de mere politikere end evangelister. De vil hellere sige det, der er populært i samfundet, end det nødvendige og sande efter evangeliet.

Han har en større tiltro til kristendommens kraft end de fleste danskere. Og det skyldes måske hans utrolige liv, der har formet sig i krydsfeltet mellem kristendom og islam.

Massoud Fouroozandeh er vokset op i Iran med en far, der var islamist. Den stærke tro gjorde faderen til sikkerhedschef i Khomeinis islamiske diktatur i 1979. Stemningen op imod Khomeinis magtovertagelse beskriver han som messiansk, særligt hvis man var en lille dreng, der var opdraget til, at alt blev godt i det kommende paradis på jord.

Om aftenen i Teheran begyndte det altid med, at man kunne høre en stemme råbe Allahu Akbar (Gud er stor, red.) i mørket. Snart gentog endnu en stemme budskabet fra en anden tagterrasse, og til sidst genlød hele Teheran af ordene. Byen havde på det tidspunkt 10 millioner indbyggere, og op imod halvdelen kunne deltage i seancen. Det var et stærkt fællesskab ligesom en koncert.

Da Khomeini efter shahens fald landede i Teherans lufthavn fra sit eksil i udlandet, var byen på den anden ende. Der var lagt røde roser ud på asfalten de 30-40 kilometer, ayatollahen skulle køres fra lufthavnen til sit hus.

Familien sad klistret til tv-skærmen. Vores far var blevet så vigtig en mand, at han var med i lufthavnen blandt de mænd, der modtog Khomeini. Hvor var vi stolte! Min far var nærmest guddommelig i mine niårige øjne, og jeg ville gøre alt for at gøre ham stolt. Stemningen var begejstret, ligesom de oplever det i Libyen lige nu. Nu får alle et godt liv, tænkte vi.

Massoud Fouroozandeh gik selv i koranskole, hvor man lærte koranvers og kampsport, men meget lidt om verden udenfor. Den hellige bog blev behandlet, som om den var faldet ned fra himlen, og i dag opfatter han skoleformen som hjernevask.

Som 15-årig havde den ambitiøse koranstuderende erkendt, at det ikke var nogen glorværdig karriere at blive sendt til fronten i krigen mod Irak. Han havde set sine 16-årige skolekammerater blive sendt af sted med en plasticnøgle Made in China om halsen, som de kunne bruge til at låse sig ind i Paradis, hvis de omkom på slagmarken.

Mine venner kom ikke tilbage. Eller også kom de lemlæstede tilbage. Den krig var meningsløs. Så min mor og jeg blev mere og mere indstillet på, at jeg skulle flygte.

Hans blide mor var den diametrale modsætning til den strenge far. Her fandt han al den kærlighed og bekræftelse, som han altid havde higet efter hos sin far, men aldrig fået.

Kort før flugten brækkede Massoud Fouroozandeh benet. Derfor var det på krykker, den beslutsomme teenager begav sig af sted på den tur, der skulle føre ham over de kurdiske bjerge til Tyrkiet og udsætte ham for hårde prøvelser. En nat stod han bange og alene i bjergene, da alle hans ledsagere stak af, fordi flygtningejægere var lige i hælene på dem. Og en anden gang red han gennemkold og træt i dagevis på en hest, mens hver bevægelse jog smerter igennem det ben, der aldrig var vokset ordentligt sammen.

Min guide havde flere gange udpeget en stjerne i det fjerne, som blev mit fokuspunkt, når jeg var ved at give op. Det var ligesom den stjerne, de tre vise mænd fra Persien gik efter. Når jeg nåede frem til den, ville det hele blive godt.

Og stjernen svigtede ham ikke. Han nåede efter mange anstrengelser frem til det kolde land mod nord, hvor hans søster allerede boede, og senere kom moderen, der som den første konverterede til kristendommen og holdt huskirke for seks-otte iranere.

Massoud Fouroozandeh deltog en aften i et af moderens kristelige husmøder og blev meget skuffet, da han opdagede, hvad der foregik. I begyndelsen læste han derfor kun Bibelen for at finde fejlene og overbevise sin mor om bedraget. Men han blev trukket længere og længere ind i fortællingen om kærlighed. Den fred med Gud, han aldrig havde fundet som muslim, faldt over ham. Omvendelsen kom i en drøm:

Vi sad ved et bord, og på bordet stod min livret: kylling med iranske ris. I Iran venter alle på, at den ældste begynder at spise, men ingen greb til fadet. Da jeg endelig løftede min tallerken som den første, forvandlede den sig til en bibel. Og hver gang jeg spiste, spiste jeg af Bibelen. Og derefter gjorde de andre ved bordet det samme.

Han vågnede urolig midt om natten og ringede straks til sin mor, som i Iran havde været kendt for at forstå drømme. Hun græd og fortalte ham, at han var udset til at blive prædikant. Og det blev han.

I dag er han så trådt ind i folkekirken som præst og skal bygge bro mellem den gamle danske folkekirke og de mange indvandrermenigheder, der skyder frem i landet. Det kan begge parter have gavn af, mener han.

Immigranterne kan smitte folkekirken med deres ivrighed, deres store interesse for at forkynde evangeliet og råbe højt om det. De er ikke så blufærdige over kristendommen. Omvendt har folkekirken den dybe teologi og tradition. Og det stærke fundament, du finder i folkekirken, vil gavne de små migrantmenigheder, som dannes i dag, men som risikerer at forsvinde i morgen.

Fouroozandeh forklarer sig med et af de sproglige billeder, som hans hjerne uafbrudt spytter ud. Hans prædikener rummer ud over billederne iranske ordsprog og digte til at forklare kristendommen for de afghanere og iranere, som skal forstå kristendommen fra bunden, ofte op imod den muslimske teologi, de har med hjemmefra.

De små menigheder kan blive redningsbåde for folkekirken. Og omvendt har de små menigheder det svært på det store hav, hvis ikke de kan søge ind imod det store trygge hangarskib, som folkekirken er.

Men ildsjælens arbejde med migrantmenighederne bliver ikke lettere af den nye kirkeministers mærkesag, homoseksuelle vielser.

Hvis loven om homoseksuelle vielser kommer igennem, bliver arbejdet mellem folkekirken og andre kirker endnu sværere. I forvejen er det svært at forklare vores kryptiske system i folkekirken, når man mødes med indvandrerkristne, og det her giver endnu en udfordring.

Den tidligere muslimvil gerne give kristendommen tilbage til de danskere, som ikke længere finde mening med det, der foregår i folkekirken. For når man kommer udefra og ser landet med islamiske øjne, ser man nemlig, at Danmark er en kristen kultur. Ikke lysende klart, men langsomt og ad omveje.

Mit første indtryk var, at det danske system var hjælpsomt og åbent for fremmede, hvilket jeg forbandt med kristendommen. Det næste billede, jeg fik af kristendommen, var diskoteker, hvor unge drak sig fulde med store kors på brystet. Så jeg tænkte da, at det snarere var et religiøst neutralt land.

Men nu er jeg nået frem til, at man ikke skal lade sig narre af det, man ser: at folk ikke går i kirke. Du skal ikke kradse meget i overfladen, før du kan opleve de kristne værdier blusse op. Min nabo for eksempel går ikke i kirke, men han kunne godt tænke sig at høre en prædiken, hvis jeg stod på prædikestolen. Han er ikke kirkefjendtlig, han finder bare ikke særlig meget mening i sin egen kirke. Han søger noget nyt. Og for ham er jeg det nye, som han håber, giver lidt krydderi på hans kirkebesøg.

At Danmark i bund og grund er et kristent land, står således hævet over enhver tvivl for Massoud Fouroozandeh.

Danskerne kan godt lide deres kirke, men de er kommet til at tage den for en selvfølge. Danmark er bygget på kristne værdier, og det er en kristen kultur.

Men danskernes manglende forståelse for deres åndelige identitet er et problem i en globaliseret verden.

Hvis du ser på verden i dag, arbejder man mange steder ikke bare i Mellemøsten på at gøre sin tro og religion til et fundament for samfundet. Hvis vi ikke begynder at tage vores kristendom seriøst og undervise vores børn i den, risikerer vi at drukne i den bølge, som er på vej ind over os. Og hvad gør vi så i dag? Vi gør det modsatte. Vi forbyder fadervor i skolen og gør alt for, at alle religioner skal være lige.

Massoud Fouroozandeh er bekymret over den gale opfattelse af globalisering, at den skulle gøre os ens eller skabe samfund, hvor alle kulturer står lige.

Globalisering gør os mere mobile. Men det kan aldrig gøre os ens. Vi er alle sammen unikke skabninger. Vi har alle vores historie og kultur. Det er en illusion at tro, at verden en dag bliver en stor by. Man må ikke holde så meget fast i sine egne traditioner, at man bliver isoleret af det, men man må heller ikke give så meget køb på sine traditioner, at man bliver druknet af den bølge, der kommer.

Kristendommen åbner for multikultur. Det er ikke kristendommen, der isolerer dig. Islam åbner for et monoreligiøst samfund. Det er monokulturelt, når en religion siger til dig: Du må ikke dit og dat, fordi min monoreligion siger det.

Massoud Fouroozandeh får også Kristeligt Dagblads Pris for at stå fast på religionsfriheden, selvom han selv har måttet flytte bopæl, fordi han som kristen blev voldsomt chikaneret i Vollsmose ved Odense. Han mener ikke, at landets kulturrelativisme er lige omkostningsfri for alle:

Man skal ikke være generet af, at kristendommen har en grundlovssikret forrang i Danmark. I øjeblikket gør man tingene på kristendommens bekostning. Hvis der er kristne, der bliver forfulgt, er man tilbøjelig til at acceptere det. Men hvis der er jøder eller muslimer, der bliver forfulgt, gør man et stort nummer ud af det. Det er kun Kristeligt Dagblad, der skriver om kristenforfølgelser. Hvis det var muslimer, ville alle aviser skrive om det. Men det er selvfølgelig afgørende, at ingen skal forfølges.

Og for at styrke kristendommens stilling i Danmark kaster Massoud Fouroozandeh sig nu ud i arbejdet med at bygge bro mellem folkekirken og de små indvandrermenigheder. Han ved godt, at der er meget, som kan gå galt, men risici har han levet med, siden han drog af sted fra Iran som 15-årig med en lille rygsæk. Han forklarer det selv med et citat fra Søren Kierkegaard, som han ofte benytter fra prædikestolen:

At vove er at miste fodfæstet for en tid. Ikke at vove er at miste livet.

Det er svært at oversætte til farsi, tænker han højt. Men vi har et digt, som jeg nogle gange har brugt for at forklare pointen for den iranske menighed:

Den fod, der ikke kommer ud at gå, får heller ikke berøring med vejen.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Barcelona - Madrid

kr. 8.930,00 Køb

Strauss - Complete Operas

kr. 679,00 Køb

BEIJING LOVE STORY

kr. 299,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

STYRK DIT BARNS KARAKTER - et forsvar for børn, barndom og karakterdannelse

kr. 249,00 Køb

Tiny Audio M5 DAB+ og FM radio, hvid

kr. 599,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.