De danske kirkegårde er blevet multikulturelle

MED GRAFIK Mange nationaliteter og trossamfund har gennem tiden sat deres præg på de største danske kirkegårde. I de senere år har muslimer fået deres særlige afsnit, og andre grupper som asa-troende og ateister har fået deres egne områder på kirkegårdene

Udviklingen i særafsnit er præget af indvandring af befolkningsgrupper og anerkendelse af andre trossamfund end den evangelisk-lutherske kirke.
Udviklingen i særafsnit er præget af indvandring af befolkningsgrupper og anerkendelse af andre trossamfund end den evangelisk-lutherske kirke. Foto: Henrik Sørensen/ Denmark.

Går man en tur på en dansk kirkegård, skal man have øjnene med sig. Så vil man få et enestående indblik i den kultur- og samfundshistorie, der har udfoldet sig i Danmark de seneste 250 år. Kirkegårdene i hovedstaden og i de store provinsbyer er et kludetæppe af kristne trossamfund, forskellige religioner, nationaliteter og særlige afsnit for soldater, modstandsfolk og flygtninge.

Den sorte død ramte i 1711 København i en sådan grad, at kisterne begyndte at hobe sig op oven på jorden på Holmens Kirkegård. Inden for voldene var begravelsesjorden allerede blevet sparsom, og pesten tog de sidste pladser. Alligevel skulle københavnerne helt frem til 1760, før Assistens Kirkegård som den første i landet blev åbnet som assisterende gravplads for sognekirkerne.

Siden er der på danske kirkegårde oprettet særlige afsnit til asa-troende, ateister og hjemløse. En lang række trossamfund og befolkningsgrupper har desuden i tidens løb gjort de danske kirkegårde multikulturelle.

Udviklingen er gået fra borgerlige mindekirkegårde ved de forskellige kirker til de demokratiske kirkegårde, hvor der er plads til alle i det samme fysiske rum, forklarer formand for Foreningen for Kirkegårdskultur Elof Westergaard.

Men der kommer dermed også et ønske fra forskellige etniske og religiøse grupper om mere tydelighed i deres eftermæle, og det har udfordret den demokratiske kirkegård på en ny måde, siger han.

LÆS OGSÅ: Ikke-kristne skovbegravelser breder sig

Elof Westergaard tilføjer, at han godt kan forstå, at en gruppe som de hjemløse siger ja tak til et særligt afsnit på Vestre Kirkegård. Det er en gruppe, som kan føle, at de risikerer at blive glemt i samfundet.

Omstændighederne har så også været, at kirkegårdsjorden er kristent indviet. Men vi bliver jo alle sammen i vores samfund berørt af alle religioner og religiøse menneskers tilstedeværelse, så opfattelsen af den rene jord er en illusion. At alle, også muslimer, kan blive begravet på kirkegårdene, er udtryk for religiøs neutralitet på kirkegårdene, ikke religiøst fjendskab, siger han.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER GRAFIKKEN

Kristeligt Dagblad har undersøgt kirkegårde i landets ni største byer for at give et billede af variationen og udviklingen i forskellige særlige afsnit på kirkegårdene. Jødiske begravelsespladser ligger altid på selvstændig jord, men sommetider i umiddelbar nærhed af en kirkegård.

Udviklingen i særafsnit er præget af indvandring af befolkningsgrupper og anerkendelse af andre trossamfund end den evangelisk-lutherske kirke.

Ville Danmark huse nye befolkningsgrupper, måtte man også give dem de rettigheder, der gav deres liv mening. Jøderne fik anerkendelse ved kongelig resolution i 1682 sammen med de reformerte og katolikkerne. Dog kun for menighederne i Fristaden Fredericia, men for katolikkernes vedkommende også i København, hvor der boede en del katolske ambassadører.

Først i 1814 med yderligere en kongelig anordning skete det, at jøderne i Danmark fik fuld religionsfrihed med det jødiske frihedsbrev.

Af den officielle liste over godkendte trossamfund i Danmark, som ligger i Familiestyrelsen, fremgår det, at den katolske kirke blev godkendt som trossamfund i 1682. Men det var stadig forbudt for almindelige danskere at være katolikker det blev først tilladt med religionsfriheden med Grundloven i 1849. Derfor fik katolikkerne først et særligt afsnit på en dansk kirkegård uden for Fredericia i 1863, som kortet viser, nemlig på Assistens Kirkegård i København.

Den katolske menighed i Danmark har siden Reformationen været vant til at holde lav profil efter devisen, at så ville katolikkerne blive tolereret, fortæller lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen.

Efter Grundloven i 1849 fulgte religionsfriheden, og den katolske menighed begyndte at samle sig blandt andet i Bredgade, hvor det katolske kapel blev til Sankt Ansgar Kirke og senere til katolsk domkirke. At katolikkerne endelig fik deres første afsnit på en kirkegård, er udtryk for, at menigheden nu begyndte at løfte røsten og dermed blev hørt og mere anerkendt i det danske samfund, siger han.

De trossamfund, som fik statens godkendelse med religionsfriheden, fik nu også retten til at bygge religiøse bygninger og kirkegårde. Den første jødiske kirkegård blev anlagt i 1693 i Møllegade på Nørrebro under navnet Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Senere fulgte 11 andre. Brødremenigheden i Christiansfeld blev ligesom jøderne inviteret af kongen, fordi landet manglede driftige forretningsfolk og dygtige håndværkere. I 1773 blev Guds-ageren, som Brødremissionens kirkegård i Christiansfeld hedder, anlagt.

I dag ligger der en muslimsk indviet gravplads i Brøndby, som blev indviet i 2006. Men som kortet viser, er der flere muslimske afsnit rundtom på landets kirkegårde. Så længe muslimer ikke begraves i blandede afsnit, er det ikke noget problem, at jorden er kristent indviet, siger driftsleder på gravpladsen i Brøndby, Majid Bouayadi.

Til at begynde med blev de første indvandrede muslimer fra 1970erne fløjet til deres hjemland for at blive begravet. Men der opstod et problem omkring, hvor de konverterede danskere skulle begraves. Derfor tilbød de danske kirkegårde særlige muslimske afsnit, som blev stillet til rådighed, uden at vi skulle købe dem. En gave fra det kristne samfund til muslimer, siger Majid Bouayadi.

I dag bliver også flere og flere etniske muslimer begravet i Danmark, fordi der efterhånden ikke er mere familie tilbage i hjemlandet. Muslimer ønsker som alle andre mennesker, at gravstedet skal ligge et sted, hvor der er mulighed for familien at besøge det. Så er man muslim og bor i Aarhus, bliver man begravet dér og ikke i Brøndby på den muslimske gravplads. Men der er ingen forskel, siger Majid Bouayadi og oplyser, at der begraves 113-115 muslimer hvert år i Brøndby.

På danske kirkegårde med mange befolkningsgrupper og trossamfund bør man holde fast i, at religion og religiøse symboler er noget, man deler med hinanden, mener Elof Westergaard.

Vi er nødt til at understrege den generøsitet. Derfor skal vi heller ikke altid give borgeren ret, når der diskuteres særlige ønsker til kirkegården. For eksempel hvis man ønsker at ekskludere hinanden på kirkegården, som jeg mener, at ateisterne gør med deres krav om ikke-indviede begravelsespladser. Den kommunale forvaltning skal selvfølgelig være parat til at opfylde borgernes ønsker, men den må samtidig gøre sig klart, at det ikke er altid, at et ønske er legitimt. På mange områder er vi gået fra at være borgere til at være brugere. Men vil vi lære at bo i et multikulturelt samfund i livet som i døden, må vi lære at tage hensyn til andre grupper og fremover stadig give dem plads, også på kirkegårdene, siger han.