De farligste vidner

Gideon Greif er en internationalt anerkendt holocaustforsker, hvis bog med interview af overlevende fra de ...

Gideon Greif er en internationalt anerkendt holocaustforsker, hvis bog med interview af overlevende fra de såkaldte Sonderkommandoer udkommer i dag. -- Foto: Leif Tuxen

Jøder læsses af jernbanevogne i Birkenau, der husede gaskamrene, mens hovedlejren Auschwitz supplerede de ...

Jøder læsses af jernbanevogne i Birkenau, der husede gaskamrene, mens hovedlejren Auschwitz supplerede de omliggende virksomheder med tvangsarbejdere. Mændene i de stribede dragter er medlemmer af en Sonderkommando, som nazisterne tvang til at arbejde med udryddelsen af deres trosfæller. -- Foto udlånt af forlaget Introite! Foto: Leif Tuxen

I dag udkommer bogen "Vi græd uden tårer" om den såkaldte Sonderkommando: De jøder, der under Anden Verdenskrig i udryddelseslejre klippede håret af og trak guldtænder ud på deres trosfæller - og samtidig fulgte den jødiske trospraksis

"Jeg troede, at de allesammen var døde," siger dr. Gideon Greif, israelsk historiker og forfatter.

"Dem", den anerkendte holocaust-forsker taler om, er de jøder, som ved sorteringen i kz-lejren Auschwitz-Birkenau i det sydlige Polen blev udtaget til at assistere den tyske lejrledelse med de praktiske "gøremål" før og efter gasningen af millioner af mennesker. Heriblandt flest jøder.

"De var jo de farligste historiske vidner til tyskernes systematiske massemord i lejrene, og derfor vidste de også, at de ville blive slået ihjel," siger han.

Det blev de fleste også. Der var anslået 3500 medlemmer af Sonderkommando i Auschwitz-Birkenau fra oprettelsen i midten af 1940 til den russiske befrielse af lejren i januar 1945.

Der var 100 tilbage efter krigen.

Andre kz-lejre havde også jøder og andre internerede, der assisterede tyskerne ved gaskamrene. De havde andre navne end Sonderkommando, forklarer Greif.

Det gælder for eksempel Chil Rajchman, der havde en tilsvarende funktion i Treblinka, og hvis erindringer, "Jeg er den sidste jøde", også lige er udkommet.

Holocaust er Gideon Greifs liv. Egentlig havde han i årene før universitetet en glimrende karriere som sanger; han har udgivet mange plader og ligget på de israelske hitlister.

"Men pludselig stod jeg i Auschwitz. Jeg kan ikke engang huske hvorfor."

Gideon Greif var radiovært og manglede i begyndelsen af 1980?erne et godt emne til et interview på mindedagen for ofrene for holocaust. Da en af hans venner fortalte, at han var nabo til en overlevende fra Sonderkommando, var Greifs bane udstukket. Selvom han allerede da havde speciale i jødisk historie og i holocaust, endte hans interview med, at han viede de næste 13 år til at finde og interviewe de andre overlevende fra Sonderkommando.

De var vidner til tyskernes mord på jøder, de så andre jøder i øjnene, når de var på vej ind i gaskamrene - nogle gange familiemedlemmer - og efter at gaskamrene blev åbnet igen, trak de guldtænder ud af munden på de døde, tog deres vielsesringe, undersøgte de nøgne lig for andre værdier og klippede kvindernes hår af.

Derfor er første spørgsmål også, hvorfor de ikke nægtede. Når de nu alligevel vidste, at deres viden var en sikker dødsdom.

"Fordi," siger Greif, "for det første håbede de på et mirakel. De havde et håb om overlevelse, selvom det var spinkelt. For det andet følte de en forpligtelse til at fortælle historien videre. Der er ved gaskamrene i Birkenau fundet flere skrifter fra deres hånd, begravet i jorden. En af de overlevende, jeg interviewede, fortalte blandt andet, at en bekendt havde sagt til ham, at det eneste, hun ønskede, var, at han fortalte, hvad han vidste, så verden fik besked."

Greif understreger bestemt, at Sonderkommando ikke gjorde noget galt. Men en del af dem har aldrig fortalt deres familie, hvad de gjorde i Auschwitz. Tatoveringen kan de ikke løbe fra, men de har blot fortalt at de overlevede arbejdslejrene.

"Sonderkommando myrdede ingen, og de forsøgte på forskellig vis at lindre de dødsdømtes vej ind i gaskamrene, selvom de ikke kunne redde dem. Sonderkommado var også ofre."

Gideon Greif siger aldrig nazister. Han siger tyskere. For han har aldrig hørt en overlevende fra holocaust kalde dem andet.

"Og selvom polakker og rumænere kunne have gjort det samme mod jøder, så gjorde de det ikke. Men tyskerne gjorde det."

"Noget af det mest mærkelige er, at de kriminelle lever længst. Jeg har aldrig hørt om en tysk morder fra Anden Verdenskrig, der er blevet mindre end 90 år gammel. Det må være et spørgsmål, teologerne har en forklaring på."

Vidnerne, der overlevede holocaust, bliver færre og færre. Gideon Greif siger, at der bare i Israel dør 30 til 50 holocaustoverlevere om dagen.

"Om fem år er der ikke flere øjenvidner til holocaust. Det vil ændre formidlingen af udryddelseslejrene markant."

Noget af det mest bizarre ved Sonderkommando er medlemmernes religiøse liv – som også var en del af livet for jøder i arbejdslejrene. De holdt tre daglige jødiske gudstjenester hver dag. Sonderkommando var dog de eneste, der ikke risikerede livet ved at faste på Yom Kippur - forsoningsdagen. De andre jøder risikerede livet, fordi de i forvejen var udmarvede.

"Der var også rabbinere i Sonderkommando. De andre i kommandoen sørgede for, at rabbinerne tog sig af de lette opgaver, som for eksempel at tørre kvindehår, så de religiøse ledere havde energi efter 12 timers vagter til at tage sig af religiøse spørgsmål."

Remedier til gudstjenesterne fandt de i omklædningsrummene uden for gaskamrene, hvor de var efterladt af ejermanden i den tro, at han fik dem tilbage efter "badet".

"Blandt de mest religiøse, jeg har interviewet, var en Silberberg, som kom fra en af de israelitiske stammer, der har særlige forpligtelser i forbindelse med religionen. Og ifølge jødisk tro måtte han derfor ikke betræde en begravelsesplads, medmindre der skulle begraves nære slægtninge. Han spurgte en rabbiner om, hvordan udryddelseslejre kunne være en del af Guds plan. Svaret var, at Sonderkommando var en del af Guds plan, og at man ikke skulle ændre på Guds vilje. Silberberg var den eneste af de overlevende, jeg har mødt, der har forladt troen."

En anden rabbiner er måske manden bag, at mange jøder også overlevede. Han introducerede "pligten til at overleve" og tillod dermed jøderne i kz-lejrene at spise svinekød og mad, der ikke var kosher, for at overleve, hvor den tidligere tolkning var, at så måtte en jøde hellere dø.

"I de skrifter, medlemmer af Sonderkommando har gravet ned ved Birkenau, kan man se, at der er megen vrede mod Gud. De spørger, hvorfor Gud ikke griber ind og stopper gasningerne, hvorfor Gud ikke siger noget, og om det virkelig kan være den skæbne, Gud har for sit udvalgte folk."

Samtidig stod Sonderkommando over for det paradoks, at jo færre transporter, der kom ind, des tættere var de på selv at ende i gaskamrene. Sådan endte livet for de fleste. Men nogle stemmer kan høres i bogen "Vi græd uden tårer", der udkommer i dag.

De overlevede.
Og de fortalte historien.

benteclausen@k.dk