Helt karakteristisk for Mellemøsten taler Rita Ayoub med hele kroppen, slår med det lange hår og svinger med armene, så kaffekoppen må bringes i sikkerhed.
Jeg er opkaldt efter Sankt Rita, som er helgen for alle de umulige sager, og Ayoub betyder Job på arabisk, og han havde en utrolig tålmodighed. Så hvad skulle jeg andet end at involvere mig i dialog mellem religioner?, siger hun.
LÆS OGSÅ: Rapport fra religionsdialogens maskinrum
Hun vil i første omgang ikke fortælle, hvilken religion hun tilhører, men navnene mere end antyder, at hun er kristen. Og det var under den mere end 15 år lange borgerkrig i Libanon, at hun fandt sit kald.
Jeg var bange for muslimerne, fordi jeg syntes, de var fanatiske. Men da de kristne begyndte at bekrige hinanden ved borgerkrigens slutning, var jeg nødt til at tænke om igen. For når jeg kendte så mange kristne, som ikke ønskede krigen, var jeg nødt til at åbne for den mulighed, at sådan var det også blandt muslimerne, siger hun.
Rita Ayoub deltog i Dansk-Arabisk Dialogkonference i Libanon, der sluttede i torsdags. Og dialog er, hvad hun har arbejdet med siden erkendelsen af, at der er fanatikere inden for alle religioner, og at både libanesere og de udefrakommende syrere og israelere havde ansvar for den lange krig. Libaneserne var ikke uskyldige ofre.
Libanon var en syg krop i et sygt miljø, og den region, Libanon ligger i, er ingen hjælp, siger Rita Ayoub.
Hun underviser nu i religionsdialog på Sankt Josef-universitet i Beirut.
Sådan en konference er fin nok, men når man ikke kender hinanden, så kommer det meget til at handle om doktriner. I virkelighedens dialog er det en livslang udveksling om hverdagslivet. For selvom Beirut blev delt i en kristen og en muslimsk del under borgerkrigen, så bor vi i samme land og by.
Rita Ayoub blev meget betaget af, at tre muslimer og tre kristne i 1977, midt under borgerkrigen, besluttede at gå en anden vej.
De arbejdede mod strømmen og argumenterede for, at vi skulle leve sammen på en ordentlig måde. Det var meget mærkeligt, midt under en krig, der også handlede om religion.
Religionsdialog i en region med lang hukommelse og mange trosretninger betyder, at man skal vægte hvert ord.
Man er hele tiden nødt til at definere, hvad man mener med et bestemt ord, så der er sikkerhed for, at alle i lokalet er enige om, hvad ordet betyder. Ellers kan der opstå konflikter, for eksempel om indholdet og opfattelsen af andre religioner.
Hun mener for eksempel, at kristne ikke skal forklare muslimernes tro eller omvendt. Det giver potentiale for konflikt. Når man har opnået tillid mellem kristne og muslimer i en gruppe, er det så til gengæld tilladt at lufte frygt, ængstelse og forundring.
Jeg har for eksempel ret til at spørge en muslim i gruppen, om det er velbegrundet, at jeg er bange for forskellige dele af hans eller hendes religion. Og så har muslimen pligt til at svare. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej.
Mens større konferencer oftest byder på religiøse ledere, der taler, så er den praktiske del meget lokal.
Kristne deltager i muslimernes ramadan-fest efter den månedlange faste, og nogle muslimer fejrer også jul. Vi arbejder meget lokalt, og der er flere og flere både muslimer og kristne, der inddrages i det. Og her er det utrolig vigtigt at få de unge med.
Libanon har ifølge Rita Ayoub en lang tradition for religionsdialog. Den første dialogkonference blev holdt i 1948, den næste i 1952 med deltagelse fra 22 lande. I 1963-1965 stiftedes Libanese Cenacle, som var en dialog- og kulturbevægelse. I 1975 blev der så oprettet et institut for muslimsk-kristne studier på Sankt Josef-universitetet.
Og det er både lokalt og internationalt vigtigt at huske, at kristne ikke kan tale objektivt om muslimers religion, og muslimer ikke objektivt om kristnes. Derfor er det afgørende at man præsenterer sin egen.