Et afgørende element i historiskrivningen må ændres, synet på kristendommens rolle i vikingetidens Danmark revideres. I dele af Limfjordsegnen slog kristendommen igennem længe før det hidtil gældende tidspunkt for danskernes overgang til kristendommen. Det er en af konklusionerne efter udgravningen af den store vikingehandelsplads i Sebbersund i bunden af Nibe Bredning i den østlige ende af Limfjorden.
Som tidligere omtalt i Kristeligt Dagblad har en kulstof 14-prøve af en grav på den kirkegård, der er fundet i forbindelse med handelspladsen, vist, at den kristne begravelsesskik har været benyttet på stedet fra omkring år 880. Altså cirka 70 år før Harald Blaatand ifølge Jellingestenen »gjorde danerne kristne«. Kristendommens tilstedeværelse i Danmark kan imidlertid sagtens gå længere tilbage, end dateringen viser, påpeger arkæolog Peter Birkedahl, Nibe, der i dag er natur- og kulturvejleder for Landsbyen Himmerland, en samarbejdsorganisation for 12 himmerlandske kommuner, men som i kraft af sin tidligere tilknytning til Aalborg Historiske Museum forestod Sebbersund-udgravningerne, der fandt sted i løbet af 1990'erne.
- Vi ved, siger Peter Birkedahl, at der har været kristne missionærer i Danmark fra 700-årene. Men arkæologisk har vi ikke hidtil været i stand til at påvise kristendommen så tidligt, som vi har gjort med fundet af denne gennemført kristne kirkegård, der faktisk så ud ligesom kirkegårde i dag. - En altingsbeslutning om at gå over til kristendommen på et bestemt tidspunkt som i Island, har vi ikke. Og heller ikke religionskampe som i Norge. Det må være ensbetydende med, at kristendommen er kommet til Danmark ganske langsomt. Det vil sige inden for en 400-årig periode, fra omkring 700 til 1100.
Men den er slået igennem med forskellig hastighed i de forskellige dele af landet. Den lille mand Meget tyder på, at kristendommen er kommet til Sebbersund ad samme rute som handelsvarerne, det vil sige over Nordsøen/Skagerrak fra den nordlige del af De Britiske Øer og eventuelt via Vestnorge, hvor kristendommen tidligt synes at have slået rødder. At de ældste kristne spor netop er blevet fundet i forbindelse med en handelsplads, lader sig uden videre forklare: de mange mennesker, som mødtes der, har både udvekslet varer og anskuelser.
Når den grav, hvis oprindelse med den nu fastslåede datering kan bestemmes til årene omkring 880, har påkaldt sig særlig opmærksomhed, skyldes det både den kristne begravelse, der har fundet sted, og den meget specielle gravtype, som er et utvetydigt vidnesbyrd om engelsk påvirkning. Den begravede, en ældre, kun 150 centimer høj mand, lå på kirkegårdens eneste stenbyggede grav: kløvet granit, dækket med flade stenfliser og tætnet så omhyggeligt med mørtel, at den ved udgravningen var jordfri. Den vestlige ende af graven udgjordes af en stor kridtblok med en udskåret niche til den dødes hoved.
I lighed med de øvrige begravede lå han udstrakt på ryggen med armene nede langs siden. Han havde ingen gravgaver, ikke ud over en hasselgren placeret hen over hans bækken. Denne gren skal ifølge Peter Birkedahl opfattes som et symbol på opstandelsen. Graven lå syd for den dengang eksisterende trækirke. Et forhold, der tyder på, at manden har haft en vis status. Han anses for at have været en fremtrædende gejstlig, som har haft noget med kirken i Sebbersund at gøre. Han har været fiskeforsager, og det er slet ikke så irrelevant, som det lyder.
Analyser afslører denne i Sebbersund så uhørte forsagelse. Den kan skyldes to ting. At manden led af en der på stedet upraktisk kræsenhed. Eller at han kom fra en kultur uden tradition for at spise fisk. Peter Birkedahl har vanskeligt ved at forestille sig, at et menneske kunne leve i Sebbersund i vikingetiden uden at spise fisk. Dette sammenholdt med den engelske gravtype gør det nærliggende at antage, at manden kom til Sebbersund fra England. Et knudepunkt Det er ikke alene kristendommens rolle i vikingetidens Danmark, der med den opnåede datering må revideres.
Limfjordens rolle må også. Tilstedeværelsen af en handelsplads med internationale forbindelser dybt inde i Limfjorden er ikke så paradoksal, som den umiddelbart kan forekomme. I hvert fald ikke når man ved, at fjorden til stadighed forandrer sig. Det var nogle af disse ændringer, og de deraf følgende forringede besejlingsforhold, der bevirkede, at handelspladsen forsvandt engang i 1100-årene. Peter Birkedahl: - I yngre germansk jernalder og vikingetid var Limfjorden et sund, der var åbent for udsejling både mod øst og vest, ligesom der sandsynligvis var en tredje udsejlingsmulighed gennem Hanherred ad den omdiskuterede Sløjenkanal.
- Herved bliver Limfjorden et vitalt knudepunkt i vikingetiden for kontakterne til England og Norge. Og vi får en fornuftig forklaring på den kongelige interesse i Limfjordsområdet, der giver sig til kende ved, at der er slået mønter, og at en borg som Aggersborg er placeret her. Forbindelsen til England og Norge understreges af, at de importerede genstande, der er blevet fundet på handelspladsen, og de skikke, der har været fulgt på kirkegården, stort set udelukkende stammer fra England og Sydnorge og ikke fra kontinentet.
Et lignende tilhørsforhold kendetegner fundene fra de øvrige kendte bebyggelser langs den østlige del af Limfjorden fra germansk jernalder og vikingetid. Både som kister På kirkegården blev der fundet cirka 1000 grave fordelt på 40 gange 40 meter og blandt andet karakteriseret ved konsekvent adskillelse mellem kønnene: kvindegrave på den nordlige halvdel og mandsgrave på den sydlige. De mange barnegrave formodes at være fordelt på samme måde. Det har ikke kunnet bekræftes, da kønsbestemmelse af barneskeletterne har været umulig. Midt på kirkegården fandtes et gravtomt område med stolpehuller, et udsagn om de mindst to trækirker, der har været. Jordgravede egestolper rådnede efter mellem 35 og 50 år, derefter måtte bygningen udskiftes.
Desuden har der været en eller flere kirker placeret på syldsten. En byggeskik, som benyttedes fra engang i 1000-årene. Disse bygninger kunne ganske vist ikke konstateres ved udgravningerne. Alle spor var forsvundet. Men flere indicier i gravene tyder på deres eksistens. Kirkerne var 13 meter lange og 5-6 meter brede og fremtrådte i en byggestil inspireret af den, der kendes fra de norske stavkirker. Omkring halvdelen af gravene indeholdt kistespor: aftegninger i sandet, som angav kisternes form, samt jernsøm og jernnagler. Nogle af kisterne var spidse i den ene ende. Som både. De både, som de døde var fortrolige med, mens de levede. Med dem besejlede de Nibe og Halkær Bredninger. Bådgrave fra 1000-årene kendes også fra kristne kirkegårde i Sverige. Men de 63 af slagsen, der blev fundet i Sebbersund, udgør den største koncentration af bådgrave i Nordeuropa.
Arkæologerne måtte naturligvis tage stilling til, om disse graves tilstedeværelse var et udtryk for, at en kultisk skik fra den hedenske del af vikingetiden havde overlevet. Peter Birkedahl mener ikke, at det er tilfældet. - Så gennemført kristen, som kirkegården er, ville man formodentlig have valgt bådene fra, hvis de havde haft en symbolbetydning i den hedenske tid. Også andre udgravninger har vist, at man i den tidligste kristne tid brugte mange forskellige ting til kister. Vi nåede til den konklusion, at når man som kristen skulle fra denne verden, skulle det foregå så ydmygt som muligt. Derfor anvendte man, hvad man havde for hånden. Og små udrangerede både må der have været en del af i Sebbersund, siger Peter Birkedahl.
Endnu en pointe: Det lader sig gøre at tegne en cirkel udenom bådegravene, som hører til de ældste på stedet. Sandsynligvis er den kvadrantformede kirkegård blevet anlagt som rund. Runde kirkegårde kendes både fra De Britiske Øer, Island og Grønland. Det antages, at de repræsenterer en tradition, som nordboerne havde med sig hjemmefra. Derfor var det at forvente, at runde kirkegårde fra den tidligste kristne periode også kunne findes for eksempel i Danmark.
Æstetisk og funktionelt Handelspladsen, der neden for Sankt Nikolaj Bjerg strækker sig over cirka 65.000 kvadratmeter, opdeles i tre områder. Mod nord et område med huse, i midten en plads med håndværkere og marked og mod syd kirkgård og stavkirke. Desuden har der været en stenkirke på nordspidsen af Sankt Nikolaj Bjerg. Mange af husene har været såkaldte grubehuse. Det vil sige små arbejdshytter, runde, med en diameter på cirka tre meter.
Når de ikke længere kunne tjene deres oprindelige formål, benyttedes de som affaldsgruber, og det er derfra, en stor del af det fundne materiale stammer. Vikingetidens affald fortæller os om det samfund, som kastede affaldet. Håndværkerområdet med tilhørende markedsplads har været det centrale i bebyggelsen. Fundene viser, at jernsmede og bronzestøbere samt sølv- og guldsmede har haft værksteder. Kliché-opfattelsen af vikingerne som primitive barbarer udfordres drastisk, når man ser den påfaldende æstetiske sans, der præger for eksempel smykkerne, som de skabte.
At det var en æstetik, der også var funktionel, er vikingeskibet et af beviserne på. Det smukke skib, der i medvind kunne skyde en bemærkelsesværdig fart. 12-14 knob. Og helt til Grønland og Island kunne det nå. Peter Birkedahl: - Vikingerne er jo altid blevet forbundet med sværd og plyndringer. De er primært blevet tolket ud fra de skriftlige kilder, og de stammer fra de engelske klostre, der har været ude for deres angreb. Men hovedparten af vikingerne har været fredelige handelsfolk.