Mange præster og biskopper ved ikke, hvad kristendommen er

Rektor for Dansk Bibel-Institut Børge Haahr Andersen i Emdrup Kirke, hvor han stadig er ulønnet ...

Rektor for Dansk Bibel-Institut Børge Haahr Andersen i Emdrup Kirke, hvor han stadig er ulønnet hjælpepræst og med egne ord blev forfremmet til kirkebænken, da han for 10 år siden stoppede som sognepræst samme sted. - Foto: Leif Tuxen

En ting er, at medlemmerne ikke ved det, men det er heller ikke altid, at præster og biskopper har styr på, hvad kristen tro er
Børge Haahr Andersen, rektor for Dansk Bibel-Institut

Det er hverken specielt dansk eller specielt kristent at indsnævre religionsfriheden, som man ser det i forsøget på at få omskæring forbudt, men det er helt i tråd med tidens sekularisering og humanisering, siger Børge Haahr Andersen, rektor for Dansk Bibel-Institut

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det bedste ved kristendommen er budskabet om, at mennesket blev skabt til et liv i Guds fuldkomne verden, og at det onde i verden har en udløbsdato. Det har det gode ikke. Tværtimod har alt godt et evighedsperspektiv, som vil åbenbare sig, når Kristus kommer igen, og vi skal leve i den nye himmel på den nye jord, som det loves os i Bibelen.

Deri ligger et håbsperspektiv, som er os skænket helt gratis, og som ikke kræver nogen handlinger af os. Det er et guddommeligt løfte, som indfries, når vi tror på den genopstandne frelser.

For vi og alt, hvad der er godt, skal genopstå. Ikke kun som noget sjæleligt og åndeligt, men som en helt konkret genopstandelse med alt det dejlige, som også vores liv i dag tilbyder os som for eksempel vores kroppe, naturen og de menneskelige relationer.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er, at den er sand, også når den afslører indersiden af den menneskelige natur. Der er i samfundet en fremherskende idé om humanismen og en ukuelig tro på menneskets nærmest grænseløse muligheder og godhed. Den tro kan jeg ikke tilslutte mig som kristen.

Tværtimod må jeg som kristen spejle mig i Jesu egne ord om, at indersiden er værre end overfladen. At det gode kun er overflade, og at jeg uden tro på Jesus er fortabt.

I lyset af Guds fuldkomne verden gør det ondt at se al den ondskab og lidelse, der er i verden, og Bibelens ord om, at uden tro på Jesus er denne tilstand evig, gør blot smerten dybere.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er dens grundlag. Folkekirken er født ud af reformatoren Martin Luthers troskamp. En kamp, der satte mennesket frit, fordi frelsen kom til at handle om tro og ikke om menneskers egne præstationer. Og det er netop denne arv fra Reformationen, der er blevet videreført gennem vækkelsesbevægelser og pietisme helt op til vore dage, hvor den stadig lever.

Det andet er den store berøringsflade, som folkekirken har til danskerne, og som ses i forbindelse med gudstjeneste, målrettede aktiviteter og kirkelige handlinger - og som gør, at der er håb.

Inden jeg blev rektor for Dansk Bibel-Institut, var jeg i 13 år sognepræst i Emdrup Kirke i København, og her erfarede jeg, hvordan en lokal sognekirke har store muligheder for at nå ud til sognebørnene. Ja, jeg oplever det stadigvæk, for jeg er stadig tilknyttet Emdrup Kirke som kirkegænger og ulønnet hjælpepræst.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er den læremæssige forvirring om, hvad kristendom er. En ting er, at medlemmerne ikke ved det, men det er heller ikke altid, at præster og biskopper har styr på, hvad kristen tro er. Det eneste led i trosbekendelsen, som alle er enige om, er ”pint under Pontius Pilatus”, for nu at sige det lidt tilspidset.

Alt andet fortolkes forskelligt, og det er en stor ulykke, når kirken ikke selv kan formidle det, som er dens trosgrundlag - eller når den indfører ritualer, som er i strid med det, som står i Bibelen. Her tænker jeg for eksempel på vielse af homoseksuelle par. Helt galt bliver det så, når en biskop gør sig klogere end en apostel, som når Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen siger: ”Bibelen kalder det synd, vi kalder det kærlighed.”

Når folkekirken på den måde søger at være et spejl af tiden, står den i fare for at miste sin identitet som kristen kirke. I folkekirken har der siden præsten N.F.S. Grundtvig været stor frihed lokalt set. Men denne frihedstradition er truet i vores tid ved, at flertalsholdninger vil majorisere mindretallet. Vi ser det tydeligere i de øvrige skandinaviske lande, men tendensen er der også i folkekirken.

Hvis det sker i Danmark, vil jeg og mine ligesindede, som nok er et mindretal, men som tæller i hvert fald 300-400 præster, have meget svært ved at være en del af folkekirken. Jeg håber ikke, det kommer dertil. Derfor vil jeg også opfordre til, at vi finder tilbage til en fælles forståelse af i det mindste de centrale led i trosbekendelsen og dermed i bekendelsesgrundlaget.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Som dreng faldt jeg i gryden som en anden Obelix, da jeg var til gudstjeneste hver søndag - og det er gået i blodet på mig. Nu holder jeg sjældent en søndagsprædiken længere, men alligevel har jeg en fast uge- og årsrytme, hvor jeg tænker over den kommende søndags tekst, og hvor vi er i kirkeåret. Det ligger i baghovedet, og når jeg så kommer i kirken om søndagen, er det en fornøjelse at få teksten foldet ud.

Jeg holder også meget af både nye og gamle salmer, som for mig afspejler hele kirkehistorien.

Endelig er der selvfølgelig mødet med menigheden. Jeg kommer stadig fast i Emdrup Kirke om søndagen, med mindre jeg er ude at rejse, hvad jeg er en del. Men så går jeg til gudstjeneste i tilsvarende kirker rundt om i landet.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det værste ved en gudstjeneste er, når den bliver overfladisk. Det er ikke altid præstens skyld. Det kan også være min egen, fordi jeg er for optaget af egne gøremål. Men det er ærgerligt, for så misser man ugens holdepunkt, det tidspunkt, hvor man med den gamle kirkebøns ord sagde: Tak fordi du har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Åndsfriheden. Den åndsfrihed, som giver frihed til at mene og tro på hvad som helst, bare ikke det er direkte skadeligt og destruktivt. Det er ikke det samme som, at jeg mener, at alt er lige godt. For det gør jeg ikke. Jeg er kristen. Men friheden til at tro og til at udbrede sin tro åbent er vigtigt og en bærende del af et multireligiøst samfund.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste er, når den åndsfrihed er truet, som den bliver det i øjeblikket i Danmark.

Det ses for eksempel ved, at det af mange opfattes som et problem, at vi har en forskningsminister, som tror på Gud. I et samfund med åndsfrihed burde man ellers kunne forvente, at Esben Lunde Larsen (V) måtte tro eller lade være med at tro, som han selv vil. Men sådan er det åbenbart ikke. På den lange bane og som en konsekvens af denne ensretning kan det betyde, at for eksempel forskerstillinger ikke kan besættes med dem, der bekender sig til en skabende Gud. Og det er både skræmmende og diskriminerende.

EEt andet eksempel er, at man vil forbyde omskæringen af drengebørn. Hvorfor? Dette har i årtusinder været en religiøs praksis, men nu skal det ikke være tilladt længere.

Men det er hverken specielt dansk eller specielt kristent at gå ind og regulere på denne måde. Det er til gengæld helt i tråd med den sekularisering og humanisering, som der i dag sker af samfundet på kristendommens bekostning.

At samfundets borgere skal have frihed til multireligiøs praksis, er ikke ensbetydende med, at folkekirken skal gøre det samme. Som for eksempel når biskoppen i Haderslev Marianne Christiansen ved nytårsgudstjenesten i DR havde inviteret en imam og i sin prædiken sagde noget om, at i hjertekamret tror vi alle på den samme Gud. Det er direkte at invitere synkretismen ind i kirken, og det er rivende galt og slet ikke i tråd med åndsfriheden.