Den guddommelige dimension mangler på universitetet

Det er svært at bevare sin kristne overbevisning som teologistuderende på universitetet. Der er ikke plads til den personlige tro, mener Jakob Rahbek, der studerer på både Københavns Universitet og Dansk Bibel-Institut

Jakob Rahbek læser teologi på københavns Universitet og følger timer på Dansk Bibel-Institut. Han synes, det faglige niveau er højst på sidstnævnte
Jakob Rahbek læser teologi på københavns Universitet og følger timer på Dansk Bibel-Institut. Han synes, det faglige niveau er højst på sidstnævnte. Foto: Privat.

Debatten om uddannelseskvaliteten på de to bibeltro bacheloruddannelser på henholdsvis Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut er atter blusset op oven på den seneste uges spekulationer om, hvorvidt de to uddannelser er lukningstruede som følge af, at University of Wales ønsker at afbryde samarbejdet med dem.

LÆS OGSÅ: Bibeltro uddannelser truet af lukning

Blandt andet gav tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) i en kronik i Kristeligt Dagblad den 20. juli udtryk for, at hun mener, at de to uddannelsesinstitutioner har et alt for fundamentalistisk bibelsyn og desuden udviser ekskluderende holdninger til andre opfattelser.

Det standpunkt deler hun naturligvis ikke med de involverede parter og således heller ikke Jakob Rahbek. Han er teologistuderende på Københavns Universitet, men supplerer med fag fra Dansk Bibel-Institut.

"Hvis man vil være præst, og skal lede kirken er det vigtigt, at man har en tro på det, man prædiker. Det synes jeg ikke, at teologiuddanelsen på Københavns Universitet lægger op til," siger han.

LÆS OGSÅ: Et stærkt overdrevet dødsrygte

Allerede første dag på Københavns Universitet fik Jakob Rahbek bekræftet, at han langt fra er enig i det, der formidles på uddannelsen. I en to timer lang introduktion til det nye testamente, fremgik det af undervisningen, at testamentet var antijudæisk, og at intet går helt tilbage direkte til Jesus selv.
Ligeledes blev det fortalt, at evangelierne ikke var skrevet af apostlene. Opfattelser, Jakob Rahbek ikke kunne forene med sin personlige tro.

"Det, der står i Bibelen, er sandt, og det er vigtigt for mig at tro på for min frelses skyld. Når Gud siger, at han elsker mig, så mener han det," siger han og medgiver, at han var forberedt på en kritisk tilgang til stoffet, men at det blev for meget på sigt.

LÆS OGSÅ: Lukningstruede uddannelser kan kæmpe i årevis for ny aftale

"I første omgang betød kritikken ikke så meget, fordi jeg kendte modargumenterne. Men som tiden går, kommer det ind under huden på en, og det kan være svært alene at fastholde det, man tror på," forklarer han.

Som supplement til studierne på universitetet har Jakob Rahbek valgt at følge nogle timer på Dansk Bibel-Institut, og han ville ønske, at flere af hans medstuderende ville gøre det samme.

LÆS OGSÅ: Menighedsfakultetet lever i bedste velgående

"Det har været befriende at komme på Dansk Bibel-Institut, fordi der dér faktisk er mennesker, som tror på det, der står i Bibelen, og som ikke synes, at det, jeg mener, er helt hul i hovedet. Jeg kunne ønske flere universitetsstuderende ville tage timer på instituttet, fordi jeg simpelthen synes, at præsentationen af kristendommen er mangelfuld på universitetet," siger han.

Men er undervisningen så videnskabelig nok på Dansk Bibel-Institut?
Det kommer an på, hvordan man definerer videnskabelig. Jeg synes, at man har lov at have en mening, inden man går til teksten. Og overordnet set mener jeg, at det akademiske niveau er højere på Dansk Bibel-Institut end på universitetet. Blandt andet fordi, vi bliver præsenteret for mange flere forskellige forskeres syn på tingene end på universitetet. Her oplever jeg ofte, at det kun er underviserens egen holdning, vi når omkring. Desuden har de studerende på Dansk Bibel-Institut ofte et højere forhåndskendskab til stoffet, så vi kan starte undervisningen på et højere niveau.

Mener du, at det er svært at blive en god præst med en uddannelse fra et universitet?
Jeg synes ikke, at studerende på universitetet får tillid til Bibelen. Jeg tænker på, hvordan man kommer ud som præst og skal hjælpe for eksempel et selvmordstruet menneske ud fra et kristent perspektiv? Man har et halvt år på pastoralseminariet, og det er sådan set ens eneste præsteuddannelse.

Kan man så ikke være en god præst, hvis man ikke læser Bibelen bogstaveligt?
På universitetsuddannelserne lærer man ofte at tolke symbolsk. Det betyder, at præsterne kommer ud og tolker eksempelvis opstandelsen symbolsk. Men det er ikke, som jeg ser det, ægte tro. Det er vildtledende og udtryk for vranglære.

Du tager selv din uddannelse på universitetet - ville du kunne udfylde en stilling som præst i folkekirken?
"Jeg oplevede, at det var Gud, der sagde til mig, at jeg skulle tage min uddannelse på universitetet. Men jeg tror ikke, at jeg kommer til at arbejde i folkekirken. Jeg vil have et problem med at anerkende biskopperne. De tager ofte ikke Bibelen seriøst nok, og når jeg mener, at man bør tro på det, der står i Bibelen, vil det være svært at anerkende en kirke og ledelse, hvor kvinder for eksempel kan virke som præster, og hvor homoseksuelle kan velsignes i kirken. Jeg tror mere, jeg egner mig til en frimenighed i Danmark eller måske en kirke i udlandet.


LÆS OGSÅ: Lukningstruede uddannelser kan kæmpe i årevis for ny aftale

LÆS OGSÅ: Debat: Et stærkt overdrevet dødsrygte

LÆS OGSÅ: Kampen for en kernekonservativ teologiuddannelse

LÆS OGSÅ: Bibeltro uddannelser truet af lukning

LÆS OGSÅ: Debat: Fokus på fornyelse

LÆS OGSÅ: Debat: Menighedsfakultetet lever i bedste velgående