Hiv- og aidspræst Carina Wøhlk taler med smittede om deres skyldfølelse og syn på Gud. Virksomhedspræst Lene Wadskær lader ansatte i store firmaer lette hjertet, når stress og trælse chefer trænger sig på.
Særlige præstetitler er i voldsom vækst i folkekirken, og aidspræsten og virksomhedspræsten er blot to af kirkens i alt cirka 300 specialpræster.
Det vurderer blandt andre ph.d. og lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Lene Kühle, som i øjeblikket er i gang med at kortlægge området af specialpræster.
”Det er tydeligt, at der har været en kæmpe stigning de seneste 20-30 år både i antal og typer af specialpræster,” siger hun.
Et godt bud er, at folkekirken i dag har cirka 30 specialpræstetitler fordelt på 300 præster.
Samme vurdering lyder fra lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen, Københavns Universitet. Antallet af specialpræster er vokset til cirka 300 ud af folkekirkens cirka 2400 præster, siden kirken ansatte sin første studenterpræst i 1965.
”Man havde også nogle få hospitalspræster dengang, men det er det, at man får titlerne på visitkortet og får faste stillinger, der er det nye,” siger han.
De seneste år er der blandt andet kommet natkirkepræster, dialogpræster, gadepræster og præster for åndeligt søgende til. Og det stopper ikke her, vurderer begge eksperter.
”Der er ingen grænser. Nogen arbejder seriøst på at lave graviditetspræster og barselspræster,” siger Hans Raun Iversen.
”Kirken har fået øje på, at kristendom ikke er noget, vi har uden på skjorten, men noget vi bærer med os i situationen. For eksempel hvis man sidder i fængsel eller er gravid eller ikke kan blive gravid. Det er dér, du stiller spørgsmålene. I den daglige trummerum stiller du ikke mange spørgsmål,” siger han.
Kigger man på Norge, er olieboreplatformspræster blevet en stor ting, påpeger Lene Kühle.
”Det er meget godt eksempel på de lidt usædvanlige steder i livet, hvor folk kan være åbne for det åndelige. Man kan nok nemt få kuller ved at sidde ude på en boreplatform. I Norge er der også lufthavnspræster, og i USA er særpræster ved politiet en stor ting. Måske der er nogle af de samme behov i Danmark. Måske der er et behov på Mærsks boreplatforme,” siger hun.
De mange specialpræster har været afgørende for folkekirken, mener provst Kræn Christensen fra Skads provsti i Ribe Stift:
”Med specialpræsterne er kirken kommet i øjenhøjde med folk. De har vist, at kirken ikke bare er noget, der ligger på toppen af bakken i landskabet, men er der, hvor mennesker lever. Hvad enten det er nydanskere, mennesker på hospice eller åndeligt søgende.”
Knap så begejstret er sognepræst i Seem og Ribe Domsogn Torben Bramming. Specialpræster er snarere et ressourcespild, mener han.
”Når man taler om fængselspræster og feltpræster, er der et behov. Men det er et problem, at folkekirken bruger ressourcer på specialpræster, som servicerer meget få mennesker i forhold til sognepræsterne. Nogle specialpræster servicerer måske 100, mens præster i selv de mindste sogne servicerer 500-600. Kirken kommer alt for let til at springe med på nogle modebølger,” siger han.
Marie Hedegaard Thomsen er teolog og ph.d. fra Aarhus Universitet med en afhandling om folkekirkeligt menighedsliv. Hun advarer mod at prioritere specialpræster på bekostning af de traditionelle sognepræster.
”Specialpræsterne er glasuren på kagen. De er noget ekstra, som gør, at kirken kan nå ud til flere mennesker. Når det er sagt, leverer de lokale sognepræster en kerneydelse, der på mange måder er sværere, fordi de ikke er særligt eksotiske eller står på kanten af samfundet som fængsels- og sygehuspræsterne, men skal forkynde midt i en leverpostejshverdag.”