Den kristne tidsregning dominerer verden

Den vestlige kalender og tidsregning er godt på vej til at blive global. Nødvendigt, hvis muslimer, buddhister og hinduister vil markere sig i medie-verdenen og forretningslivet, siger forskere

Den vestlige kalender og tidsregning er godt på vej til at blive global. Nødvendigt, hvis muslimer, buddhister og hinduister vil markere sig i medie-verdenen og forretningslivet, siger forskere
Den vestlige kalender og tidsregning er godt på vej til at blive global. Nødvendigt, hvis muslimer, buddhister og hinduister vil markere sig i medie-verdenen og forretningslivet, siger forskere. Foto: Jimmi Larsen Foto.

Selvom fejringen af Jesu fødsel og det kommende nytår er et kristent fænomen, sætter begge begivenheder dagsordenen i lande som Tyrkiet, Kina, Indien og Egypten.

Mens buddhister, muslimer og hinduer stadig bruger lokale kalendere til at markere nationale ceremonier og religiøse højtider, er det nemlig overalt den vestlige tidsregning, der gør sig gældende i forretningsliv såvel som i det praktiske dagligliv.

LÆS OGSÅ: Jesus gør comeback i historieskrivning

Stormagter som Kina og Japan er allerede gået over til den kristne såkaldte gregorianske kalender, som er opkaldt efter en pave. Og selvom mange islamiske lande holder fast i en officiel muslimsk kalender, er praksis i den muslimske verden en anden, understreger professor og islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen:

Lige nu er jeg i Kairo, og den almindeligt brugte kalender her er den gregorianske. Det vil man se over det meste af den muslimske verden, siger han og tilføjer, at islamiske styrer gør meget ud af den islamiske kalender af ideologiske grunde:

Men de kan ikke se bort fra den, som resten af verden følger. Aviser vil typisk angive begge datoer. Medier, særligt i Saudi-Arabien, vil ofte fremhæve den islamiske, men for langt de fleste er det en rituel kalender, ikke en praktisk.

Det samme gælder de fleste lande i Østasien, hvor Buddha og hinduismens utallige guder ellers dominerer det religiøse billede, fortæller Mikael Aktor, lektor og ph.d. ved Syddansk Universitet, som forsker i buddhisme og hinduisme:

I både buddhismen og hinduismen har man en festkalender, som er dateret efter den oprindelige tidsregning. Men i aviser, forretningslivet og hverdagslivet er det den vestlige, der gælder.

Under kolonitiden blev landene påduttet den vestlige kalender, fortæller Mikael Aktor.

Men den vigtigste grund er, at hvis man vil være medlem af det internationale liv i forhold til medier og forretninger, må man indrette sig efter den vestlige tidsregning, som gælder i London, New York og Tokyo, siger han.

Samme forklaring giver professor ved Handelshøjskolen i København (CBS) Uffe Østergård, som forsker i internationale relationer.

Vi er nødt til at have samme tidsregning som resultat af flytrafikken og udbredelsen af computere. Det er for mig at se på linje med tidszonerne, som blev udbredt med jernbanerne. Det hele skal køre på samme tid. Der vil måske være nogle fundamentalistiske jøder og muslimer, som ser det som et tab, men for mig at se er det ikke bare en fordel, men en nødvendighed, siger han.

Ifølge professor ved Københavns Universitet Ole Wæver, som forsker i religion og international politik, er der stor forskel på, hvordan lande uden for Vesten modtager vores kalender og vores tidsregning. Mens kalenderen med fejring af nytår den 31. december uden problemer vinder frem, er der modstand mod den kristne tidsregning, som direkte tager afsæt i Jesu fødsel.

Generelt ser vi en åbenhed og villighed til at tage den vestlige kalender til sig uden frygt for, at den lokale forsvinder også selvom den lokale er religiøst funderet. Det er sjovt at se i en tid, hvor der ellers ikke kan opstå en religiøs sag, uden at folk farer i totterne på hinanden, siger Ole Wæver, men tilføjer om tidsregningen:

For mange vil det føles som et kulturtab, og især blandt religiøse grupper vil det møde modstand, hvis de skal overtage et regnestykke, som direkte henviser til Jesus, og deres egen tidsregning dermed presses i baggrunden.