Wittenberg udgør et naturligt centrum for fejringen af 500-året for Reformationen det kommende år. Byens officielle navn er Lutherstadt Wittenberg. Her arrangeres blandt andet en udstilling om 95 fremtrædende lutheranere i skikkelse af blandt andre N.F.S. Grundtvig.
Beslutningen om at inddrage Grundtvig er indlysende, fordi han bidrog væsentligt til fornyelsen af den lutherske kristendomsforståelse i Skandinavien, men den er også paradoksal, fordi denne fornyelse fandt sted i kraft af en kritik af en af de væsentligste reformatoriske idéer, i traditionen kendt som sola scriptura eller det lutherske skriftprincip.
Dette princip er et element af Luthers opgør med den af paven forvaltede nøglemagt, som den kaldes. I kraft af den apostolske succession forstås paven som efterfølger til Roms første biskop, Simon Peter, der af Jesus fik overdraget nøglerne til himmeriget (Matt. 16, 19). Luther gjorde imidlertid op med romerkirkens forestilling om, at forbindelsen mellem den enkelte og Gud formidles institutionelt gennem kirken. I stedet pegede han på, at hvert menneske har adgang til sandheden om Gud gennem læsning af Bibelen. I de lutherske kirker har Bibelen derfor afløst pavestolen som autoritet.
Grundtvig udviklede i årene efter 1825 en original forståelse af kirke- historien i et opgør med denne skriftlighedens autoritet, som blev forvaltet af universitetets teologiske professorer. Konkret handlede det om en diskussion, som Grundtvig førte med den i øvrigt vældig interessante og ofte oversete professor H.N. Clausen.
Grundtvig mente, at Clausen – med Reformationen i klar erindring – var udøver af et eksegetisk pavedømme, altså indehaver af et fortolknings- monopol. Kort fortalt bestod Grundtvigs pointe i, at Jesus hverken skabte en kirke eller skrev en bog. Han indstiftede en menighed, og den egentlige kontinuitet i kirkehistorien består i, at Jesu ord siden da er blevet holdt i live, når menighederne hver søndag har samlet sig om dåb og nadver, hvor det levende ord af Herrens egen mund lyder i form af blandt andet Fadervor og indstiftelsesordene.
At autoriteten dermed udgår fra menigheden selv, vender naturligvis hierarkierne på hovedet. Teokrati og bibelfundamentalisme er den grundtvigske kirkeforståelse ganske fremmed. Til gengæld indebærer den risiko for sekterisk selvtilfredshed og dogmatisk dovenskab.
Selvom Grundtvig på sin vis opgav forestillingen om kristendommen som en skriftreligion og privilegerede mundtligheden, var han i praksis en ivrig tilhænger af det skrevne ord. Han offentliggjorde i sin levetid langt flere end 30.000 tryksider. Han var i almindelighed særdeles belæst og i særdeleshed ualmindelig bibelstærk.Derfor er det både lidt ironisk og meget passende, at den genstand, som udstillingsarrangørerne i Wittenberg har valgt til at repræsentere lutheraneren Grundtvig, er hans forstørrelsesglas, datidens udgave af læsebrillen.
Vi ved, at Grundtvig i hvert fald i de sidste 30 år af sit liv anvendte læselup. Den udlånes af Grundtvigs Mindestuer i Udby nord for Vordingborg, hvor den største samling af genstande, der vides at have været i Grundtvigs eje, udstilles.
Udstillingen ”Luther! 95 Schätze – 95 Menschen” åbner den 13. maj 2017 i Augusteum i Wittenberg og varer til den 5. november.
Jes Fabricius er professor i historie ogformand for Grundtvigs Mindestuers bestyrelse.