Da Ruslands ortodokse kirke i 1988 fejrede sit tusindårsjubilæum, var det en skelsættende begivenhed. Ikke kun på grund af det runde tal, men fordi kirken for første gang i Sovjetunionens historie fik tilladelse til at udfolde en storstilet fejring i centrum af Moskva med deltagelse af præsident Gorbatjov, partitoppen og kirkelige ledere fra hele den ortodokse verden. Tusindårsjubilæet blev et bevis på, at Gorbatjovs perestrojka også gjaldt religionsfriheden, og fejringerne blev startskuddet på det, som siden er blevet betegnet den russisk-ortodokse kirkes genopstandelse.
LÆS OGSÅ: Metropolit vil sælge Rolex og betaler elforbrug
Genopstandelsen var i de første år temmelig kaotisk. Meget få havde viden om religion, og de mange russere, som nu begyndte at interessere sig for ortodoks kristendom, var i vid udstrækning henvist til bøger fra før revolutionen, som uden nogen form for revision blev genoptrykt, og til nyuddannede præster og teologer, hvis erfaring med ortodoks kristendom var lige så ny som deres menighed. Men tilliden til kirken blandt befolkningen var enorm og langt større end tilliden til for eksempel politikerne. Så kritiske spørgsmål om kirkens fortid var ikke på dagsordenen, og kirkens rolle i politik eller i det sociale liv blev slet ikke debatteret. Kirken blev i disse år set som både en del af folket og hævet over det.
Men siden da er kirken kommet ned på jorden, både i bogstavelig og i overført betydning. Gennem de sidste 25 år er kirken blevet effektiviseret, institutionaliseret og bureaukratiseret. Dette giver sig udslag fra top til bund. Med valget af Kirill som patriark i 2009 fik russerne en ny slags patriark. Traditionelt har patriarken frem for alt været en åndelig leder, men Kirill var, og er, først og fremmest kendt for sin aktivisme og ses som værende måske i for høj grad en del af denne verden. Under Kirill er Moskvapatriarkatet blevet bureaukratiseret med et væld af kontorer og stiftelser, den teologiske uddannelse er blevet strømlinet, og kirken ses i dag som en selvstændig sektor i det russiske samfund. Samtidig er præsterne blevet en distinkt samfundsgruppe, som i modsætning til tidligere tiders udbredte mesterlære nu gennemgår formaliseret uddannelse. Men præsterne er i dag også en gruppe, som mødes med særlige krav til deres moralske habitus og som derfor rammes hårdt, når medierne bringer historier om deres griskhed og korruption.
LÆS OGSÅ: Den russiske kirke er tro mod fortidens værdier
Også i kirkens syn på omverdenen er der sket ændringer. I halvfemserne kredsede diskussionerne om kirkens situation efter den kommunistiske stats forfølgelser. Der blev talt om nødvendigheden af at få genopbygget kirker, at få oprettet religiøs uddannelse og få adgang til det russiske samfund. I dag høres i stigende grad et nyt tema: Der tales ikke om en ydre fjende, men derimod om en indre. Den forfølgelse, som kirken i dag ser sig udsat for, kommer ikke fra staten, men fra det liberale samfund. Kirkens skarpe reaktion på Pussy Riot var et eksempel på denne konflikt. Men det var også et eksempel på, at kirken ikke reagerer med tilgivelse, men med angreb og med støtte fra staten.
Den vigtigste ændring gælder dog kirkens egne medlemmer. Hvor man i halvfemserne efter syv årtiers statsateisme kunne tale om en hel befolkning af nyomvendte, som alle skulle finde ud af, hvad ortodoks kristendom gik ud på, er en ny generation vokset op. Det indebærer et skifte fra en pionergeneration, som havde personlige erfaringer med at genopbygge en kirke fra ruiner og en menighed fra nulpunktet, til en generation, som på godt og ondt er vant til en velfungerende kirke. Men mest interessant: Mange lægfolk har nu mindst 10-20 års erfaring med selv at praktisere og studere ortodoks kristendom. Med nettets fremvækst er der for eksempel opstået en vidtforgrenet ortodoks blogosfære, hvor ordet er frit. Dette er kvalitativt nyt i en kirke, som ikke på samme måde som i Vesten har haft tradition for, at lægfolk deltager i de teologiske debatter. Resultatet er i dag en ortodoks pluralisme, som både nærer og udfordrer den officielle linje fra toppen af kirken.