Det var ikke til at se, at patriark Bartholomæus af Konstantinopel er overhoved for verdens mange østlig-ortodokse kristne, da han i sidste måned havde en dansk gruppe fra Teologi for Lægfolk i audiens.
Nok er der en tronstol i audienssalen og hjælpere til at sørge for, at alt går, som det skal, men patriarkens lattermilde fremtoning og imødekommenhed viser, at der bag den ydre pomp og pragt er et menneske, som er optaget af kristendommens og nationernes fremtid i et turbulent hjørne af verden med krise i Grækenland og borgerkrig i Syrien.
LÆS OGSÅ: Danskere bag kristen tv-succes i Tyrkiet
I takt med at Tyrkiet indtager en central rolle som brohoved mellem Europa, Asien og Mellemøsten, er den internationale interesse for Tyrkiet vokset i de seneste år. Interessen smitter også af på den økumeniske patriark, og han spiller en stadig vigtigere rolle som talsmand for de religiøse minoriteter i Tyrkiet.
I slutningen af februar i år mødte patriarken således medlemmerne af Tyrkiets forfatningskommission. Han betonede, at en ny tyrkisk forfatning skal respektere religionsfrihed, religionsundervisning og trossamfundenes ejendomsrettigheder.
Der er ingen tvivl om, at patriark Bartholomæus betragter forfatningsarbejdet som et vigtigt signal om, hvorvidt Tyrkiet vil nærme sig Europa, eller om præsident Erdogan er i gang med en stille islamisering af det tyrkiske samfund, der bringer landet tættere på Mellemøsten end Europa, sådan som flere af Erdogans kritikere frygter.
Men den økumeniske patriark er ikke kun levende optaget af Tyrkiets politiske og religiøse fremtid. Han betoner også betydningen af Tyrkiets historiske betydning for hele kristenheden. Nok stod kristendommens vugge i Palæstina, men den voksede til og blev teologisk skolet i Antiokia og Kappadokien, der begge i dag ligger i Tyrkiet.
Patriark Bartholomæus har således netop besøgt Prokopion i Kappadokien, hvor fremtrædende ortodokse kristne har levet og er blevet martyrer.
Han fortalte den danske gruppe, at det er vigtigt at fejre forbindelsen til fortiden og de tidlige kristne, som byggede de smukke kirker i denne del af Tyrkiet. Det er tydeligt, at patriarken ser en nær sammenhæng mellem den tidlige kristendom i Lilleasien og nutiden, hvor udfordringen er at formulere en tydelig teologisk identitet som minoritet i dagens Tyrkiet.
Ønsket om at være til stede midt i et moderne Tyrkiet deles af fader Domenica Bertogli, der er kapucinerpræst for en lille katolsk menighed på 80 medlemmer i Antakya, som Antiokia hedder i dag. Han lægger vægt på, at der fortsat holdes gudstjeneste i den by, hvor man for første gang kaldte Jesu efterfølgere for kristne. Det var også i Antiokia, at porten for det kristne evangelium blev åbnet for ikke-jøder, og det var naturligt, at Paulus første missionsrejse udgik fra Antiokias havneby.
I dag er der ikke meget tilbage af fortidens Antiokia, men mindst en gang om året mødes alle 1000 kristne i byen for at fejre påske.
I de senere år er der også kommet en gruppe protestantiske kristne til. Det skyldes, at en stor sydkoreansk bilproducent betingede sig, at der skulle følge en kirke med, når man anlagde en ny bilfabrik i det sydlige Tyrkiet. Det kunne den tyrkiske stat ikke sige nej til, og den kristne mission i landet fik et nyt udtryk. Paulus var teltmager, og de nye missionærer producerer biler.
Fader Bertogli forstår i lighed med patriark Bartholomæus kirkernes tilstedeværelse i Tyrkiet som et bidrag til hele kristenheden. Deres arbejde skal ikke kun vise, at den kristne kirke i Tyrkiet har en nutid og fremtid, men at den har en lige så vigtig fortid. Hvis den kristne kirke glemmer, at den blev formet i det, som i dag er Tyrkiet, så mister den en væsentlig dimension.
Kapucinerpræsten betoner over for de danske gæster, at ligesom et træ uden rødder bliver revet op ved det første vindstød, eller et hus uden fundament bliver blæst omkuld i den første storm, så vil en kirke og et folk uden hukommelse blive kastet hid og did, hvis det ikke ved, hvor det kommer fra, eller hvilket formål det har.
Kirkens historiske og teologiske hukommelse bliver i dag holdt i levende live i Istanbul og Antiokia af minoritetskirker, der bevidner den ortodokse, katolske og protestantiske tradition, hvor ligheder er vigtigere end forskellene, fordi Tyrkiets kirker er ude i en overlevelseskamp, og kampen om Tyrkiets sjæl er i gang.
Peter Lodberg er lektor i teologi på Aarhus Universitet.