Ulla Henningsen: Der sker noget smukt med mennesker, når vi står i kø

Skuespiller Ulla Henningsen beskriver sin tro som en barnetro og som et sted, hvor hun kan klage sin nød. Det er dog i naturen og i samværet med andre mennesker, at hun især mærker det gode liv

Der sker noget smukt med mennesker, når vi står sammen og venter, både i kirken og på posthuset, siger Ulla Henningsen.
Der sker noget smukt med mennesker, når vi står sammen og venter, både i kirken og på posthuset, siger Ulla Henningsen. . Foto: Malte Kristiansen/Scanpix.

Hvordan vil du beskrive din tro?

"Min tro er først og fremmest et behov for at være taknemmelig og have et sted at klage min nød. Min tro er derfor også i sin natur noget instinktivt og naivt, som bare er i mig, og som betyder, at jeg har en dyb respekt for alt levende."

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

"Uudtalt, men alligevel nærværende og med troen som en højere retfærdighed. Vi sang salmer, og højtiderne fyldte meget. Min far læste for eksempel altid juleevangeliet højt. Vi bad også aftenbøn - hver for sig. Min søster og jeg sluttede så af med at lave en lyd og sige: Husk nu alt det der. Og med det mente vi, at vi lovede at hjælpe hinanden og ikke blive sure, hvis den ene vågnede og havde mareridt eller skulle ud at tisse. Vi sov nemlig i køjeseng, så det var let at få vækket hinanden."

Hvad har udfordret din tro?

"Dels at der ikke er nogen i min nuværende kreds af nære, som forholder sig til tro, som jeg gør det. Og dels at de hellige skrifter fordrejes og misbruges i det ondes tjeneste. At ordene bruges til at manipulere og undertrykke. Det er derfor også en udfordring til at være troende - og til at huske på, at tro ikke er religion, men noget helt privat."

"Når det er sagt, så er der selvfølgelig mange kloge og smukke ord i Bibelen, som jeg gerne vil læse i sin helhed en dag."

Hvad har formet den tro du har i dag?

"Det har mit liv - og især min barndom, hvorfra jeg stadig har min barnetro og mit barnlige sind, der synes, at det er rart, at der er noget at betro sig til, som er større end mig. Det oplever jeg også, når jeg er i kirke og sammen med de andre går op til alteret, og vi står der som en flok lam for at modtage nadveren. Sammen, nøgne og med et behov for at få noget givet. Det viser, hvor fint og vigtigt fællesskabet er. Ja, jeg er særlig glad, når der er kø ved alteret. For der sker noget smukt med mennesker, når vi står sammen og venter, både i kirken og på posthuset. Vi kommer væk fra den effektivitet, som er i nutiden, og som er så uendelig sørgelig. Vi har brug for det store perspektiv. Jeg holder derfor også meget af, når præsten tør løfte sig fra hverdagen og komme op på de høje nagler og sige noget klogt."

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

"Det gør det at være sammen med mennesker, se på dem, tale med dem og have kontakt med dem. Men også naturen spiller en stor rolle, da vi dér er nærmest det guddommelige og det ægte liv. Her sanser og mærker vi, som forleden, da mit barnebarn var på besøg, og jeg lige havde kværnet mel. Nykværnet mel har sin helt egen duft og energi, og mit barnebarn på fem måneder hvinede af fryd, da hun fik hænderne ned i melet. Hun var helt ekstatisk, og min svigerdatter og jeg lo, så tårerne trillede. Dét er i høj grad det gode liv."

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

"Den franske forfatterinde Marguerite Duras, som i bogen ”Med blå øjne, sort hår” på en gang både smukt og uhyggeligt balancerer på en knivsæg og kompromisløst afdækker sandheden om menneskers uformåenhed, når det drejer sig om at kommunikere med hinanden. For det er vigtigt, at vi prøver at nå hinanden, men også at vi ved, at ensomheden er et livsvilkår."

Hvad er det bedste åndelige råd du nogensinde har fået?

"Det kan lyde lidt banalt, men omvendt er det rigtigt, og så kunne Piet Hein formidle sine tanker, så selv jeg, der aldrig kan huske citater, altid kan ihukomme dette: Husk at leve, mens du gør det. Husk at elske, mens du tør det."