Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg tror på Gud, på et skabende, ordnende og opbyggende princip i alt det skabte. Jeg tror, at Gud er kærlighed, og jeg kan lide de bibelske personer som Jesus, Jomfru Maria og Job. Dem lever jeg med i mig, tror jeg. Min tro er meget bundet til naturen, til tingene, til mine sanser, til andre mennesker og til en tro på og tillid til, at der er en højere orden, at man aldrig er fortabt og alene, selvom man kan være det. At det er en del af vejen at komme på afveje. Jeg synes, jeg har oplevet, at alt pludselig blev forvandlet, selvom alt håb for længst var ude. Jeg kan ikke se, hvordan mine erfaringer her i livet kunne gøre andet ved mig, end at jeg udviklede et forhold til det at tro. Min tro på Gud betyder ikke, at jeg ikke kan plages af vrede, afmægtighed og have mine spørgsmål, nærmere tværtimod.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Der var ikke som sådan noget udtalt religiøst i min barndom. Vi bad hver aften Fadervor, og min mor slog korsets tegn for mit bryst. Fem gange: en for Gud, en for Jomfru Maria, en for Jesus og to for englene. Jeg gjorde det selv, når min mor ikke var der, og jeg bad også min mormor om at gøre det, hvis jeg sov henne hos hende og min morfar. Jeg elskede det. Det var noget, jeg glædede mig til. Jeg kunne rigtig godt lide ordene, selvom jeg ikke helt forstod dem. Jeg ved, at jeg tænkte meget på Gud og på englene, da jeg var lille, at jeg tegnede dem, talte om dem, og at det var noget, der ligesom bare var der, noget, jeg syntes var letforståeligt. Det fyldte mig meget.
Hvad har udfordret din tro?
Min tro bliver udfordret og udviklet af menneskelivet, som det er. Af alt det, der ligger i livet, vel nærmest som skæbne, og selvfølgelig af menneskene, som de er og handler. Ikke bare i mit eget liv, men i menneskenes liv som sådan. Jeg har prøvet at miste min tro én gang. Det var i perioden, efter at jeg havde afleveret speciale. Der skete ting, der virkelig satte mig og mit liv på en prøve. Af det tab lærte jeg, at jeg faktisk var et meget troende menneske. Det vidste jeg ikke rigtig før, ikke på den måde. Og det lærte mig, hvad min tro egentlig er, og hvordan tro virker i mig. Jeg ved, at jeg var i en tilstand af det modsatte af tro, eller måske nærmere, at der var blevet vendt helt om på min tro. Jeg var fuldstændig forvirret, sanseløs og plaget helt i bund af nerver og frygt. Måske skulle jeg lære noget om at skelne. Og at tro på mine egne sanser. Det var først langsomt, min tro vendte tilbage. Og så var den som forvandlet, som noget dybere og tungere, noget måske mere modent og jordnært. Sådan vil jeg beskrive det.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har min lillebrors selvmord for seks år siden. Der skete mange mærkelige ting. Der var ligesom en kæmpe åbning i mig, jeg havde forskellige meget intense og store syn og sådan, gode ting, men jeg blev meget bange. Nærmest pr. instinkt gik jeg ud på universitetet og tilmeldte mig Erik A. Nielsens hold i kristendommens retorik. Det hjalp mig at følge det fag, for det var noget, jeg på alle måder kunne holde mig til. Alt var forandret efter det selvmord, alt var ekstremt intensiveret. I den tid udviklede min tro sig meget.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg synes, jeg kan se miraklet i livet, i tingene og i menneskene som sådan. Jeg har nok hele tiden en fornemmelse af en højere orden, af en større retfærdighed, en større tålmodighed. Det kan jeg mærke. At jeg lever i forhold til noget andet. Det er nok noget, jeg egentlig altid går rundt med, min tro, det er noget i mig, der vejleder mig, lærer mig at skelne, holder mig på jorden.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Min mor, og en ældre dame på Fyn, jeg er kommet hos i mange år. Siden min mormor døde, faktisk. De kvinder er noget meget stort i mit liv. Og så er der selvfølgelig store personligheder, jeg beundrer, og som synes at holde verdenssindet i balance og på plads. Nogle mennesker, hvorfra der udgår en meget høj og beroligende grad af visdom, af lys og noget ekstremt menneskeligt og menneskekærligt. Noget blidt og vildt, der kan give en håb, glæde og mod. Som for eksempel Nelson Mandela, Dostojevski, Lars von Trier, Stefan Zweig og Marilyn Monroe, Inger Christensen og Audrey Hepburn. Dem ser jeg alle op til.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
”De sidste skal blive de første”, som er en fortolkning af et bibelsted, og ”I må ikke bekymre jer” og ”stå stille og se Herrens frelse”. Ord er en mægtig skabende kraft. Det betyder noget, hvor de kommer fra, hvem der siger dem. Lige meget hvor sande og smukke de er, kan de være vældig destruktive, hvis de kommer fra en person, der virker splittende og forvirrende. Jeg har efterhånden lært noget om at holde mig til de mennesker, der virker samlende, der giver mig en følelse af styrke, glæde og mod. Og af kærlighed. Hvor ord og fænomen så at sige passer sammen. Så kommer vejledningen af sig selv, som inde fra ens eget hjerte.