År 45 – Jerusalem
Den stilfærdige mumlen på aramæisk stiger til et jubelråb. Jødiske kvinder, slaver og både rige og frie mænd fra alle samfundslag flokkes om prædikanten i det lille værelse i rigmandens store hus. Han har lige med en påkaldelse af Jesu navn helbredt en syg og overbevist forsamlingen om, at Jesus er Messias, og at Han var opstanden. Den nye sekt inden for jødedommens mange retninger, som rigmanden hører til, har vundet nye tilhængere.
De vil stadig komme i synagogen og i templet i Jerusalem, hvor der bedes og synges salmer. Men fremover vil de igen komme til huset, mest om søndagen, for at høre om den Jesus, hvis gerninger hans disciple kan fortælle om, og som ligger i forlængelse af den mundtlige tradition i jødedommen. Skrifterne i Det Gamle Testamente bliver stadig brugt, for de forudsiger Jesu komme. De nye tilhængere bliver døbt i Jesu navn, og de vil hver uge spise et måltid sammen til minde om Jesu sidste måltid med disciplene. Men de vil også stadig, som alle de andre jøder i området, overholde de jødiske spiseregler.
De første kristne var de såkaldte jødekristne. Det vil sige jøder, som opfattede Jesus som Messias. Som i hele Romerriget var samfundet domineret af landbrug, og at eje jord var afgørende for rigdom og status. De rige landboere samledes i byerne og tiltrak handel og håndværk.
De jødekristne blev af de romerske myndigheder opfattet som endnu en jødisk retning blandt mange andre, og derfor fik de stort set lov at udøve deres religion i fred og uden krav om, at de samtidig skulle tilbede de romerske guder eller ofre til kejseren. Den romerske administration greb kun ind, hvis der var trusler mod rigets sikkerhed. Stridighederne opstod hovedsageligt mellem de jødekristne og de jødiske ypperstepræster – den fløj af jødedommen, som også efter romersk praksis krævede Jesus korsfæstet.
Mens de hedenske – det vil sige ikke-jødiske – menigheder fik læst apostlen Paulus' breve op som belæring, var det i Jerusalem og omegn
Jesus-traditionen – altså de disciple, som havde kendt
Jesus og dem, som havde bevidnet hans genopstandelse – som fortalte og senere nedskrev evangelier og andre skrifter, som sammen med Paulus-brevene senere samledes i Det Nye Testamente.
Attraktionen for de jødekristne var helbredelserne i Jesu navn, som de opfattede som beviset på, at Jesus var Messias. I anden række var det lighedsprincippet mellem mennesker, som fik nogle af de ældste menigheder til at sælge alt, hvad de ejede og leve kollektivt.
År 48 – Apostelmøde
i Jerusalem
Stemningen er ikke god. Der er krisemøde blandt lederne i den nye Jesus-tro. Apostlen Paulus er med til mødet efter endnu en missionsrejse i Lilleasien, hvor han hovedsageligt har omvendt hedninge. Men han har ikke krævet, at de nye menigheders mænd skal lade sig omskære eller følge de jødiske regler om blandt andet spisning.
Jakob, Jesu bror, læner sig efterhånden mere og mere op ad de jødiske regler og kræver, at Paulus gør det samme.
Disciplen Peter forholder sig neutralt. Paulus vinder. Det vedtages, at kun de jødekristne skal følge jødiske regler.
Antallet af de jødekristne steg ikke tilnærmelsesvis i samme takt som de hedningekristne. Med det jødiske tempels ødelæggelse omkring år 70 og frem til jødernes endelige fordrivelse fra Jerusalem i 130'erne vinder kristendommen større og større indpas i landene omkring Middelhavet. Det skyldes til dels Paulus' missionsrejser, men også, at de jøder, som boede uden for Palæstina, har bragt Jesus-troen med tilbage til byer som Rom, Alexandria, Antiokia og Karthago, når nogle af de jøder, som har været hjemme for at deltage i jødiske helligdage, er blevet Jesus-troende.
Omkring år 49
– Filipi i Grækenland
Purpurhandleren Lydia bliver den første europæer, Paulus døber. Det er hans anden missionsrejse. Lydia er én blandt mange kvinder i antikken, som lader sig døbe. Paulus begynder oftest sin mission i den lokale synagoge. Få jøder og langt flere hedninge, som føler slægtskab med jøderne, lader sig døbe. Senere taler Paulus på bytorvene.
I hele samfundet er der tradition for at tro på ånder. Og før de nye Jesus-troende lader sig overbevise om læren i den nye tro, bliver de overbeviste ved missionærernes åndemaneri. De oplever, at de ånder, som opfattes som den stærkeste kraft i de meget religiøse samfund, overvindes af noget endnu stærkere. En uddrivelse ingen af de andre åndemanere, som rejser rundt, kan præstere magen til med deres mange effekter.
I det første århundrede var de kristne en modkultur til det øvrige samfund på grund af synet på kvinden. Det var ikke gået ubemærket hen, at Jesus efter sin opstandelse først havde vist sig for en kvinde: Maria Magdalena. Det opfattes som en form for myndiggørelse af kvinder, og det var ikke normen på den tid. Og da Paulus og hans samtidige var overbeviste om Kristus' snarlige genkomst, var der ingen grund til at prædike ægteskab og underkastelse som stabiliserende kraft som i det øvrige samfund. I århundrederne efter Paulus mistede kvinderne en del af den kortvarige relative frihed. Og de kristne tilpassede sig, efterhånden som de blev en større og større religion, det "tidssvarende" kvindesyn.
Hele organiseringen af Jesus-troen som en selvstændig religion med egne kirker, hierarki og samlede skrifter – som er en stærk græsk tradition – etableres i årene efter, at kristendommen blev en statsreligion i hele Romerriget. I begyndelsen af 300-tallet foregik den værste forfølgelse af kristne, som nu i antal truede den romerske religion og dermed magten.
Projektet var at udrydde kristendommen, men forsøget blev en ydmygelse for kejsermagten, som i stedet – personificeret i kejser Konstantin den Store, der lod sig døbe i 313 – gjorde kristendommen til statsreligion.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
KILDER
Denne artikel er baseret på oplysninger, Kristeligt Dagblad har fået, fra:
Professor, dr.theol. Oskar Skarsaune, Menigheds-fakultetet Oslo.
Professor i bibelarkæologi ved Duke Universitetet i North Carolina, Eric Meyers.
Generalsekretær i Ordet og Israel, cand.theol. Ole Andersen.
Professor, dr.theol, lektor Lone Fatum, Københavns Universitet.
Lektor, dr.phil. Erik Christiansen, Aarhus Universitet.
Apostlenes Gerninger, Det Ny Testamente.
Kirsten Rebekka Laursen: "Urkristendommen. Histo-riske og sociale forhold", i bogen "Den nytestamentlige historie", Århus 1994.