”Noget af det bedste ved kristendom er budskabet om, at vi er Guds børn”

For skuespiller og komiker Ulf Pilgaard må folkekirken aldrig være sig selv nok

Ulf Pilgaard har altid godt kunnet lide den enkle protestantiske gudstjeneste. "Ordet kommer i centrum, og hvor mystikken i høj grad præger den katolske højmesse, så bliver den protestantiske gudstjeneste trukket ned på jorden i forsøget på at komme tættere på mennesket."
Ulf Pilgaard har altid godt kunnet lide den enkle protestantiske gudstjeneste. "Ordet kommer i centrum, og hvor mystikken i høj grad præger den katolske højmesse, så bliver den protestantiske gudstjeneste trukket ned på jorden i forsøget på at komme tættere på mennesket." . Foto: © Michael Bothager.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Noget af det bedste ved kristendom er budskabet om, at vi er Guds børn. Det giver os en tilknytning og minder os om, at noget er højere og større end os selv. Det er enormt væsentligt i forståelsen af kristendommen, for det giver en forklaring på, hvor små vi i virkeligheden er. Vi er ikke frit svævende i universet, men fastholdt i et forhold til Faderen, som er vores Gud og har givet os livet som gave. En gave, vi har at forvalte så godt som muligt. Det har Jesus bekræftet og gjort meningsfuldt med ordene om, at vi skal elske vores næste som os selv. Jeg vil vove at påstå, at det er det væsentligste udsagn om det at være kristen. Nemlig, at der ikke er tale om en udelukkelse af nogen, men at man som kristen skal elske alle. Det synes jeg er enormt væsentligt og fint i kristendommen.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det værste aspekt af kristendommen er, hvis den misbruges til at udelukke nogen. Eksempelvis når bibelkyndige bruger citaterne fra Bibelen til at ”slå folk i hovedet” og sige: ”Hvis du ikke gør sådan og sådan, kommer du ikke ind i Guds rige.” Det er noget af det værste, når Bibelens udsagn bliver overfortolket, taget ud af en sammenhæng og brugt efter forgodtbefindende, som eksempelvis sekter inden for kristendommen har udnyttet. Men det kan kun mennesket og ikke kristendommen selv gøre for.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det, den hedder. Nemlig at det er en kirke for folket og ikke en kirke for en bestemt udvalgt skare af særligt hellige. Det mener jeg virkelig, er noget af det bedste ved den danske folkekirke. I navnet ”folkekirke” ligger der et meget tydeligt budskab. Ved netop at kalde det en folkekirke bevidstgør man ligefrem sprogligt, at det er en kirke for alle og for hele folket. I forbindelse med det kan man diskutere, hvordan folkekirken skal være udformet. Nogle mener, at stat og kirke skal adskilles, men jeg er af den opfattelse, at man er bedst tjent med at lade folkekirken folde sig ud inden for de rammer, som staten giver, og som er vide. Netop på grund af de vide rammer er der plads til forskellige synspunkter inden for folkekirken. Det gør kirken stærk, at der er rum til at udfolde ens meninger og lade dem brydes med andre.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Hvis den risikerer at være sig selv nok, og hvis man i pressemæssig henseende kan læse om, at det går galt ude i menighedsrådene. Hvis præster og menighedsråd strides, er det så folkeligt? Det er indimellem virkelig en prøvelse for kirkens ansatte.

Derudover er det værste, hvis man indskrænker de teologiske meninger til at være faste dogmer, og det bliver den rene ortodoksi. Så bliver det blodfattigt og mister det levende.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Jeg hører til dem, der godt kan lide den form, som gudstjenesten har i Danmark. Gudstjenesten er en lovprisning af Gud og skabt for at ære ham. Jeg har altid godt kunnet lide den enkle protestantiske gudstjeneste, som er kommet efter Reformationen. Ordet kommer i centrum, og hvor mystikken i høj grad præger den katolske højmesse, så bliver den protestantiske gudstjeneste trukket ned på jorden i forsøget på at komme tættere på mennesket. Den protestantiske gudstjeneste er præget af en enkelhed, hvor det bliver præstens prædiken, der er højdepunktet. Prædikenen er ordet. Derudover er nadveren et smukt omdrejningspunkt. Da nadverordet i sin tid blev fremsagt på latin af præsten med ordene ”hoc est corpus filii” blev det det i folkemunde til hokus pokus, fordi de færreste forstod det latinske. Det er morsomt og viser den folkelige udlægning af nadverordet, som er helt vidunderlig. Det understøtter, hvor vigtigt det er, at gudstjenesten forbliver folkelig og ikke bare for ”de lærde”.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Hvis det hele bliver for langtrukkent. Det afhænger meget af den enkelte præst, for man kan sagtens opleve en kirkelig handling, hvor man simpelthen går død i det, hvis teksten ikke bliver udlagt forståeligt. Der er desværre al mulig lejlighed til at snakke sort fra prædikestolen, og det værste er, når det sker, for så bliver det hele ligegyldigt, og man spilder nærmest folks tid. Samtidig får gudstjenesten klang af at være et ritual for ritualets skyld. Hvis det ikke skal blive spild af tid, skal præsten tale ind i menneskers hverdag og de udfordringer, de står midt i. Sådan gør de bedste præster, og de allerbedste gør det med lidt humor.

Hvis religion overhovedet skal have en mening, må det ikke være noget, man hiver frem en gang imellem. Religion skal derimod fortælle mennesker, at den stadig er gangbar. Hvis det hele bliver for højtragende, er det ikke gangbart for nogen. Men at noget er gangbart, er ikke ensbetydende med, at der ikke kan stilles krav. Kristendommen stiller krav om, at vi er ordentlige mennesker over for Gud og hinanden.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Et godt eksempel på et multireligiøst samfund er en smeltedigel som New York. Her gør det multireligiøse samfund sig virkelig gældende på et forholdsvis lille sted, hvor der er samlet mange forskellige religioner, og hvor man næsten også kan snakke om multikultur. Men hvis man tager New York, er det samtidig en metropol, hvor de samme mennesker er højtuddannede, og viden, uddannelse og sociale vilkår har en god forudsætning, hvilket smitter af på et samfund. Hvis så mange som muligt lever godt, skaber det tolerance, i et ”rum” med mange forskellige religioner, der har hver deres små absolutte sandheder. Det bedste ved det multireligiøse samfund er, når det fungerer og skaber en større dynamik og innovation i kraft af den gensidige påvirkning af forskelligheder. Hvis diversiteten kan få lov til at være der, vil den - som den gør i New York - skabe grobund for en større indsigt og afsæt til at komme videre med ny erkendelse, i forhold til hvordan vi lever sammen. Men det kræver tolerance at leve i et samfund, hvor man er en inspiration for hinanden.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det ville have været en anden situation i Belfast, Nordirland, hvis katolikker og protestanter kunne have levet fredeligt side om side. I steder lever de afgrænset og i ghettoer. Situationen havde formentlig også set anderledes ud, hvis man kunne leve i fred og fordragelighed i Bagdad, for ikke at tale om Egypten og Syrien. Men det er lige nøjagtig det store problem i et multireligiøst samfund: Det går galt, når man satser 100 procent på én bestemt udlægning af en religion, og når man oven i købet betragter alle andre som vantro. Det har vi også selv gjort i kristendommen, men jeg vil vove at påstå, at kristendommen stadig er en stærk religion, som har været i stand til at udvikle sig sammen med det, der er sket i det øvrige samfund.