Manu Sareen: Det blev sådan, som jeg ville have det

Biskopper kritiserer tidligere kirkeminister for i selvbiografi at fordreje forløbet om vedtagelsen af vielser af homoseksuelle. Manu Sareen afviser

Jeg havde både biskopper og Kristeligt Dagblad at kæmpe imod, skriver Manu Sareen i ny selvbiografi.
Jeg havde både biskopper og Kristeligt Dagblad at kæmpe imod, skriver Manu Sareen i ny selvbiografi. Foto: Scanpix.

I din selvbiografi beskriver du, hvordan du fik biskopperne i ”fælden”, da du havde dem samlet til en drøftelse om vielse af homoseksuelle i kirken. Hvor-for var det nødvendigt at lokke biskopperne i en fælde?

Fordi de var imod. De var alle imod, det er der også masser af citater fra dengang, der viser. De ville have, at det hed livsfæller og ikke ægtefæller. Derfor fik jeg dem til at skrive under på den pressemeddelelse.

Det kan være, at de ikke kan lide det, men det var lige præcis det, der skete, og det er jeg rigtig glad for.

Tidligere Aarhus-biskop Kjeld Holm kalder det en sandhed med modifikationer, når det lyder, som om det var dig, der fik idéen til at lovliggøre homoseksuelle vielser i folkekirken.

Som jeg siger, så laver jeg en voldsom skelnen mellem at kalde viede homoseksuelle for livsfæller og for ægtefæller. Stod det til biskopperne, blev det livsfæller, men det blev til ægtefæller. Det var jeg ophavsmand til. Det er mig, der kan takkes for det.

Tidligere Ribe-biskop Elisabeth Dons Christensen mener, at der med drøftelserne med dig om de homoseksuelle vielser snarere var tale om en magtproces end en dialogproces. Er det korrekt?

Så må biskopperne bestemme sig for, om jeg har sat dem på plads, eller om der var dialog. Min oplevelse var, at biskopperne agerede meget forskelligt. Jeg husker i hvert fald, at jeg havde både biskopper og Kristeligt Dagblad at kæmpe imod.

Kresten Drejergaard, forhenværende biskop over Fyens Stift, siger, at det var tydeligt, at du med de homoseksuelle vielser havde en sag, hvor du ville promovere dig selv, og at det kom til udtryk i en ubehagelig optræden fra din side. Har han ret?

Han har fuldstændig ret i, at det betød meget for mig at få det igennem, så det kom til at hedde ægtefæller. Jeg ville ikke acceptere, at det hed livsfæller. Heldigvis blev det sådan, som jeg gerne ville have det.