Det bør være muligt at blive medlem af folkekirken uden dåb

Folkekirken er en af samfundets mest centrale livsnerver, der sikrer en sammenhængskraft, som ellers trues af nutidens fokus på penge og resultat-orienteret ledelse. Det mener Hans Grishauge, formand for komitéen, der arrangerer den snarlige kirkefestival ”Himmelske Dage” i København

Når kirkedagene i København ”Himmelske Dage” finder sted den 5.-8. maj, vil Gammel Torv være en af de centrale pladser med et mylder af liv for kirkevante og kirkefremmede. For Hans Grishauge er det nemlig vigtigt, at alle får muligheden for at være en del af kirkedagene.
Når kirkedagene i København ”Himmelske Dage” finder sted den 5.-8. maj, vil Gammel Torv være en af de centrale pladser med et mylder af liv for kirkevante og kirkefremmede. For Hans Grishauge er det nemlig vigtigt, at alle får muligheden for at være en del af kirkedagene. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Vi er gennem kristendommen frisat til at gå ud at gøre det, som Grundtvig siger i en bibelhistorisk sang: Vi skal, ud over at elske vores næste, elske det billede, som vi hver især har af Paradis. For det må være det, som livet handler om. Det, at vi mennesker ikke blot venter på paradiset i det hinsides, men at vi har friheden til at skabe paradisiske tilstande her på Jorden med og for hinanden.

Og med kristendommen som et kompas, der giver os gode pejlemærker på, hvilke værdier der er vigtige, ved vi, hvordan vi skal opføre os over for hinanden. For mig handler det om ærlighed, lighed, fællesskab, retfærdighed og folkelighed. Værdier, som, når de ligger i baghovedet, får os til at gøre os umage og tage hensyn til hinanden – og dermed skabe et godt samfund og liv for os alle sammen.

Udfordringen er, om vi tør tage samtalen om det, som kristendommen udfordrer os med: Tro, ånd, fantasi, håb og kærlighed. Alle er begreber, som er vigtige, når vi skal skabe Paradis her, hvor vi er i livet. Eller som Ebbe Kløvedal Reich udtrykte det: ”Når mennesket mister ånd, tro, fantasi og fortælling, er der kun pengene tilbage.”

Et citat, som vi ofte har haft fremme i forbindelse med forberedelserne af ”Himmelske Dage”. Det passer desværre også alt for godt på samfundet i dag, hvor det hele handler om penge og resultater, og alt skal måles og vejes. Helt ulig det kristne kompas.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Jeg har det meget svært med bibelfundamentalisme. Fra min barndom husker jeg missionsfolk, som ikke lod til at nyde livet, men var mere optaget af livet efter døden. Det kunne jeg ikke forstå. Jeg tror, at vi er sat her på jorden for at gøre det godt for hinanden og sammen gøre det så paradisisk som muligt.

Jeg bryder mig heller ikke om sammenblandingen med kapitalismen. Jeg har altid undret mig over, at de to gik hånd i hånd. Kapitalismen synes mest at handle om resultatorienterede handlinger, som ofte udmønter sig i grådighed og at skrabe til sig. Men alligevel ser man mange steder i verden en paradoksal sammenhæng mellem økonomisk vækst i samfundet og kristendommens fremgang.

Det er mærkeligt. For mange steder i nutidens verden ser det ud som, at det er markedet, der er blevet Gud. Og det er vel ikke kristendommens skyld, men omvendt kunne denne udmærkede religion måske i højere grad være modvægt til dette fokus på penge og forbrug.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Folkekirken er en af vort samfunds vigtige centralnerver ligesom folkeskolen, folkebiblioteket, folkeoplysningen, folkestyret og hvad vi ellers har af betydningsfulde institutioner. Folkekirken er på den måde for mig mere end bare et trossamfund. Den er en kulturinstitution i den mest brede forståelse, som også handler om folkeoplysning, og som har mange aktiviteter og et stort råderum, og som tager vare på fællesskabet overalt i Danmark fra hovedstaden til de mindste byer. Ja, mange steder har folkekirken afløst forsamlingshuset som stedet, hvor byen mødes og tingene sker.

Folkekirken er også rundet af foreningstanken og kan være med til at styrke det kollektive sindelag, der er en god modvægt til den konkurrencesamfundsmentalitet, som hersker i øjeblikket, og som ødelægger sammenhængskraften i samfundet med sit fokus på new public management og en resultatbaseret ledelse.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er bureaukratiet, som er tungt. Vi bør have et kirkeråd, som Hans Gammeltoft-Hansen anbefalede. Og lad os så blive fri for at høre på de gamle travere om synoder og svenske tilstande. Vi lever i et foreningsland, og selvfølgelig kan der laves intelligente vedtægter, der kan danne en god ramme om en af landets vigtigste kulturinstitutioner.

Afskaf i stedet Kirkeministeriet, og lad pengene gå ud til stifterne, som i samarbejde med sogne og provstier laver aftaler, fordeler midler og kontraktansætter præsterne. Lad nu kirken blive sig selv med en smal, men nødvendig forbindelse til staten. Det kan et kirkeråd medvirke til at etablere. Folkekirken er også så meget mere end blot et trossamfund, og blandt andet derfor bør det være muligt at blive medlem af folkekirken uden at være døbt. Det handler om folkekirkens rolle som centralnerve i samfundet, og om at alle, som vil være med til at bidrage, skal have lov til at blive medlem – døbte eller ikke-døbte.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det er kirkekaffen. For der mødes vi og udveksler tanker om det, vi netop har hørt, og om andre vigtige sager. Er vi heldige, får vi måske endda et kram. Men prædikenen skal også være i orden, og det betyder for mig, at den skal binde dagens tekst sammen med det, som sker ude i virkelighedens verden. Hvis prædiken kun genfortæller evangeliet, så kan jeg ligeså godt blive hjemme og selv læse dagens tekst.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Jeg synes, at højmessen er lidt stiv og kedelig, og hvorfor er den det? Det er jo et glædeligt budskab, der forkyndes. Men den måde, som det foregår på i kirken, trækker trods eventuelle småjusteringer i liturgien i hvert fald ikke ret mange nye ind i fællesskabet.

Kirkekor og organister laver et stort og flot arbejde, men de overdøver også ofte menighedens fællessang, og det er ærgerligt. Fællessangen er en meget vigtig del af samværet i kirken. Det er jo ofte via fællessangen, at vi får sat følelser på tro og tvivl og mærket savn, glæde og sorg. Så mit råd vil være: Ryd nu det kirkerum for faste bænke og opstil borde, så vi kan begynde med nadveren i form af frisk brød og noget at drikke til. Lidt mere liv og lidt mere samtale kunne der sikkert komme ud af det.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det er muligheden for en fornyelse, en inspiration og en forskellighed, der samtidig kan vække og sætte gang i egen kultur. Et multireligiøst samfund kan derfor bibringe både individet og samfundet en bedre forståelse og en større horisont.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Vi ser i dag mange fordomme, der politisk tales op på en måde, så de skaber angst. Vores tryghed er derfor truet, men måske mest af os selv. Grundtvigs ord om, at friheden er udfordret, ikke kun af fremmede, men i høj grad også af os selv, passer godt i den sammenhæng. De lyder nemlig: ”Min frihed starter ved din frihed. Hvis ikke du er fri, er jeg ikke fri.”

Det er så også en fortolkning af frihedsbegrebet, der efter min opfattelse er noget helt særligt dansk og nordisk. Det mener jeg, at vi skal bevare og samtale om. Fordi det er et frisind, der er presset i disse år af både religiøse og politiske grupper af allehånde observanser.