Når han og hustruen får gjort rent, skal hjemmehjælpen ikke formaste sig ind i det allerhelligste. Her tager den gamle kirkehistoriker selv over for ikke at risikere, at nogen bringer uorden i reolerne i studereværelset. Så det udvalg, der i anledning af besøget præsenteres på spisebordet, er der med andre ord nøje styr på, ligesom dr. theol. Elith Olesen gennem sit lange liv har haft styr på, og historisk overblik over, store dele af dansk kirkelivs virvar af arbejdsgrene og frivillige organisationer.
LÆS OGSÅ: En folkekirkelig legende på 95 år
I dag fylder Elith Olesen 90 år, og det gør han i fin stil, omend han nødsages til at erkende, at alderen ser ud til at have sat stop for flere kirkehistoriske bøger fra hans hånd. Det ærgrer ham, for han ville gerne have skrevet en efterfølger til sin bog om Olfert Ricard.
Elith Olesen var begyndt at samle stoffet sammen, men andre opgaver kom i vejen blandt andet bogen om skolekammeraten, frihedskæmperen Christian Ulrik Hansen, der blev hans mest solgte og da han siden vendte tilbage til sit gamle projekt og prøvede at få samling på materialet, måtte han nødtvunget erkende, at nu var det måske på tide at gå på pension. Da var han i slutningen af 80erne og havde netop fået færdiggjort sin mursten af en bog om Dansk Samlings Arne Sørensen.
Det er den største skuffelse, jeg har været udsat for, at jeg ikke længere kunne få det til at hænge sammen, konkluderer Elith Olesen efter at have fortalt om sine problemer med fortsættelsen, der aldrig blev skrevet, men i stedet endte som en lille afhandling i Kirkehistoriske Samlinger.
Olfert Ricard, som er hovedpersonen i Elith Olesens Der stod et vejr fra vest (Forlaget Anis), var en forgrundsskikkelse i det kristelige ungdomsarbejde i de første årtier af 1900-tallet, og især det folkekirkelige børne- og ungdomsarbejde har været Elith Olesens felt som kirkehistoriker. Udvalget af bøger, han har fundet frem, udgør kun en brøkdel af det veritable bibliotek, han gennem årene har skrevet om kirkelige organisationer og arbejdsgrene, fra Indre Mission, søndagsskoler og KFUM til bøger om kirkens diakoni og spejderarbejdet.
At han endte ved teologien og kirkehistorien, var en direkte følge af mødet med spejderbevægelsen.
I julegave i 1932 fik jeg Spejderliv, udgivet af KFUM-spejderne i Danmark, og den bog blev fuldstændig revolutionerende for mig. Det var så spændende, at jeg absolut selv måtte blive spejder, men i Viborg, hvor jeg voksede op, var der ingen spejdere på dette tidspunkt, så sammen med et par kammerater dannede vi selv en spejderpatrulje og fik mor til at sy uniformer af fars gamle jagtskjorter og et telt af melsække.
Efter teologisk embedseksamen fik han ansættelse som korpssekretær hos KFUM-spejderne og var med til at sætte sit kristelige præg på korpset med en håndbog for tropsførere og bøgerne om kristendomskundskab til spejderne, der udkom i flere oplag og udgaver.
Det, der fangede mig ved spejderbevægelsen, foruden alt det andet i form af naturoplevelser og så videre, var, at den udgjorde en kristen aktivitet. Det er også, hvad jeg har interesseret mig for i mit arbejde som kirkehistoriker: de kristne og kirkelige aktiviteter, det aktive kirkeliv, for det er jo her, kirken og kristendommen bliver synlig og får betydning i fællesskabet og for den enkelte. For mig er kristendommen en aktivitet.
Elith Olesen tiltrådte sit første præsteembede i 1951 og var præst forskellige steder i landet, indtil han gik på pension i 1989. Samtidig med præsteembederne fik han tid til sit omfattende forfatterskab og efter pensioneringen endelig i 1996 færdiggjort sin doktordisputats. De frigjorte og trællefolket (Forlaget Anis) var 35 år undervejs. Elith Olesen fik, som den første udefra, adgang til Indre Missions arkiver, og disputatsen blev et pionerarbejde. Den kastede for første gang lys over en amerikansk-engelske indflydelse på dansk kirkeliv omkring år 1900, som med prædiken på vækkelsesmøderne om frelse til total syndsfrihed dengang splittede Indre Mission i to stridende parter.
Gennem alle årene har Elith Olesen været fast læser af Kristeligt Dagblad. Det holdt hans forældre, så faktisk har han læst den siden sidste halvdel af 1920erne.
I de første år var jeg meget optaget af børnerubrikken, ikke mindst det ugentlige digt om den sædvanligvis uheldige Palle, som mine storesøstre læste for mig, og som jeg så lærte udenad.
Og herfra kan Elith Olsen stadig citere:
Jeg husker for eksempel, hvordan Palle fandt det for langsomt, at mors dej hævede, så han satte en cykelpumpe i gang i dejmassen, og fik denne til at ende i loftet. Og så hed det: Da får Palle nok at mærke hævelsen, men på sin bag. Det var den tids børneopdragelse, der her kom til udtryk.
Siden, som voksen, fulgte han kirkedebatten i Kristeligt Dagblad.
I min alder har jeg opgivet at tage stilling til alt det, der diskuteres inden for kirken i dag, men det var jo med de gudelige forsamlinger helt tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, at det folkelige gennembrud i kirken begyndte, og jeg ser de kirkelige aktiviteter og arbejdsgrene som fortsat afgørende forudsætninger for et levende kirkeliv. Lige nu synes det lidt på tilbagegang, men jeg tror på, det kommer igen i nye former.