Det er i orden at stille spørgsmål. Både til Gud, Jesus og troen. Men når Jesus - som i søndagens prædiketekst - gentager ønsket om at blive døbt, skal mennesker ikke være så meget herrer i eget liv, at de ikke lader ham råde.
Opsummeringen af den bibeltekst, der i morgen prædikes over, er Hans Krab Koeds, teolog samt lektor i dansk og religion ved University College Syddanmark.
Spørgsmålet, der bliver stillet af Johannes, er, hvorfor han skal døbe Jesus og ikke omvendt. Jesus fastholder sit ønske og bliver døbt, hvorefter Helligånden som en due kommer ned fra himlen.
Hans Krab Koed kan sagtens sætte sig ind i, hvorfor Johannes spørger Jesus: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?”.
”Johannes ved godt, hvem Jesus er, og så er det fuldstændig barokt og bagvendt, at han skulle døbe Jesus, Guds søn. Men jeg ser det som en solidaritet med mennesker, på samme måde som når Jesus hænger på korset for os. Det er selvfølgelig ikke en omvendelsesdåb for Jesus, men han gør det for vores skyld. Ikke for sin egen. Jesus hænger på korset for os, og han er også med i dåben for os,” siger han.
Det samme genfinder man i nadveren.
”Jesus deltager også i den første nadver for at markere samhørigheden med os. Han viser, vi har to afgørende sakramenter, dåb og nadver.”
Sådanne fortællinger fra Jesu liv har altid fascineret Hans Krab Koed. Lige så snart han kunne, gik han i kirke selv, hvis han forældre ikke skulle af sted. Han beskriver hjemmet som grundtvigsk og siger, at han ikke har en ”fundamentalistisk tro”. Den historiske Jesus, der gik rundt på Jorden, er afgørende for ham.
I sin barndomskirke, Eltang Kirke uden for Kolding, hvor Hans Krab Koed er opvokset og fortsat bor, var han meget fascineret af et stort krucifiks på kirkens nordvæg.
”Min familie sad altid lige neden under det, og jeg var dybt fascineret af Jesu historie og fortællingerne om ham,” forklarer Hans Krab Koed.
Da han sidenhen læste teologi og efterfølgende religion, ændredes opfattelsen af det interessante ved denne søndags prædiketekst sig ikke. Derfor er den også altid med i hans undervisning af kommende lærere.
Teksten viser ”så fremragende” sammenhængen mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, fordi ordene om, at Gud har fundet velbehag i Jesus er profeteret i Det Gamle Testamente. Både konstruktionen, men også indholdet i gudstroen, mener Hans Krab Koed.
”Til forskel for de mange interessante lignelser, som nemt kan ende op i den rene og skære humanisme og lommefilosofi om at være et godt menneske, så stiller en sådan tekst som denne om Jesu dåb mennesket over for afgørelsen mellem tro eller fornuft. Det er vigtigt, at kristendommen holder distance til humanismen, selvom humanisme nemt kan være en oplagt konsekvens af kristendommen. Det er bare så vigtigt, at det ikke er det samme, at der stadig er forskel på mennesker og Gud. Og at paradokset og mysteriet stadig forkyndes,” siger han og fortsætter:
”Det er også meget vigtigt, at vi holder fast i inkarnationen. At Jesus er 100 procent menneske og 100 procent Gud. Menneskets fornuft har det med at blive selvberoende. Vi må ikke glemme det arkimediske punkt uden for os selv og tro, at vi kan forstå alting.”
Hvis vi skulle spekulere os frem til Gud, er der mange former for gudsbeviser, som er mere eller mindre håbløse at fundere troen på, mener Hans Krab Koed:
”Men det fantastiske er, at vi har den historiske person Jesus. Han har helt konkret været menneske som os. Hvis jeg kommer til at tvivle, og det gør jeg som andre mennesker, tager jeg altid udgangspunkt i Jesus.”
Det gjorde han som barn ud fra krucifikset i kirken, og som voksen har historiske steder i Israel fået en stor betydning for Hans Krab Koed, der er formand for menighedsrådet i Sankt Nicolai Sogn i Kolding.
I første omgang, da han som ung var i kibbutz i Israel, vidste han ikke rigtig, om han kunne besøge landets mange hellige steder.
”Så jeg undgik dem i begyndelsen og lod, som om det ikke interesserede mig. For jeg tænkte, det var for voldsomt at komme der. Jeg var og er nemlig ret cool og religionskritisk. Der er ikke noget føleri her hos mig. Men nu har jeg overgivet mig og forstår, jeg godt kan rumme modsætningen mellem tro og viden uden at tabe ansigt eller opgive fornuften.”
Og en dag kom han da også til Betlehem med nogle venner og så Fødselskirken.
”Det gjorde et stort indtryk på mig.”
Som religionshistoriker mener han dog, at det ikke er facts, kendsgerninger og nøjagtighed, det handler om:
”Det, som det kommer an på, er troen og den historiske person Jesus, som vi ved var i området Israel. Bibelen er, som Grundtvig ville sige, en lyskilde. En fantastisk kilde.”
Det er ifølge Hans Krab Koed ”uhyre vigtigt” at se symbolikken og budskabet i alle de fortællinger, Bibelen kaster lys over.
”Det kan godt være, at nogle mennesker har svært ved at forstå dem, men måske man så kan opleve billedet. Vi har mange sanser og ikke kun den rationelle sans,” siger han og fortæller om, hvilket indtryk det har gjort på ham at opleve Jordanfloden i virkeligheden og gå fra Jerusalem til Jeriko. Det føjer nye perspektiver til nogle ellers svære bibelpassager.
”Det er problemet med nogle præster og teologer og såmænd også biskopper. De undsiger muligheden for forskellige sanser og udtaler sig kategorisk om, hvad der er muligt og ikke muligt. Det kan man kun, hvis man hænger fast i en positivistisk erkendelsesteori fra oplysningstiden. Her kommer fornuften i højsædet. Det er vældig godt, for vi skal, som den tyske filosof Kant siger, turde bruge fornuften. Vi får desuden mere demokrati, frihed og autonomi med oplysningstiden. Det er alletiders, indtil det kammer over, og vi tror, vi er herrer over alting,” siger Hans Krab Koed og fortsætter:
”Det er ærgerligt, at oplysningstanken bliver misbrugt til tyranni af det enkelte menneske. Derfor er det også rigtig godt at have en religion, som kan sige en imod. Der gælder det om, at religion ikke bliver en anden udgave af humanismen, for så er mennesket stadig i centrum.”
Her henviser han til salmen ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære”:
”Det er så vigtigt, at man tør synge 'Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde'. Nogle teologer synes ikke, man kan synge den salme, for de kan ikke forholde sig til Guds almagt. Nogle er kloge nok til at formulere det. Mens andre eftersnakkere kløjes i det og ender hos biskoppen.”
