Til gudstjeneste i Svendborg: Det her er rigtig gammeldags, solid kirkegang

Sct. Jørgens Kirke er proppet, selvom der ikke er meget højtid over søndag septuagesima. Det store ...

Sct. Jørgens Kirke er proppet, selvom der ikke er meget højtid over søndag septuagesima. Det store fremmøde skyldes blandt andet, at præsten engagerer sig i lokalsamfundet, mener flere kirkegængere. Foto: Asbjørn Sand/Scanpix / Scanpix Denmark

Vi har to gode præster, der er nærværende, og som er en del af menighedslivet, og det er en væsentlig del af det
Hans Bach Piekut, menighedsrådsformand

Sct. Jørgens Kirke ved Svendborg er en af Fyens Stifts mest besøgte kirker, hvor man kommer hinanden ved, siger menighedsrådsformanden.Fordi sognet hverken har forsamlingshus eller skole, er kirken den samlende kraft i lokalsamfundet, mener andre kirkegængere

Der er ikke langt fra prædikestol til kirkebænk i den kompakte Sct. Jørgens Kirke i Svendborg, og højt til loftet er der heller ikke. Så da præst Martin Wemmelund indtager stolen for at holde sin prædiken, som denne søndag handler om de betroede talenter, står han bogstaveligt talt lige foran menigheden.

”Vi står i dag på et mærkeligt punkt i kirkeåret,” siger han. ”Søndag septuagesima. Nedtællingen fra jul er nu afsluttet. Snart - til fastelavn - begynder nedtælling til påske. Men lige nu står vi stille.”

Som præsten siger, er dette ikke nogen opsigtsvækkende søndag, men alligevel er bænkene i Sct. Jørgens Kirke proppet. Ganske vist er der barnedåb, og dåbsgæsterne til den lille Bella Mangor fylder derfor rækkerne godt ud.

Men dåb eller ej, skal man tro de tællinger, som bliver ført på Fyn, så er Sct. Jørgens Kirke en af de mest besøgte i stiftet. Selvom her ikke er plads til mere end 200 ad gangen, sidder der i gennemsnit 102 personer til en højmesse eller gudstjeneste i løbet af en uge.

Det kan skyldes mange ting, mener en af de mest trofaste kirkegængere, menighedsrådsformand Hans Bach Piekut.

Selvom her ikke er plads til mere end 200 ad gangen, sidder der i gennemsnit 102 personer til en højmesse eller gudstjeneste i løbet af en uge. Foto: Asbjørn Sand / Scanpix Denmark

Elias på tre år venter på at gudstjenesten går i gang, og at hans lillesøster Ella skal døbes. Han ...

Elias på tre år venter på at gudstjenesten går i gang, og at hans lillesøster Bella skal døbes. Han holder sin far Lasse Tholstrup Mangor i hånden. Foto: Asbjørn Sand / Scanpix Denmark

”Gennemsnittet er jo også medregnet jul. Men vi har to gode præster, der er nærværende, og som er en del af menighedslivet, og det er en væsentlig del af det. Så har vi en tradition for fantastisk salmesang, så det at komme i kirke bliver noget rart noget, folk snakker sammen, og man kommer hinanden ved. Det her er rigtig gammeldags, solid kirkegang,” siger han.

Oprindeligt er Sct. Jørgens Kirke en spedalskhedskirke, der blev grundlagt i forlængelse af Sct. Jørgen-gårdene, hvor spedalske i 1100-tallet kunne søge tilflugt i udkanten af byerne. Det er derfor, kirkebygningen ikke er større. Men hvor kirken engang var for de udstødte, er den i dag for de indfødte, og der bor lidt over 5000 indbyggere i sognet, hvoraf knap 4500 er medlemmer af folkekirken.

I kirkens ti år gamle sognegård afholdes spaghettigudstjenester for fulde huse, og i ti år har organisten arrangeret babysalmesang for sognets småbørnsforældre. Derudover er posten som kordegn, der beder indgangs- og udgangsbøn, besat af fem medlemmer af menigheden, der skiftes til at medvirke ved gudstjenesterne. Det er nogle af de initiativer, der er med til at give kirken en forankring i lokalsamfundet, mener flere af kirkegængerne, som samles efter gudstjenesten.

I kirkens ti år gamle sognegård afholdes spaghettigudstjenester for fulde huse, og i ti år har organisten arrangeret babysalmesang for sognets småbørnsforældre. Foto: Asbjørn Sand / Scanpix Denmark

”Kirken betyder meget for fællesskabet. Den er vores faste holdepunkt,” siger Nanne Drejer, der er trofast kirkegænger. Foto: Asbjørn Sand / Scanpix Denmark

”Det er et lidt specielt sogn, fordi vi ikke har noget forsamlingshus og heller ikke nogen skole. Så kirken er der, hvor vi samles,” siger Hans Bach Piekut

Nanna Drejer, en anden trofast kirkegænger, giver ham ret:

”Kirken betyder meget for fællesskabet. Den er vores faste holdepunkt,” siger hun.

I det teologiske landskab ligger menighedsrådet et sted på midten. Sognepræst Martin Wemmelund betegner sig selv som grundtvigianer, men som han siger det, så er det det jo bare gået hen og blevet for at udtrykke, at man ikke er missionsmand.

”Så det er for lidt. Jeg vil hellere kalde mig folkekirkelig ud fra den tanke, at det for mig at se handler om at skabe balance mellem det, man skal gøre gældende, og der, hvor man skal være lyttende. Kirken skal stå for noget, og samtidig skal vi også kunne gå i dialog med de folk, der kommer,” siger han.