I mange år var tro ikke noget, der spillede en rolle i politikeren Christine Antorinis liv. Som ung SF'er fravalgte hun det religiøse. Politisk har hun flyttet sig, og har de seneste år været medlem af Socialdemokraterne. Hun ser, at de spørgsmål om tro, som hun i mange år har holdt sig fra, er påtrængende på tværs af religioner og kirkeskel.
«Hvis jeg overhovedet har nogen fornemmelse for nye dagsordener, kan jeg mærke, at det religiøse er højpotent og samfundsforandrende. Lige fra globale sammenstød som vi ser nu mellem statsløse, religiøse terrorister vendt mod den vestlige verdens verdslighed. Til en ny optagethed af det religiøse i Danmark fra okkulte tv-programmer til seriøse og velbesøgte forsamlingshusmøder om religion, tro og ånd«, skrev Christine Antorini i en kronik i Berlingske Tidende i maj. Det er denne kronik, der har fået teolog og journalist Iben Thranholm til at sende stafetten videre til Antorini. Hun vil gerne vide, hvad det er, Antorini fornemmer, og hvad det kan betyde politisk.
- Religion betyder stadig mere i den politiske debat. Religiøse fundamentalister er blevet en skarpere stemme i debatten. Det skræmmer mig, fordi fællestrækket for fundamentalisme er, at man ikke vil give rum til mennesker med en anden opfattelse. Det strider mod mit samfundssyn. Sammenhængen mellem religion og fundamentalisme kunne være en begrundelse for at afvise religion, siger Christine Antorini og fortsætter:
- Men jeg ser også en stor gruppe mennesker, for hvem religion betyder meget, uden de på nogen måder er fanatikere. Der er mennesker, på tværs af trosretninger, med en religiøs ånd, der finder forklaringer i religionen, som de ikke får i et rationelt sekulært univers. Og det er den store gruppe af mennesker, jeg mener det er vigtigt at favne også politisk.
Christine Antorini er født ind i et religiøst univers. Hendes mor er fra den italienske del af Schweiz, og det stod ikke til debat, hvorvidt hun og broderen skulle døbes og oplæres i den katolske tro, selv om hendes far er folkekirkemedlem med et afslappet forhold til kirken. Hun kan stadig den italienske aftenbøn, som moderen lærte hende som lille pige. De mange søndage på kirkebænken i den katolske kirke i Roskilde mindes hun uden begejstring.
- Jeg husker det mest som meget kedeligt. En af præsterne, der tilhørte den sorte skole, kom med bandbuler mod brug af prævention og abort. Min mor var anfægtet over hans forkyndelse, og jeg havde en del diskussioner med hende om det urimelig i præstens udsagn. Jeg blev konfirmeret, men jeg stoppede kort efter med at komme i kirken, ligesom min mor valgte kirkegang fra.
- Jeg tænkte meget over, hvordan man opførte sig som et godt menneske. Mit politiske engagement tog form kort efter min konfirmation. I politik opdagede jeg, at jeg kunne være med til at forandre det, jeg ikke syntes fungerede. Jeg oplevede, at jeg fandt mange flere svar i det politiske arbejde end i kirken, siger Christine Antorini, der meldte sig ind i SF's Ungdom, da hun kom i 1.g. på Himmelev Gymnasium i begyndelsen af 1980'erne. I 1991 blev hun folketingsmedlem for partiet.
Hun er stadig medlem af den katolske kirke, men præsenterer sig gerne som »katolsk ateist«.
- Jeg har set mig selv som ateist og haft det fint med den betegnelse. Flere har spurgt, hvorfor jeg ikke har meldt mig ud af den katolske kirke, men jeg er blevet, fordi jeg ellers skulle finde ud af, hvad jeg så troede på, siger Christine Antorini.
Når hun taler om religion og politik, veksler hun mellem samfundsmæssige iagttagelser og egne erfaringer. Sidste sommer blev hun gift med sociologen Henrik Dahl. Det var vigtigt for ham, at de blev viet i en kirke. Det udfordrede den ateistisksindede Antorini.
- Vi blev gift i en kirke, fordi det betød noget for Henrik og fik nogle gode samtaler om, hvad religion betød for ham. Jeg måtte i den forbindelse forholde mig konkret til den katolske tro og mit forhold til den i dag. Egentlig er jeg nok mere protestant end katolik. Jeg er blevet udfordret og har lyst til at finde ud af mere: Hvad betyder troen i forhold til mig selv og andre?
Et socialdemokratisk vennepar meldte afbud til vielsen, fordi de som ateister ikke ønskede at være med i kirken. Antorini blev paf. Hun nævner episoden, som et eksempel på, hvilke stærke følelser som kommer i spil, når man oplever at ens religiøse valg ikke bliver accepteret.
- Hvis man hele tiden støder ind i sådan afvisning af respekt for den religiøse dimension, så risikerer man en meget uheldig polarisering i af religionen. Den religionskonflikt, der er mest synlig i Danmark er sammenstødet mellem islam på den ene side og livet i et sekulært Danmark på den anden side. Her er det vigtigt at finde en balance. Fundamentalistisk islam fylder alt for meget i debatten i forhold til flertallet af moderate muslimer, der ikke vil ændre det danske samfund, men have lov til at være til stede også med deres tro. Som politiker vil jeg gerne være med til at tage den debat primært som en holdningsdiskussion. Socialdemokratiet har et ateistisk grundlag, men jeg tror, vi i partiet må diskutere, om vi ikke indirekte er med til at skubbe nogen i en fundamentalistisk retning ved at afvise religionen, siger Antorini.
Hun har med egne ord levet et godt liv uden religion, men er i dag mere splittet og siger, hun ønsker at få hold på det religiøse. I forbindelse med bogen »Borgerlige ord efter revolutionen« har hun holdt en del foredrag med overskriften »Fra borger til bruger«.
- I dag er den generelle tendens, at vi er brugere, der mener, vi har krav på en række ydelser. Når jeg taler for et »borgersind«, som er en moralsk tilgang til at gøre noget, der række ud over dig selv, så er det en holdningsdiskussion, hvor man kommer tæt på nogle religiøse overvejelser. Ved de mange møder, hvor vi har diskuteret emnet, har jeg mødt mange mennesker, der kan begrunde deres borgersind ud fra et religiøst ståsted, som fortæller dem, hvem de er og definerer deres ansvar for omverdenen. På den ene side er der noget, der vender sig i mig, fordi mit livssyn bygger på FN's menneskerettigheder, men jeg må erkende, at mennesker finder forklaringer i religionen, som de ikke kan finde i et rationelt, sekulært univers.
- Nu er jeg åben for, at man kan have behov for et univers, der fungerer på andre præmisser end de rationelle, hvor man diskuterer nogle af de samme ting som i politik, men ud fra en åndelig dimension.
Blå bog:
Christine Antorini, 39 år, er cand. comm. i offentlig forvaltning og folketingskandidat for Socialdemokratiet. Hun har været studievært på Deadline på DR2 og er fra 1. september ansat i HKs reformsekretariat. Hun har været chef for Forbrugerinformationen og ansat i Oticon som kommunikationsmedarbejder. Har været medlem af folketinget for SF fra 1991 til 1998. Hun har bidraget til flere bøger blandt andet »Borgerlige ord efter revolutionen«, »Det Ny Systemskifte« og »Epostler«. Christine Antorini, der er gift med sociologen Henrik Dahl, har en søn på 16 år og en datter på 14 år fra et tidligere ægteskab.
Serieboks:
Stafet på tro
Samtalen om tro og eksistens optager stadig flere danskere. Kristeligt Dagblad har sat en stafet af interviewsamtaler i gang, der handler om tro og den tid, vi lever i. Christine Antorini har sendt stafetten videre til stud. scient. pol. Rasmus Hylleberg, der er baptist og sidder i hovedbestyrelsen for Det Radikale Venstre. Hun vil gerne vide, hvordan han forener sin kristne tro og det politiske engagement.