Hvordan vil du beskrive din tro?
Den er meget almindelig og udramatisk og må karakteriseres som en vaklende kombination af velsignelses- og frelselsesreligion og lidt overtro. Min tro lever i gudstjenestens fællesskab, når man synger sammen og går til nadver sammen.
Hvor meget jeg går i kirke, svinger lidt med de forskellige livsfaser. Lige nu er der for eksempel ikke så meget kirkegang, og det er noget, jeg faktisk savner og regner med at vende tilbage til. Gudstjenesten er et særligt rum, selv i de mest 1970’er-agtige kirker, fordi man er sammen med en gruppe mennesker om det, der foregår. Og så er det et begavet rum. Det er dybe tekster, der udlægges af en begavet person, så rummet er et sted, hvor der er noget at tænke over.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg har både missionske og grundtvigianske rødder, og jeg er taknemmelig for at have begge grene i mig. Det betyder for eksempel, at litteratur fylder rigtig meget. Alt fra de nordiske myter til de bibelske fortællinger giver en god indlæring i menneskets komplekse størrelse. Men kristendommen var i mit barndomshjem ikke noget, man gik og talte om. Det hørte bare med.
Hvad har udfordret din tro?
Det er der særligt to ting, der har og gør. Det ene er, at religiøs overbevisning og vanvid er så frygtelig nært beslægtet. Det udfordrer mig, at kristendommen og alle mulige andre religioner igennem århundreder er blevet spændt for den ene mere horrible vogn efter den anden. Det er forfærdeligt og en kæmpe udfordring for religiøse mennesker, fordi religion giver fanatisme en slags guddommelig begrundelse.
En anden udfordring er, at en del af samtidens religiøse opblomstring har en form for religiøs livsforståelse, som ikke rigtig vil tage højde for religionskritikken. Men i den tradition, som folkekirken er en del af, har liberalteologien og den dialektiske teologi spillet en central rolle.
De bevægelser insisterede netop på at tage religionskritikken alvorligt, og det tankemønster vil jeg være meget ked af at smide ud. Derfor synes jeg, at en naiv religionsforståelse er udfordrende.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
I min konfirmationstid blev jeg meget glad for at gå i kirke, og jeg var glad for min præst. Det var ikke nogen religiøs vækkelse, men jeg tog en beslutning om, at kristendommen var interessant, og at det var her, jeg hørte til. Det har jeg ikke sluppet siden. Når jeg har brugt et helt liv på at studere kristendommen og har det som fag, præger det da min tro.
Det betyder, at jeg har blik for mange forskellige måder at være kristen på, og at den form for kristendom, jeg har, ikke bare er selvfølgelig, men er særegen. Hver dag ved jeg jo mere, end jeg gjorde i går, så på den måde har troen nok hvis ikke ændret sig, så er den i hvert fald blevet uddybet.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
For eksempel forsøger jeg at give troen og min egen relation til den kristne tradition videre til mine børn i form af viden og nysgerrighed og interesse. På den måde gør jeg lidt det, mine egne forældre gjorde for mig, nemlig at fordybe sig i livets kompleksitet gennem litteratur.
Det går lidt hånd i hånd for mig, det med troen og litteraturen, og på den måde har jeg ikke nogen udpræget religiøs praksis, men jeg udfolder min tro ved at lade nysgerrigheden råde og insistere på at vende endnu en side, inden jeg tager en beslutning.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg har ikke noget sådant forbillede, men jeg var glad for Jakob Grosbøll, der var min præst i studietiden. Han formåede at forkynde menneskets utilstrækkelighed, men uden at give køb på forventningen om menneskets ansvar over for sin næste og for samfundet. Det at kunne holde de to ting sammen gjorde han godt.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har fået et særligt åndeligt råd, og jeg ved heller ikke helt, hvad jeg skulle gøre ved det, hvis jeg fik et. Men de bedste åndelige råd kommer nok fra den langsomme litteratur. Jeg elsker at læse langsomme bøger, eksempelvis af Thomas Mann. Jeg synes, at langsomhed er vigtigt, også selvom jeg ikke altid selv er så god til at følge det.