En aften for omtrent 14 år siden bankede det på døren hos læreren Annette Vilhelmsen i hjemmet i Kerteminde på det nordlige Fyn.
Det var byrådsmedlem Rasmus Pedersen fra Socialistisk Folkeparti (SF), der stod derude, og da Annette Vilhelmsen åbnede døren, vandrede han rask indenfor og fremlagde sit ærinde. Han var på vej ud af byrådet, og der skulle bruges en afløser. Det måtte gerne være en kvinde, sagde han.
Sådan begynder fortællingen om, hvordan Annette Vilhelmsen endte i politik. Hun fortæller den på en café ikke langt fra Christiansborg en almindelig onsdag fyraften, og det er en begyndelse, hun selv beskriver som værende temmelig tilfældig. Ikke desto mindre udviklede den sig med tiden til et sæde i Folketinget, en formandspost for SF og en ministertitel.
Der har været op- og nedture. Hun er ikke længere hverken formand eller minister, men hun vil ikke have været sine formands- og minister-erfaringer foruden.
”Der er nogle situationer i livet, hvor man tænker: 'Hvorfor mig? Der må da være en anden.' Men nogle gange skal man stille sig frem og tage imod det, som livet og verden bringer,” siger hun.
Samme spørgsmål ”hvorfor mig?” har måske lydt i hovedet på den unge pige, Maria, i søndagens tekst, da hun fik uventet besøg af Herrens engel. Maria fik at vide, at hun ikke skulle være bange, for Gud ville, at hun skulle blive med barn og føde en søn, som hun skulle kalde Jesus.
Selvom Maria i første omgang bliver bange og ikke kan forstå, hvordan det skal kunne lade sig gøre, tager hun imod opgaven som Herrens tjenerinde.
”Det er sådan en fantastisk tekst,” siger Annette Vilhelmsen, der trods fast arbejde på Christiansborg gennem nogle år endnu ikke har lagt sin fynske dialekt fra sig.
”Her har vi en helt almindelig, uerfaren pige, som er uvidende om, hvordan verden og livet hænger sammen. Hun er en person, som man ikke skulle tro meget om. Og så er det jo fantastisk, at hun kan få lov at opleve dette under,” siger hun.
”Det værste er ikke at turde livet. Vi lever i en tid, hvor vi alle forsøger at skærme os selv og vores nærmeste fra smerte og ubehag. Man overbeskytter sine børn, og man vil ikke have, at folk kan se, at man er ved at blive gammel. Man styrer uden om de svære ting. Men her er en pige, som siger ja til livet med alt, hvad det indebærer. Det, kan vi tage med os, når vi læser teksten.”
Tilværelsen byder på mange forskellige udfordringer, både store og små, og som menneske kommer man også gennem livet til at stå i mange tilvalg og fravalg. Af store beslutninger kan Annette Vilhelmsen for sit eget vedkommende nævne det at få børn, at finde den personlige kærlighed og at træde ind i politik.
”Der er også nogle situationer, som føles som et kæmpe, kæmpe 'intet' at stå over for. Hvor det hele bliver meget skræmmende, og man er rædselsslagen for at tage skridtet ud i det. Der er to situationer i mit liv, hvor jeg virkelig har haft det sådan. Den ene var, da jeg sagde ja til at være formand for SF,” forklarer hun.
”Det var ikke det at tage valget, der var svært. Det var mere det at stå foran det og se det for sig. Det andet var, da jeg skulle finde ud af, om jeg turde være der, da min far døde. Og jeg endte med at sige ja til at stå og holde ham i hånden i den sidste tid.”
Det er fem år siden. Hendes far havde lidt af alzheimers gennem næsten 15 år, og Annette Vilhelmsen havde altid forestillet sig, at den dag, hendes far ikke var her længere, ville være dagen, verden ikke længere stod. Derfor var det en svær beslutning.
”Men jeg holdt ham i hånden til sidst, og der blev det naturligt. Før begravelsen snakkede vi med præsten om, hvilken tekst hun kunne prædike over, og så valgte hun påskefortællingen om opstandelsen. Vi talte om stenen, der ruller fra graven, og så var det pludselig til at forstå, den trøst og kraft, der er i opstandelsen,” siger hun.
”Det er jo i min alder, at sådan nogle ting sker - at man mister sine forældre. Og jeg snakkede med nogle efterfølgende, hvor jeg følte, at jeg kunne sige 'nu kender jeg livet'. Jeg har født to børn, og jeg har holdt min far i hånden, da han døde. Det er de ultimative dele af livet. Når det kommer til verden, og når det går igen.”
Annette Vilhelmsen har altid været troende. Og med det mener hun, at hun tror på det, som der er blevet sagt ”ja” til ved hendes dåb og konfirmation. Hun stammer fra en højskoletradition og er vokset op med både højskole- og salmesang. Hun er medlem af folkekirken, men var en periode meldt ud, fordi hun sammen med sin mand og to sønner kom i Ryslinge Frimenighed, en grundtvigsk menighed på Fyn.
”Jeg er nok grundtvigianer på den måde, at jeg tror, livet hører til her på jorden. Jeg er ikke tilhænger af skæbnetro, eller at man bliver straffet 'en til en' for sine synder eller sådan noget. Jeg stiller ikke spørgsmål til Gud om, hvorfor tingene sker, som de sker. Jeg tror slet ikke, det giver mening at spørge 'hvorfor'.”
Det er der for meget krig og ødelæggelse og for mange uguddommelige hændelser til, mener hun. Hun hæfter sig ved, at verdens forfærdeligheder er menneskeskabte.
”Men der er tidspunkter, hvor jeg har haft brug for at føle, at jeg ikke stod alene. At jeg simpelthen var nødt til at se tingene i en større sammenhæng. Jeg beder ikke rigtig, og jeg er ikke i kirke hver søndag. Når der sker ting, jeg slet ikke kan være i, så erkender jeg, at det her kan jeg ikke selv, og der siger fortællingerne fra Bibelen, for eksempel denne her om Maria, noget alment om det at være menneske og om livet.”
Annette Vilhelmsens yndlingssalme er ”Tænk, at livet koster livet”. Og den synes hun passer perfekt til fortællingen om Mariæ bebudelse.
”Det er noget af det vigtige i denne tekst. At vi skal lade os berøre af livet og have mod til at gå ind i det. Og ja, det koster noget. Maria får det allerstørste, man kunne tænke sig. Hun får lov at være Herrens tjener, livets tjener og kærlighedens tjener. Men det koster, og hun skal se sin søn korsfæstet og lidende. Og sådan er livet. Det har den største pris.”