Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det bedste ved kristendommen er inkarnationen, altså den tanke at Gud bliver menneske. Det betyder, at mennesket ikke længere behøver at se op efter noget transcendent, men i stedet kan se lige frem. I næsten alle religioner må mennesket stræbe opad efter Gud, men denne stræben er med inkarnationen bekæmpet i den kristne tro. Med Kristus som forbillede gives en etisk åbning over for medmennesket. Ligesom Kristus så sine disciple i øjnene, kan vi se hinanden i øjnene.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Det værste ved kristendommen er, at det er en patriarkalsk religion. Bibelen er en bog først og fremmest skrevet af mænd, om mænd og til mænd. Ifølge den franske filosof Simone de Beauvoir har kvinden altid stået som ”den anden”, som den, manden definerer sig selv, og dermed det universelle, i modsætning til. Dette er for mig at se tydeligt i Bibelen. Kvinden er langt hen ad vejen blot castet som et forstyrrende element. Det er Eva, der frister manden og får Adam til at falde. I Det Nye Testamente advarer Paulus om, at kvinder ikke må tale i store forsamlinger. Kristendommen har for mig at se ikke hjulpet kvindesagen, tværtimod.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det bedste ved folkekirken er, at den er et værn imod sekter. Denne tanke slog mig for alvor, da jeg var i New York i USA for at studere et semester og en dag passerede nogle unge piger fra amish-bevægelsen. Jeg kan ikke vide, hvordan netop de piger havde det, men det faktum, at der er en stærk social kontrol i sådanne religiøse samfund, gør mig ked af det. At børn opdrages til at tro, at en sekts vej er sandhedens vej, at piger opdrages til at tro, at de er underordnet drengene, er for mig at se et overgreb. Der ser jeg folkekirken som en slags ventil, der sørger for, at det religiøse ikke går over gevind.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det værste ved folkekirken er, at den mangler passion. Det er, som om vi i folkekirken kun ser lidenskab og passion, når patriarkatet sætter trumf på, for eksempel i forbindelse med debatten omkring kirkelig vielse af homoseksuelle. Der er altid nogle reaktionære, der kan finde ud af at være lidenskabelige. Ellers ser jeg ikke meget passion. Jeg er nok lidt kierkegaardsk på det her område. Jeg er selv opvokset i et frikirkemiljø og har været meget troende i størstedelen af mit liv. Det er jeg ikke længere, men jeg forbinder stadig kristendommen med lidenskab og radikalitet. At det må være alt eller intet. Enten tror du, at Kristus er Guds søn og døde for dig, og så bliver alt anderledes. Eller også tror du ikke. I det frikirkemiljø, hvor jeg voksede op, glemte man aldrig, hvad man troede på, og den radikalitet har jeg respekt for.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Altergangen var højdepunktet for mig, da jeg selv gik regelmæssigt i kirke. Det, at man på én gang var sammen og alene, brød brødet, drak vinen og tog ordet alvorligt, det betød meget for mig. Jeg glædede mig altid på forhånd til nadveren, men jeg var også altid en smule nervøs. Var jeg troende nok til at modtage nadveren? Ihukommede jeg ordet på den rette måde? Jeg kunne bruge lang tid på sådanne bekymringer, og jeg tror egentlig, at jeg nød bekymringen lidt.
Hvad er det værste i gudstjenesten?
Det værste ved gudstjenesten er, når prædikenen slår over i et klichéfyldt billedsprog som for eksempel ”lyset, der vinder over mørket, forår som billede på håb og julen som kærlighedens fest”. Jeg bliver altid mistænksom, når billedsprog anvendes til at forklare kristendommen. Det virker som et forsøg på at gøre kristendommen mere poetisk og dermed spiselig. Men det, at Gud blev menneske, og at Jesus døde på korset, er jo vildt dramatisk og egentlig absurd. Når man fører sådanne begivenheder ud i et sprog, der næsten lyder som smuk musik, så synes jeg ikke, man er helt tro over for det, man snakker om.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Det bedste ved det multireligiøse samfund er, at mødet med anderledes troende kan hjælpe os til at stille spørgsmål ved vores egen over- bevisning og undgå at stagnere i dogmer. Den engelske filosof John Stuart Mill peger netop på, at når forskellige meninger er repræsenteret, så tvinges vores tro til at forblive levende. Jeg ved ikke, om det multireligiøse samfund nødvendigvis fungerer sådan, men det er et fint ideal. Samtidig kan en pluralitet af meninger også hjælpe os til at forstå, at verden ikke udgår fra os selv. Da jeg begyndte på gymnasiet, efter at være opvokset i et lille kristent miljø, åbnede verden sig for mig. De mennesker, som jeg før blot havde defineret ud fra det, de ikke var og kaldt dem ”ikke-kristne”, viste sig at være ganske fornuftige mennesker, som blev mine venner.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Det værste ved det multi-religiøse samfund er, når religiøse grupper udøver social kontrol over individer uden at blive stillet til ansvar. Det multireligiøse ideal om, at alle religiøse grupper skal have lov til at være en del af samfundet, må ikke betyde, at vi vender det blinde øje til, når religiøse grupper undertrykker individer. Et tydeligt eksempel på dette finder vi i New York, hvor idealet netop et et multireligiøst ideal. Her lever de ultraortodokse jøder fuldstændig afskåret fra omverdenen med kønsadskilte skoler, busser og synagoger. Det er i mine øjne et klart eksempel på kvindeundertrykkelse.