Diakonien er som saltet og surdejen

Nogle migrantmenigheder i Danmark praktiserer dæmonuddrivelse, men problemet er marginalt, vurderer forsker. ...

Diakoni er mere end velfærd og servicetjek, mener sygehuspræst Helle Rørbæk Hørby. –Privatfoto. Foto: Tonny Foghmar

Kirkens sociale arbejde skal slå til, hvor det offentlige halter. Det mener sygehuspræst ved Aarhus Universitetshospital Helle Rørbæk Hørby

Hvorfor er der brug for kirkens sociale arbejde i et samfund, hvor sygdom og behandling foregår i det etablerede sundhedsvæsen?

Diakonien gør stadig en forskel i forhold til hele den offentlige kommunale omsorg. Den ser mennesket og fastholder det medmenneskelige møde. Det kan den offentlige omsorg også, men diakoni er, at man fastholder, at hjælpen også er et møde med et menneske, og ser det menneske i øjnene. Ligesom Jesus også gjorde. Han helbredte ikke nogen for bare at helbrede. Han så mennesker i øjnene, når han helbredte. På den måde får man mere med diakoni er mere end velfærd og servicetjek.

LÆS OGSÅ: I de svagestes tjeneste

Hvorfor er det vigtigt?

Det er vigtigt, at man ses som den, man er. For det er det, vi lever af. Når man går igennem et sygdomsforløb, bliver man behandlet, medicineret og opereret, men man har også brug for at snakke med nogen om, hvordan det påvirker en at være i en afmægtig situation. Det er vigtigt for den syge at vide, at andre ikke betragter en som nogen, man gør noget for, men som et menneske og et værdifuldt møde. Jeg synes, det er bevægende at få lov til at blive inviteret indenfor i folks liv. Det handler diakoni også om, og det sætter kristendommen fokus på.

Kirkens sociale arbejde har udviklet sig meget gennem tiden. Hvordan ser diakoniens fremtid ud?

Jeg tror, vi skal gøre det, vi altid har gjort. Hjælpe de steder, hvor det kommunale og statslige ikke er eksempelvis er der større behov for sorggrupper, end der kan etableres på kommunal basis, men her kan kirkens sociale arbejde hjælpe. Hele hospitalsvæsenet var engang kirkeligt, men nu har samfundet overtaget den opgave. Så kirkens sociale arbejde skal gøre opmærksom på nye steder. Frivillighedskulturen er et nyt område på hospitalerne, hvor vi kan støtte og hjælpe mennesker, som har brug for medmenneskelig hjælp, og her er der god grund til, at kirken træder ind. Man er begyndt at bruge frivillige som besøgsvenner, og det kan kirken godt organisere mere.

Kan diakonien undværes?

Nej, aldrig. For det er der, hvor en del af evangeliet bliver til handling. Diakonien er som saltet og surdejen. Det er kirkens måde at være til stede i samfundet på. Vi har fokus på, at hjælpen altid sker i et medmenneskeligt møde, og den holdning rækker videre ud, når vi gør det. Min fornemmelse er, at lægen og sygeplejersken også gerne vil møde den syge i øjenhøjde, så også derfor er der et rum for diakonien på hospitalet.