Dilemma: Er selvmord en synd?

Pårørende til mennesker, der begår selvmord, undgår kirken af frygt for fordømmelse. Det kunne Kristeligt Dagblad fortælle i går. Trods præsters forsøg på at gøre op med fortidens fordømmelse for eksempel ved støttegudstjenester for efterladte klæber den gamle teologi stadig til kirken. Men hvad tænker moderne præster om selvmord?

Dilemma: Er selvmord en synd?

JA, SELVMORD ER EN SYND,
mener Ingeborg Ellen Kastberg Nielsen, hospicepræst på Hospice Sønderjylland og kontaktpræst i Haderslev Stift vedrørende selvmordsforebyggelse.
.

I princippet ja. Livet er en gave, og hvis man siger nej til den gave eller så at sige kasserer sit liv ved at begå selvmord, så begår man en syndig handling mod livet selv og mod Gud, som gav det. Men det er en alt for kompleks og følsom problemstilling til, at den kan stilles op som et ja-nej-tema. Hvis man siger, at selvmord ikke er en synd, kan det alt for let blive opfattet, som om man mener, at selvmord er i orden, og det er det rene galimatias. Men det er i tråd med tidens ideal om, at enhver har ret til at bestemme over sit eget liv, og ingen andre har ret til at blande sig deri. Kristendommen siger det modsatte: Vi er altid forpligtet over for hinanden. Dermed følger også retten til at blande sig i andres beslutning og i givet fald pligten til at forhindre dem i at begå selvmord.

Men har den enkelte ikke ret til at bestemme over sit eget liv?

Retten til at bestemme over vores eget liv er forbundet med et ansvar, og med ansvaret følger muligheden for ikke at leve op til det, og lever vi ikke op til ansvaret, har vi gjort os skyldige. Det følger med at være menneske. Ingen kan slippe igennem livet uden at begå fejl, og i den forstand er vi alle syndere. Et menneske er ikke mere syndigt end alle andre, fordi det begår selvmord.

Det kan forekomme abstrakt at tale om selvmord som synd. Er der konsekvenser af denne synd?

Man siger, at for hvert begået selvmord bliver syv mennesker i den nærmeste kreds direkte ramt af det. Familie, netværket, dén, der finder den døde, arbejdskammerater, naboer og andre. For dem bliver det en dobbeltbelastning. Foruden sorgen over at have mistet og fortvivlelsen over, hvordan det er sket, og ofte også en vrede over ikke at have fået muligheden for at forhindre selvmordet skal de kæmpe med det, de føler som omverdenens fordømmelse af selvmordet. Set i dét lys er selvmordet en egoistisk handling. I stedet for at tale om synd burde vi måske tale om skyld: at et menneske, der begår selvmord, pådrager sig skyld. Skylden har med vores handlinger at gøre, og hvis selvmorderen pådrager andre noget, så gør vedkommende sig skyldig. For eksempel når barnet bliver traumatiseret ved at finde sin døde far.

Men synd kan også være forbundet med fortabelse og Helvede. Går folk, der tager deres eget liv, fortabt?

Nej! Hvis vi tror på en nådig Gud og på syndernes forladelse, kan det for mig at se under ingen omstændigheder forbindes med tanken om, at den, der begår selvmord, går fortabt, kommer i Helvede, eller hvordan man vil formulere det. Kristus har så at sige tømt Helvede, da han døde på korset for vore synders skyld. Det giver os ikke ret til at skalte og valte med livet, som vi har lyst til, men derimod pligt til at tage imod det og passe godt på det og hinanden.

Hvordan skal kirken være klar med det budskab, at selvmord er forkert, uden at skræmme mennesker væk?

Det vigtigste er, at kirken formidler syndernes forladelse og det evige liv. Og at kirken har plads til alle de frygtelige dilemmaer, skammen, skylden og ensomheden, som de efterladte sidder med. Det er også vigtigt, at det er handlingen, vi lægger afstand til, og ikke mennesket. Enhver, der på en eller anden måde er berørt af selvmord, har i endnu højere grad brug for kirkens åbne dør for at møde håb og imødekommenhed, tilgivelse og forståelse. Det er kirkens forkyndelse, at Gud tilgiver syndere. Her har kirken historisk set været ude på en helt forkert vej, som der stadig er meget brug for at få rettet op på. Enhver, som begår selvmord, er ulykkelig ellers ville de ikke gøre det. Man kan sige, at selvmordet peger på et andet og mindst lige så vigtigt svigt eller en synd, om man vil netop at fællesskabet åbenbart har spillet fallit, siden det skete.

Men kan kirken ikke være endnu mere aktiv for at imødegå de fordomme, mange går rundt med?

Jeg synes, kirken gør meget. Når mange har et anstrengt forhold til kirken, når det gælder selvmord, skyldes det måske, at det er nemmere at bilde sig selv ind, at kirken afviser den selvmordstruede, hans eller hendes pårørende og de efterladte efter et selvmord. I stedet for at tage imod kirkens forkyndelse og muligheden for at få samtaler med præsterne i kirken, som er vant til at tale om de store emner, der er tabu iblandt os til daglig.

NEJ, SELVMORD ER IKKE EN SYND,
mener Svend Andersen, dr.theol., hjælpepræst ved Astrup, Tulstrup og Hvilsted Sogne og professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.
.

I en luthersk og dermed en folkekirkelig sammenhæng opererer vi ikke med, at en bestemt ting, mennesker gør, er en synd. Den katolske kirke har oplistet synder, men det er noget af det, Luther gjorde op med. I dag vil man derfor sige, at synd handler om menneskets grundlæggende indstilling over for Gud. Synd er, hvis man ikke anerkender eller betragter Gud som den, der har givet én livet. Så det ligger meget langt fra en folkekirkelig tankegang at tale om konkrete synder. Mennesket er grundlæggende en synder, men man kan ikke udpege bestemte handlinger som synder, og derfor giver det heller ikke mening at betragte selvmord som en synd.

Men ifølge Luther kræver Gud dødsstraf for mord. Hvis Gud dømmer en morder, dømmer han så ikke også en selvmorder, når begge dele handler om at tage liv?

Dommen over et menneskes liv kan vi andre dybest set ikke blande os i. Den tankegang, at Gud kræver en morder henrettet, kan man muligvis finde belæg for i Det Gamle Testamente, men det er en frygtelig magt at tiltage sig som menneske, hvis man på Guds vegne vil fælde dom over et menneske. Den magt kan vi slet ikke tiltage os. På samme måde kan vi heller ikke på Guds vegne fordømme selvmordere ved at kalde selvmord for en synd. Luther var påvirket af den tid, han levede i, og havde på nogle punkter en meget bastant måde at tolke Bibelen på. Vi må se i øjnene, at samfundet har udviklet sig, og vi må tage afstand fra mange ting, Luther sagde.

Kirken har historisk set betragtet selvmord som en synd, fordi man mente, at selvmordere gik imod Guds skaberværk. Forkaster du den tanke?

Så enkelt er det ikke. Der er en lang tradition for at betragte selvmordere som folk, der satte sig uden for kirkens fællesskab, men holdningerne har ikke været så entydige. Der er eksempler på teologer i den tidlige kristendom, som har forsvaret selvmord. For eksempel var det en diskussion i oldkirken, om en kvinde, der var blevet voldtaget, burde begå selvmord, fordi hendes uskyld var blevet krænket. Der har også været filosofiske retninger, som så selvmord som en respektabel ting, fordi mennesket dermed forholdt sig afklaret til sin egen tilværelse. Det er vigtigt at huske på, at selvmord kan skyldes mange ting. Der er de tilfælde, hvor mennesker er desperate, psykisk syge eller i krise. Og der er de tilfælde, hvor det er velovervejet og for eksempel skyldes uhelbredelig sygdom. Selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan, for at overbevise folk om, at de ikke skal tage deres eget liv. Men det velovervejede selvmord må vi i sidste instans respektere som udtryk for et voksent, myndigt menneskes opgør med sin egen tilværelse.

Her vil nogle teologer stadig indvende, at livet er en gave fra Gud og dermed ikke noget, man forkaster. Er der ikke noget om det?

Teologisk set tror jeg godt, man kan sige, at et menneske har ret til at sige, livet som sådan er godt, men det liv, som du, kære Gud, har givet mig, kan jeg ikke længere bære.

Sådan et udsagn må vi som teologer acceptere. I sidste ende er det et anliggende mellem Gud og det enkelte menneske. Det ville være formynderisk som kirke at sige, at den opfattelse må du ikke have.

Er du ikke dermed på vej til at retfærdiggøre selvmord?

Jeg hverken retfærdiggør eller fordømmer. Jeg siger først og fremmest, at vi ingen ret har til at fordømme. Netop fordi det er så ømtåleligt og personligt et spørgsmål. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at gøre selvmord til noget harmløst. Men vi har ikke som medmennesker ret til at sige, at det er en synd.

Mange pårørende til selvmordere har et anstrengt forhold til kirken, når det gælder selvmord. Hvad kan kirken gøre ved det?

Det er først og fremmest en opgave for den enkelte præst, der møder de pårørende, at forholde sig til selvmord som til alle andre dødsfald og for alt i verden ikke tale om det som en synd. Hvis det virkelig er et stort problem, at folk har den opfattelse, så kunne man overveje, om folkekirken skulle komme med en fælles tilkendegivelse eller udgive en pjece, der gør rede for, at fordømmelsen af selvmord hører fortiden til.

Men kan man ikke kalde selvmord en synd, uden at man fordømmer selvmord?

Hvorfor skal man så overhovedet tale om selvmord som en synd? Jeg kan forstå, hvis præster inderst inde synes, at folk er utaknemlige, hvis de ikke ønsker at leve. Men jeg kan ikke forstå de præster, der kalder det for en synd.

Ingeborg Kastberg Nielsen er hospicepræst i Haderslev. – Privatfoto.
Ingeborg Kastberg Nielsen er hospicepræst i Haderslev. – Privatfoto.
"Det er meget almindeligt, at et dyr nævnes i sammenligninger. Se eksempelvis 4. Mosebog kapitel 23, vers 24; Ordsprogenes Bog kapitel 28, vers 1; Esajas kapitel 38, vers 13," skriver professor i teologi Helge Kjær Nielsen.
"Det er meget almindeligt, at et dyr nævnes i sammenligninger. Se eksempelvis 4. Mosebog kapitel 23, vers 24; Ordsprogenes Bog kapitel 28, vers 1; Esajas kapitel 38, vers 13," skriver professor i teologi Helge Kjær Nielsen. Foto: Vi har et par stykker i arkivet - de er en del år gamle