Dobbelt royal åbning af Øresundsbroen

Øresundsforbindelsens vejdel åbnes officielt i morgen aften klokken 23

Der hører konger og dronninger til broåbninger. Det bliver også tilfældet i morgen, når den faste forbindelse over Øresund åbnes af Danmarks dronning Margrethe og prins Henrik samt Sveriges kong Carl Gustaf og dronning Silvia. Monarkerne får følge af de to landes statsministerpar. Interessen for den officielle åbning af Øresundsbroen strækker sig langt ud over Danmarks og Sveriges grænser, og et massivt opbud af lokale og internationale pressefolk har meldt deres ankomst for at rapportere fra sammenknytningen af de to nationer. Hele brofesten vil blive transmitteret direkte på tv. Det danske regentpar og statsministerpar kører midt på eftermiddagen i morgen med særtog fra Københavns Hovedbanegård, mens det svenske kongepar og statsministerpar samtidig kører fra Malmø Centralstation for at mødes på den kunstige ø Peberholm. Her kobles de to tog sammen for at køre til Lernacken i Sverige, hvor åbningsceremonien med taler og underholdning finder sted. Instruktøren Michael Fock, der står bag den storstilede »Forestillingen om en Bro« ved vandkanten på Lernacken, er dybt bekymret for vejret i morgen. Strid blæst og silende regn har ved flere lejligheder holdt skuespillere, sangere og danskere væk fra prøverne, og alle krydser fingre for, at arrangementet kan gennemføres. Efter forestillingen forlader regent- og statsministerparrene omkring klokken 17.30 Lernacken i bil og kører over Øresundsbroen mod Danmark. Ved landegrænsen mellem Sverige og Danmark på den vestlige del af højbroen brydes en rød snor. Efter åbningen af vejdelen er der reception i Kastrup for de 3500 særligt indbudte gæster. Samtidig med det officielle program og den ceremonielle åbning af broen er der lagt op til den helt store udendørs folkefest på Amager med musikalsk underholdning af kendte danske og svenske kunstnere. Brofesten på Amager begynder lørdag klokken 14 og fortsætter ud over aftenen for at kulminere med et kæmpemæssigt festfyrværkeri umiddelbart efter, at Øresundsforbindelsens vejdel officielt åbnes klokken 23.00. /ritzau/