Dogmernes dokument

Trosbekendelsen har bundet kirken sammen siden det 2. århundrede

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Sådan lyder de berømte ord i indledningen på den apostolske trosbekendelse. Her har vi i koncentreret form de kristne dogmer formuleret i fire led: forsagelsen af Djævelen, troen på Gud, Jesus Kristus og Helligånden.

Den apostolske trosbekendelse nyder tilslutning fra de fleste kirker verden over. Paradoksalt nok er bekendelsen dog samtidig anledning til et hav af uenigheder, og i dansk sammenhæng kan den få både præster, teologer og lægfolk helt op i det røde felt: Her er den personificerede djævel på spil, som en række danske præster i dagens avis retter et angreb mod. Og her er også grundformuleringerne om undfangelsen ved Helligånden, om jomfrufødslen, om opstandelsen og evigheden, der kan skabe stor splid. For nogle udtrykker bekendelsen faktiske historiske begivenheder og skal forstås helt bogstaveligt, mens andre finder det nonsens at tale om opstandelse, medmindre, det er symbolsk.

Blotte symboler eller historisk manifest; bekendelsen er fast element i enhver gudstjeneste. Den findes på tryk i enhver salmebog i den danske folkekirke. Hvert år lærer landets konfirmander ordene udenad og siger dem højt som bekræftelse på deres kristne tro. Ligeledes lyder bekendelsen som en tilspørgelse fra præsten, hver gang et barn døbes.

Bekendelsen har det i dag lidt besynderlige navn apostolsk, netop fordi den er gammel. Den er simpelthen den ældste af alle de oldkirkelige bekendelser dens grundform menes at gå helt tilbage til begyndelsen af det 2. århundrede. Og navnet apostolsk skyldes, at man har villet forbinde trosbekendelsen med de første apostle. Trosbekendelsen blev oprindeligt formuleret, for at kristne positivt kunne udtrykke deres tro og samtidig afgrænse sig fra andre religioner. I den tidlige kirke førte den til dramatiske interne opgør om den rette forståelse af treenigheden Gud, søn og Helligånd. I dag er det nærmest det eneste dogme, som ikke er blevet angrebet. Måske fordi de fleste teologer trods alt er nervøse for at blive sammenlignet med Jehovas Vidner, som ikke tror på den treenige Gud.