Dommedagskult satser alt på den 21. december

Myndigheder over hele kloden forsøger at bremse dommedagshysteri udløst af, at maya-kalender udløber efter 5126 år

Datoen, 21.12.2012, markerer afslutningen på mayaernes såkaldte lange kalender, et forløb på 5126 år.
Datoen, 21.12.2012, markerer afslutningen på mayaernes såkaldte lange kalender, et forløb på 5126 år. .

Den lille landsby Bugarach i det sydvestlige Frankrig og et nærliggende bjerg er blevet verdensberømt, efter det er blevet udpeget som et af de få steder i verden, der vil blive skånet, når verden går under den 21. december. For at forhindre et stormløb på bjerget er al adgang til den øde og forblæste bjergtop forbudt, og gendarmeriet er mobiliseret for at håndhæve forbuddet.

LÆS OGSÅ: Der dukker stadig nye dommedagskulter op

Datoen, 21.12.2012, markerer afslutningen på mayaernes såkaldte lange kalender, et forløb på 5126 år. Og det har skabt et globalt massehysteri blandt new age- og dommedagsprofeter, der hævder, at det skal forstås sådan, at verden vil gå under den 21. december.

Filmen 2012 har medvirket til at popularisere rygtet om mayaernes påståede spådom, som er blevet udbredt på tusinder af hjemmesider med pseudo-videnskabelige forklaringer på de katastrofer, der venter os: jordskælv og kæmpe-tsunamier forårsaget af en såkaldt solstorm, som desuden vil få polerne til at bytte position, så kommunikationsmidler og alle andre højteknologiske installationer går i baglås.

I USA har såkaldte preppers på dansk: forberedere af dommedag været i alarmberedskab i de seneste år.

LÆS OGSÅ: Jüngel: Kristne kan godt glæde sig til dommedag

Er du dommedagsklar, spørger flere amerikanske hjemmesider, der viser en sekundvis nedtælling til dommedag den 21. december. Blandt andet i delstaten Arizona holdes træningslejre, hvor de såkaldte preppers lærer at begå sig i kaos, indkøbe fødevarelagre og drikkevand.

I Europa har belgieren Patrick Geryl skabt sig et navn som dommedagsprofeternes overvismand. I Spanien har grupper også øvet sig i at overleve, blandt andet i Barcelona, og for foden af Serbiens Rtanj-bjerg er hotellerne ved at drukne i logerende, fordi stedet ligesom Pic de Bugarach siges at ville undgå ødelæggelser.

Myndighederne i flere lande forsøger nu at forhindre befolkningen i at gå i panik.

Der vil ikke ske jorden noget i 2012, understreger den amerikanske rumfartsadministration på sin hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Fem minutter over dommedag

I Rusland har minister for civilforsvar og naturkatatrofer Vladimir Andrejevitj Pusjkov måttet berolige befolkningen, efter panikscener blev konstateret i en lille by øst for Moskva, skriver New York Times.

Også i Mexico har man forsøgt at dementere rygterne.

Maya-kalenderen indeholder ingen profeti om, at 2012 skulle være verdens ende. Det er en marketing-opfindelse, siger Erik Velasquez fra universitet i Mexico By til nyhedsbureauet Reuters.

På Yucatan-halvøen har myndighederne planlagt en maya-kulturfestival den 21. december for at demonstrere, at de heller ikke tror på dommedagsprofetierne.

Selv paven har været ude med forsikringer om, at julen vil finde sted som sædvanligt i 2012.

Maya-eksperter understreger, at vi ifølge mayaerne lever i den fjerde verden, som afsluttes den 21.12.2012. Men blot for at give plads for den femte verden.

Allerede det første årtusindeskifte gav anledning til dommedagsprofetier i år 999, og en lignende frygt omgærdede 2000. I 1999 var modeskaberen Paco Rabanne med til at popularisere en teori, baseret på spåmanden Nostradamus skrifter, om at verden skulle gå under. Blandt andet ville rumstationen MIR falde ned midt i Paris, hed det dengang. Men som så ofte før blev dommedagsprofetierne ikke indfriet.