Domstol skal afgøre om ærkebiskop misbrugte børn

En af Vatikanets tidligere topfolk, Jozef Wesolowski, risikerer op til 10 års fængsel

Sagen mod tidligere ærkebiskop Jozef Wesolowski begynder i dag i Rom. Han risikerer mellem 6 og 10 års fængsel for seksuelt misbrug af børn. -
Sagen mod tidligere ærkebiskop Jozef Wesolowski begynder i dag i Rom. Han risikerer mellem 6 og 10 års fængsel for seksuelt misbrug af børn. - . Foto: Luis Gomez/Reuters/Scanpix.

En af de største skandaler i den katolske kirke i de senere år kommer nu for en dommer.

Retssagen mod tidligere ærkebiskop og ambassadør Jozef Wesolowski, der er anklaget for seksuelt misbrug af børn, begynder i dag i Rom.

Det er den første retssag om seksuelt misbrug af børn i Vatikanet og den første, efter at pave Frans har gennemført en stram nultolerancepolitik over for pædofile præster, og sagen ses derfor som en prøve på, om det så også betyder, at Vatikanet er parat til at straffe ”sine egne” i pavestaten med fængsel.

Det italienske katolske magasin Famiglia Cristiana udråbte allerede sidste år sagen til ”et historisk skridt” for den katolske kirke, og den anerkendte Vatikan-ekspert John Allen skriver i Crux i Boston Globe, at den er en test, der nu vil vise, om ”den tid er forbi”, hvor kirken dækkede over skandaler.

Jozef Wesolowski, 66 år, er den hidtil højest placerede inden for den katolske kirke, der er blevet anholdt og anklaget for seksuelt misbrug af børn.

Han er polak, statsborger i pavestaten og blev ordineret i Krakow i 1972 af den daværende kardinal Karol Wojtya, senere pave Johannes Paul II.

Wesolowski gjorde karriere og blev udnævnt til ”nuncio”, Vatikanets ambassadør, første gang i Bolivia i 1999. Året efter blev han ærkebiskop.

Han havde flere poster, blandt andet i Kasakhstan, inden han i 2008 blev ambassadør i Den Dominikanske Republik.

I 2013 afslørede tv-journalisten Nuria Piera, at ærkebiskoppen samlede fattige drenge op på strandpromenaden i hovedstaden, Santo Domingo.

Hun bragte interviews med nogle af drengene, 13-17-årige, der ofte levede som skopudsere på gaden.

De fortalte, at de kendte ærkebiskoppen under navnet ”Italieneren”, fordi han talte spansk med en kraftig italiensk accent.

Han misbrugte dem seksuelt og gav dem bagefter penge.

Den dominikanske anklagemyndighed åbnede en sag, og Vatikanet kaldte ambassadøren hjem.

Siden har anklagemyndigheden samarbejdet med Vatikanet og udleveret bevismateriale til pavestatens undersøgere.

I Rom fik Wesolowski beslaglagt sine computere, og det viste sig, at han havde omkring 100.000 børnepornografiske billeder og videoer på dem.

Ifølge den italienske avis Corriere della Sera er nogle af billederne taget af Wesolowski selv eller af de drenge, som han misbrugte, ofte flere ad gangen.

Kort tid efter fradømte en klerikal ret Wesolowski retten til at være præst, og sidste år blev han anholdt og har siden siddet i husarrest i Vatikanet.

Tv-optagelser fra Santa Domingo viser, hvordan Weso-lowski gik rundt i gaderne i civilt tøj. Som Vatikan-eksperten Andrea Tornielli skriver i La Stampa, så ”levede pavens repræsentant i årevis et dobbeltliv i det latinamerikanske land”.

I følge Tornielli har Wesolowski begået ”grove overgreb under dække af sin status som pavestatens ambassadør”.

En diakon, Francisco Javier Occi Reyes, som arbejdede for Wesolowski, skal ifølge de dominikanske myndigheder have været medskyldig i overgrebene.

Han skal have samlet ofre op blandt de fattige gadedrenge. Efter at han blev anholdt, skrev han et brev til Wesolowski, som nu indgår i bevismaterialet mod den tidligere ærkebiskop.

I brevet erkender diakonen, hvad han har gjort, men skriver, at han gjorde det, ”for at din seksuelle appetit kunne blive tilfredsstillet”.

En anden polsk præst, Woj-ciech Gil, der arbejdede sammen med Wesolowski i Den Dominikanske Republik indtil 2013, flygtede sidste år fra Chile til Polen efter at han blev anklaget for seksuelt misbrug af alterdrenge i Den Dominikanske Republik.

Gil blev i marts idømt syv års fængsel af en domstol i Polen for misbrug af både dominikanske og polske drenge.

Juraprofessor Guiseppe Dalla Torre er dommer i sagen mod Wesolowski, der risikerer mellem 6 og 10 års fængsel.

Men der er ikke noget fængsel i Vatikanstaten, og italienske medier spekulerer derfor i, om han i givet fald skal afsone udenfor i et italiensk fængsel, eller om han vil få lov til at afsone straffen under mildere former.