Hvordan vil du beskrive din tro?
Den er meget nærværende og praktisk: Jeg har en helt nede på jorden-gudstro. For eksempel diskuterer jeg med Vorherre, når jeg cykler. Folk tror, at man skal sidde i et hjørne med foldede hænder for at bede, men for mig er Vorherre en sparringspartner, jeg vender tingene med.
Min tro er som et sikkerhedsnet, der er spændt under mig, og som jeg ved, er der. Jeg har altid taget beslutninger selv, og jeg skal ikke have dem verificeret af andre, men det er rart at vide, at der er noget større end mig, som griber mig, hvis det bliver helt vildt.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Ingen af mine forældre var praktiserende religiøse, så min tro er ikke noget, jeg har fået fra dem. Da jeg var 10 år, begyndte jeg at komme til FDF med en veninde.
Den kreds, jeg kom i i Odense, tog børn med på sommerlejr, også dem, der ikke var medlemmer. Og da vi ikke tog på sommerferie i min familie, tog jeg med dér. Det var med morgen- og aftenandagt, og vi gik i kirke, og det virkede enormt meningsfyldt for mig som 10-årig, hvor man jo er meget søgende.
Det var ikke en åbenbaring, men jeg havde en god fornemmelse af, at der var noget rigtigt der. Jeg meldte mig siden helt ind, da jeg blev 15 år og blev meget engageret.
Hvad har udfordret din tro?
Det udfordrer min tro, når folk bruger den fanatisk. Jeg har det meget svært med bogstavtroende, uanset hvilken religion det handler om.
Jeg tror oprigtigt og ærligt talt, at Vorherre har for meget at lave til at beskæftige sig med, om man dækker sit hoved, om man danser eller spiller kort, eller om man blander muslinger og mælk.
Jeg har det svært med regler på den måde, og jeg hader virkelig, når folk vil undertrykke andre mennesker med tro. Det udfordrer trosbegrebet for mig.
Når der er konflikter, som bunder i religion, kan jeg have perioder, hvor jeg tænker, at hvor ville verden være et bedre sted, hvis mennesker ikke troede på den og den tro. Men det er ikke på den måde, hvor jeg løfter en knyttet næve mod Gud og råber ”hvorfor”.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har dels livet og dels min forholdsvis akademiske tilgang til alting. Jo flere mennesker jeg møder, jo klogere bliver jeg jo. Jeg tror ikke, min tro har ændret sig synderligt, siden jeg var barn, men jeg har jo siden fundet ud af, at jeg er liberal ud i det sorteste sorte. Og det kan være en udfordring at forene frihedstrangen med kristendommen.
Jeg har fundet mange svar i grundtvigianismen, og jeg har brugt tid på at finde på gode argumenter, så jeg kan forklare folk, hvorfor jeg er kristen, samtidig med at jeg tror på minimalstaten. Men det ændrer ikke på troen, at jeg ændrer indpakningen.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg er sikker på, at der er nogen, der passer på mig, og det gør, at jeg kaster mig heftigt ud i alt muligt. Jeg er selvstændig, og jeg er alenemor til to børn i en stor lejlighed, som der kun er mig til at betale. Da jeg blev selvstændig, havde jeg haft et succesfuldt job i 17 år med en god indtjening. Folk kunne slet ikke forstå, at jeg turde. Men jeg tror, min gudstro gør, at jeg har selvtilliden.
Og så bliver jeg utrolig sjældent skuffet over andre mennesker. Jeg har det svært med folk, der tror på Gud som hævngerrig, den Gud tror jeg ikke på. Jeg har den tilgang, at de fleste mennesker vil mig det godt, og det tror jeg også, at Gud vil. Det er et dejligt liv!
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Min gamle præst fra Risberg Kirke, Lisbeth Munk Madsen, og Per Ramsdal er begge to forbilleder. Vi er uenige i mange ting, men inspirerer hinanden, og jeg holder meget af dem begge to.
Og så er der Elly Fink. I mine skrøbelige ungdomsår underviste jeg unge mennesker i Vejle i forbindelse med FDF. Der gik vi altid i kirke i en lille by, der hedder Ødsted. Elly var præst i den kirke, og hun kunne favne 160 hormonfyldte unge mennesker og gøre troen håndgribelig. Vi græd!
Det var en fantastisk ældgammel landsbykirke med et lavt loft. Midt i det var malet et øje, et trompe l'il. Det var rimelig skræmmende, men Elly kunne afmystificere det og forklare, at Gud ikke sad og holdt øje med en stor pegefinger og sagde, at man ikke måtte det eller det.
Jeg tror ikke, at der er nogle af dem, der var til stede hos Elly, der ikke husker tilbage på hende med kærlighed. Jeg tænker tit på hende.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er af en psykolog, jeg gik hos for mange år siden. Hun sagde, at summen af lidelser er konstant.
Det betyder, at i virkeligheden kan du ikke blive udsat for mere, end du kan magte. Jeg har tit ondt alle mulige steder, i knæet eller øjnene, og hun sagde det på et tidspunkt, hvor jeg havde haft et angstanfald, hvor jeg troede, at jeg skulle dø. Det var så voldsomt.
Men lige præcis i den periode havde jeg ikke haft ondt nogen steder, så det gav mening, at hun sagde, at summen af lidelser er konstant. Livet består både af lykke og lidelse, men man får aldrig mere, end man kan holde det ud.
Det er en trøst at vide for mig og meget positivt. Hver gang nogen er kede af det, siger jeg det til dem. Også selvom de ofte bliver meget irriterede over at høre det.