Siden Harald Blåtand lod sig overbevise af præsten Poppos jernbyrd og omvendte sig til kristendommen og lod sig døbe, har handlingen stået som den mest centrale i danskernes kirke. Når læresager mellem præster og de kirkelige myndigheder siden da virkelig er spidset til, har stridens kerne i mange tilfælde været dåben.
De mange konflikter mellem præster og myndigheder har medført, at præsterne nu nærmest har pligt til at døbe, når forældrene ønsker det. Præsten kan på sin side ikke stille særlige krav for eksempel i retning af, at forældrene skal modtage en undervisning i, hvad dåben betyder. For fem år siden kom daværende professor i teologi Theodor Jørgensen derfor med et opsigtsvækkende forslag: Barnedåben burde ledsages af kirkelig undervisning af forældrene.
Selvom forslaget har givet anledning til udbredt debat blandt teologer, og til at biskopperne nedsatte en arbejdsgruppe, er det indtil videre blevet ved det.
Den kristne dåb eller barnedåbens oprindelse er svær at stadfæste. Jesu dåb i Jordanfloden var en indvielsesdåb og ikke en dåb til syndernes forladelse, som den senere kristne dåb. det giver større mening at se dåben som en videreførelse af den jødiske omskærelse. Jødiske drengebørn omskæres på ottende dagen efter fødslen. På Jesu tid fandtes forskellige former for dåb, også med vand. Grundlæggende har den kristne dåb sin oprindelse i missions- og dåbsbefalingen i Det Ny Testamente. Det er nærliggende, at de første kristne i oldkirken tog de velkendte ritualer og brugte dem i den nye kirkes sammenhæng.
Fra begyndelsen hørte dåben snævert sammen med den kristne bekendelse. Ikke alle og enhver blev døbt. De kristne menigheder eksisterede som afgrænsede grupper. Det var først med den romerske kejser Konstantin den Store, at kristendommen i begyndelsen af 300-tallet, blev en integreret del af samfundet, som vi kender det i Danmark i dag. I det konstantinske samfund blev dåben indført som en borgerpligt, ikke noget den enkelte skulle vælge. Folk og kirke blev sammenfaldende størrelser.
Ved reformationen, som blev gennemført i Danmark 1536, var dåben faktisk det af de syv katolske sakramenter, som Martin Luther havde mindst kritik af. Men der var alligevel alvorlige overvejelser hos Luther.
– I begyndelsen tænkte han førkonstantinsk om dåben. Han understreger, at sakramenterne ikke bør gives til hvem som helst, men kun til dem som vil høre og lyde Guds ord. Det vil så vise sig, hvor mange, der virkelig ønsker at være kristne. Det var en lignende tankegang, der lå til grund for de dåbssager, der opstod i Danmark i 1960'erne og 1970'erne. Her stødte to opfattelser af dåben sammen, den urkirkelige og den konstantisnke og det var den sidste, der gik af med sejren, siger teologen Mikkel Vigilius, lærer på Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød.
Luther selv opgav at indføre en førkonstantinsk dåbspraksis og menighedsform, for der var brug for en central styring af den kirkelige genopbygning. Dåben blev igen en borgerpligt.
– Med pietismen og vækkelserne i 18. og 19. århundrede dukkede den førkonstantinske tankegang op igen. Man betonede, at personlig tro og omvendelse var nødvendig for frelsen. Den modne Grundtvig betegner det som direkte utilbørligt, at døbe børn af andre end forældre, man kender som kristne. Det er karakteristisk præsterne, som optræder i dåbssagerne fra 1965 og frem, at de er præget af den vækkelsesteologiske tænkning, siger Mikkel Vigilius.
Præsternes ærinde var barnets oplæring i troen. Herudover stillede nogle af dem krav om dåbsundervisning eller kirkegang. Det skabte voldsomme reaktioner fra den officielle kirkes ledelse, og det førte til læresager og i enkelte tilfælde til afsked. I forlængelse heraf blev det klart, at en præst i folkekirken har ubetinget dåbspligt, påpeger Mikkel Vigilius.
Folkekirken vogter særligt over dåben, som hurtigt udløser læresager, når præster anfægter den gældende holdning til folkekirkens dåb. Sognepræst i Løsning-Korning Sogne, Henrik Højlund, har fra den missionske del af kirken deltaget i dåbsdebatten.
– Den positive udlægning af dåbens store betydning for folkekirken er, at dåben i sin kerne udtrykker evangeliet. Som vi ofte oplever dåben i kirken, er der tale om spædbørn, som den rækkes til. Et menneske, som ikke har noget at yde, får af en nådig Gud andel i sin frelse. Det er det kristne evangelium. Den negative udlægning kunne være, at den store opmærksomhed omkring dåben, har noget at gøre med folkekirkens folkelige mandat. Hvis du rører ved barnedåben, rører du ved en afgørende forudsætning for folkekirkens massive medlemstilgang, og så kan du komme til at trække eksistensgrundlaget væk. For eksempel hvis man stiller betingelser til forældre og piller ved den øjensynlige dåbspligt for præster, siger Henrik Højlund.
– En anden side af den kritiske forklaring kunne være, at barnedåben udtrykker det, man kunne kalde det folkekirkelige evangelium. Evangeliet som en slags sødsuppe, hvor det forudsætningsløse konstant understreges. Tro, omvendelse, efterfølgelse af Jesus og lydighed er fy-ord. Det er ukristelige betingelser for det helt og aldeles gratis evangelium, siger man. I barnedåbens meget folkekirkelige udgave hedder det: En gang døbt, altid frelst.
Fortabelsens perspektiv findes ikke i det brede folkekirkelige dåbssyn, som kunne lægge op til, at mennesker gør en indsats for at bevare deres dåbs syndsforladelse. Dåben bliver til den rene ligegyldighed.
Skulle jeg komme i en situation som præst, hvor jeg må sige til et menneske: Det her må vi snakke noget mere om, inden jeg døber dit barn – så er det ikke en nedvurdering af dåben. En kirke, der ikke bare døber løs, men som tør stille betingelser, opnormerer i virkeligheden dåben. Den understreger, at dåben er et stærkt sakramente og ikke bare en indgang til et medlemskab af en kirke, men en reel indgang til Guds rige. Det er på langt sigt et spørgsmål om at bevare det danske folk for kirken, siger Henrik Højlund.
Sognepræst Poul Joachim Stender, Kirke Såby og Kisserup, kæder troen og dåben sammen.
– Dåben er afgørende for hele den lutherske tro. Den fortæller, hvad tro er. Den er ikke en præstation, der skal ydes, og derfor praktiserer vi barnedåb. Vi døber små børn, som kun kan gylpe og tisse i bukserne, og som hverken kan fadervor eller trosbekendelsen. Derved viser vi, at man ikke skal præstere noget for at blive Guds barn, men at man får at vide i dåben, at man er elsket på trods af alt. Men der er også en anden side af dåben. De fleste børn har en lang dåbskjole på, og det er et meget godt symbol på, at man også skal vokse i sin dåb og tilegne sig den kristne lære.
For Poul Joachim Stender er der stor forskel på den lutherske barnedåb og princippet om voksendåb, som nogle kirker fastholder.
– I barnedåben får barnet netop at vide, at det er elsket. Moderne pædagogik siger jo, at man får ikke et barn til at blive et godt menneske ved hele tiden at fortælle det, hvad det skal gøre og ikke skal gøre. Man gør et barn til et godt menneske ved at elske det, og vise det kærlighed, som til sidst flyder over. Der ligger en kæmpeforkyndelse i forbindelse med dåben i gudstjenesten, i at fortælle alle, at selvom de kommer her med deres synd, tvivl og nederlag, så holder Gud af dem og tager imod dem ligesom det lille barn, siger Poul Joachim Stender.
Han tror ikke på, at folkekirkens dåbspraksis fastholdes så konsekvent og tilbydes uden de store betingelser, fordi det gælder om at holde medlemstallet intakt.
– Det tror jeg ikke. Vi er et kristent land, som har haft kristendommen som kultur i 1000 år. Derfor er det naturligt og givet på forhånd, at ens børn skal være medlem af vores kirke. Det er også meget rart, at vi som forbrugermennesker, der tror, at vi selv skal vælge alt, allerede er valgt af et samfund, der er kristent. Derfor skal man ikke reflektere så meget over, om man vil have sit barn døbt. Man er allerede valgt, siger Poul Joachim Stender.
vincents@kristeligt-dagblad.dk
Ordbog
Sakramente: Hellig handling som efter kristen lære er indstiftet af Kristus og meddeler nåde.
Kilde: Gyldendals
Fremmedordbog
Børn og tro
Kristeligt Dagblad går i en serie tæt på børn og unges forhold til tro og kristendom.