Den sorte findestedskuffert er et vigtigt arbejdsredskab. Den er med, når Karina Seierøe skal ud på gerningssteder for at undersøge en person, der er fundet død, og hvor politiet har en formodning om drab. Hun er ved at uddanne sig til retsmediciner på Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet i København, hvor hun blandt andet også foretager drabsobduktioner, obduktioner, hvor man ikke med sikkerhed kan fastslå dødsårsagen, og obduktioner af trafikofre og narkomaner.
Se billedserie med retsmedicineren på arbejde her
Hun roder lidt rundt i kufferten blandt hvide engangsdragter, mundbind, overtrækssko, pincetter og termometre til mennesker og rum og finder 10 små sammenhængende reagensglas frem. Det er udstyr til negleskrab, som materiale under undersøgtes negle kommer i.
– Det gør det svært for gerningsmanden at løbe fra, at han eller hun har mødt ofret, hvis der sidder noget af gerningsmandens hud under neglene. Vi har kufferten med, så vi også kan hjælpe politiet med at sige noget om dødstidspunktet ved blandt andet at undersøge temperaturer og dødsstivhed, siger Karina Seierøe, der også har den sorte læderkuffert med, når en formodet gerningsmand skal undersøges på politistationen, eller hvis der kommer skudofre ind på Rigshospitalet.
– Der er mange ting, vi kan få med, når vi kører ud til en findestedsundersøgelse for at se på et lig. Vi ser på, om der er tegn på selvmord eller kamp. Jeg skal for eksempel se på, om der er afværgelæsioner. Hvis man er blevet knivdræbt, kan der være snitsår i hænderne og på armene, som afslører, at man har prøvet at forsvare sig selv, siger Karina Seierøe og pakker kufferten sammen.
Hun forlader sit kontor og går længere ned ad den lange gang på Retsmedicinsk Institut, hvor konferencerummet ligger. Det er her, alle lægerne holder konference om morgenen for at diskutere forskellige sager. I et hjørne står der en brun filtdukke, hvis led og lemmer kan bøjes i alle retninger.
Karina Seierøe finder et par røde tynde pinde frem og stikker dem ind i filtdukken for at vise, hvordan pindene kan bruges til at se skudretningen på kugler, der har dræbt et menneske. Det kan være med til at afgøre, om der måske har været flere om at skyde, og det er vigtigt at vide, når man senere skal finde ud af, hvem der afsendte det dræbende skud. Ved siden af filtdukken er der en storskærm, som er mere end ti gange så stor som et almindeligt tv. Her følger lægerne med i ct-scanninger, der også viser skudretninger og andre vigtige oplysninger.
– Det vigtigste er, at vi ikke siger for meget. Vi må være objektive og kun sige, hvad vi finder ud af. For vi står jo med et andet menneskes skæbne i vore hænder. Hvis ikke vi er professionelle, risikerer et andet menneske at komme mange år i fængsel, siger Karina Seierøe og lukker døren igen til konferencerummet.
I nabobygningen er der et rum, hvor hun befinder sig meget. Det er selve obduktionsstuen, som er en lang gang med hvidklinkede skillevægge, der skaber syv obduktionsrum. Det sidste er til obduktion af drabsofre. Det er større end de andre, for der skal også være plads til politi og en fotograf, der tager billeder, som skal bruges i retssalen.
På en væg hænger en masse stålhandsker, som skal beskytte retsmedicinerne, når de skærer i organerne, og ned langs obduktionsgangen er der flere stålborde med sakse, pincetter og knive i mange størrelser. På et bord ligger en masse nakkestøtter til at holde hovedet, når retsteknikeren skal skære op for at tage organerne ud, efter at retsmedicineren har undersøgt den døde udvendigt for tegn på vold eller sygdom. Organerne bliver taget ud i et sammenhængende stykke, som lægges på et stort stålbord, hvor Karina Seierøe skiller dem ad og undersøger dem enkeltvis ved blandt andet at udtage vævsprøver og notere vægt, størrelse og læsioner. Bagefter taler hun med en af seniorlægerne om det, hun har fundet frem til. Hun synes, kroppen er en fascinerende størrelse:
– Det er rart, at jeg ikke selv skal åbne liget. Jeg bryder mig ikke om at skære i huden. Men når man først er kommet inden for, så synes jeg, det er super fascinerende at kigge på organerne. Kroppen er jo så mekanisk. Men det er da lidt underligt, at den døde så ligger der ved siden af, mens vi står og kigger på organerne.
Når hun arbejder på obduktionsstuen, er hun altid iført en grøn operationskittel, maske, hue og gummistøvler, fordi der er vådt på gulvet efter afskylning af bordene og instrumenterne. Selvom hun oplever mere død og ulykke end de fleste, er hun glad for sit arbejde.
– Men det er da et mærkeligt arbejde. Vi ser noget, andre ikke ser, og tit er det værre end det, du ser i den værste amerikanske serie. Vi bliver jo altid briefet af politiet først, så vi ved godt, hvad vi kommer ud til, og vi ved, hvem det er, der ligger nede i ligsynsrummet, når de kommer ind. Jeg ville da også blive vildt bange, hvis jeg pludselig fandt min nabo død. Men her er jeg forberedt, og jeg har fokus på at løse selve opgaven. Jeg skal finde ud af, hvad der er sket og prøve at komme med et facit. Jeg ser det mere som en sag end et menneske, jeg forholder mig til. Men vi behandler selvfølgelig de døde med stor respekt, siger hun.
Det er da også selve detektivdelen, som tiltrak hende, da hun skulle vælge retning efter de otte år, hun på daværende tidspunkt havde studeret og arbejdet som læge.
– Det er rigtig spændende, at jeg får lov til at fortælle folks historie. Jeg er jo en form for detektiv, når jeg arbejder med en sag og skal belyse, hvad der er sket. Det giver stor tilfredshed, når man er med til at finde ud af, hvad der er sket. Nogle gange er vi med til at finde den rigtige drabsmand. Så har man en fornemmelse af, at der er sket retfærdighed. Man skal ikke slippe godt fra det, hvis man er skyldig, og er man uskyldig, kan vi også være med til at rense navnet, siger Karina Seierøe.
Da hun stod og skulle vælge, hvilken retning hun ville gå i sit videre lægestudie, var hun da heller ikke i tvivl. For hun har tidligere arbejdet på Rigshospitalets traumecenter, og her brød hun sig ikke om at stå med andre menneskers liv i hænderne.
– Det er tragisk, når man står med en følelse af, at livet smuldrer mellem fingrene på en. Her på retsmedicinsk ér de jo døde. Det triste ér sket, siger retsmedicineren, der ikke tror på liv efter døden:
– Jeg synes, de døde virker afsjælede. Noget forsvinder, når de dør. Det er helt tydeligt, at sjælen ikke er her mere, når vi står med dem.
Det kan nogle gange være lidt svært for hende, når der er situationer, hun selv kan spejle sig i. Som en del af uddannelsen er hun lige nu på patologiafdelingen, hvor hun undersøger væv fra levende mennesker. Når der kommer en vævsprøve fra en ung kvinde på 30 år, der måske har brystkræft, bliver hun også følelsesmæssigt berørt. Hun synes, det virker meningsløst, og hun får det ofte dårligt ved at tænke på, at den unge kvinde måske snart får sin dødsdom at vide.
Og synet af de unge kvinder, som kommer ind op obduktionsstuen, kan også godt fremkalde en bestemt følelse hos den unge retsmediciner. For det kan få hende til at tænke, at "det kunne jo have været mig, der ligger der". Og det har fået hende til at ændre på flere ting i sit liv. Blandt andet er hun begyndt at køre med cykelhjelm, efter at hun har set de mange unge, der kører galt, men som kunne have undgået at skulle en tur forbi traumecenteret og obduktionsstuen, hvis de havde haft cykelhjelm på.
– Jeg er ikke bange for at dø. Men hvis der kommer et trafikoffer på min egen alder, er det ikke rart. Så bliver jeg konfronteret med min egen dødelighed. Eller hvis jeg skal obducere en kvinde på 30 år, som har taget p-piller og har fået en blodprop i lungerne, tænker jeg da også på, at jeg selv har taget p-piller i mange år. Man bliver hele tiden mindet om, at man er i live. Man skal passe på sig selv, siger Karina Seierøe.
Selvom hun synes, der er situationer, hvor det kan være svært, så glæder hun sig alligevel hver dag til at skulle på arbejde. Hun er glad for, at hun har et arbejde, hvor hun hjælper politiet og de pårørende til at finde frem til løsninger, som for de pårørendes vedkommende måske kan gøre det nemmere at komme videre. Og hun kan nævne en række sager, som retsmedicinere gennem årene har været med til at opklare, og som har ændret på hverdagslivet i Danmark. Eksempelvis er en babydyne blevet trukket tilbage fra markedet, fordi den var for tæt, hvorfor flere babyer døde af iltmangel. Og vuggedøden er mindsket betydeligt, efter at retsmedicinere har fundet ud af, at babyer ikke må sove på maven, ligesom undersøgelser i sin tid fik det gjort ulovligt, at bagsædepassagerer kører uden sikkerhedssele.
Retsmedicineren lukker døren ind til obduktionsstuen igen. Hun bevæger sig ned mod ligsynsrummet i kælderen, hvor der hver dag er mellem nul og otte ligsyn. Det er her, politiet og retsmedicineren beslutter sig for, om liget skal obduceres. Alle personer i København skal forbi retsmedicinsk institut, hvis de dør alene, for at sikre, at der ikke er tegn på en forbrydelse. Hvis der hersker usikkerhed omkring dødsmåden, skal den afdøde obduceres. Det udføres mellem 700 og 800 retslægelige obduktioner hvert år.
Selvom hun er afklaret med at arbejde med døden, så har hun det ikke godt med at gå ned i kølerummet ved siden af ligsynsrummet.
– Jeg synes, det er uhyggeligt, når jeg arbejder herinde om natten og kommer til at tænke på, at der ligger lig i kælderen. Jeg er holdt op med at se gyserfilm, for jeg ved jo, jeg har nattevagter, hvor jeg bliver kaldt herind. Og så duer det ikke, at jeg går rundt og er bange, siger hun, mens hun bevæger sig fra ligsynsrummet og op til det rum, hvor politiet kommer med levende personer, som hun skal undersøge.
Omkring 700 levende mennesker bliver årligt undersøgt på retsmedicinsk institut. Det er blandt andet formodede gerningsmænd og kvinder og børn, som har været ofre for vold eller seksuelle overgreb. Desuden kommer politiet forbi med unge asylsøgere, der siger, de er under 18 år og derved håber, de nemmere kan få asyl. Ved at se på tænder, håndrodsknogler og kønsbehåring kan Karina Seierøe være med til at vurdere alderen på asylansøgerne. De fleste viser sig at være over 18 år.
På den briks, hvor børnene bliver undersøgt, ligger to grønne og blå Kaj og Andrea-dukker.
– Det er mindre sjovt at lave de undersøgelser, hvor børn er blevet seksuelt misbrugt. Der ser man virkelig skyggesiden af, hvad der foregår hjemme bag facaden. Men også her er vi der for begge parter, for det kan jo være, at der ikke er noget om det. Det er vigtigt at være objektiv og se på sandsynligheden for, at der har været en kriminel gerning. Både hvad angår de levende og de døde, siger Karina Seierøe, og tager nøglekortet frem fra sin hvide lægekittel og låser døren ind til konsultationsrummet.
Det er tid til at runde dagen af.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk
