For godt et år siden brød konflikten ud i lys lue i den lille landsby el-Kusheh knap 300 kilometer syd for Kairo. En muslimsk mand kom op at skændes med den kristne ejer af en lille tøjforretning, og i løbet af forbavsende kort tid havde landsbyen involveret sig i de mest blodige muslimsk-kristne kampe i Egypten i flere årtier. En muslim og 20 kristne blev dræbt.
For knapt en måned siden traf den lokale domstol så sin afgørelse i sagen. Af 96 hovedsageligt muslimske tiltalte blev kun fire dømt, men ingen for manddrab. Dommene sendte dønninger igennem det kristne samfund.
Den lokale biskop for den koptisk-ortodokse kirke, biskop Wissa, tøvede ikke med at tolke de milde domme som en direkte opfordring til landets muslimer om at dræbe kristne. Også den øverste leder af den koptiske kirke, pave Shenouda III, markerede sig helt ekstraordinært skarpt, idet han fastslog, at kirken vil gå ind i sagen og sikre, at dommene bliver anket.
En af landets mere officielle, muslimske stemmer var derimod helt forudsigelig. I en kommentar i avisen Al-Ahram blev dommene betegnet som retfærdige og endnu et eksempel på, hvor storslået det egyptiske retsvæsen fungerer.
Lunten til en sprængfarlig konflikt er tændt endnu en gang. Konflikten drejer sig ikke kun om forholdet mellem det muslimske flertal og det kristne mindretal, der anslås at udgøre mindst en tiendedel af Egyptens 65 millioner indbyggere. Også i mere fundamental forstand er Egypten et religiøst laboratorium, hvor kristendom og islam lever side om side, og hvor fremtiden vil vise, om religionens modsætninger vil forplante sig til blodige oprør imellem de to befolkningsgrupper.
Problemet er så betændt, at de fleste egyptere kun nødigt taler åbent om det, selv om de kristne har bedre vilkår i Egypten end i de fleste andre muslimske lande.
Kristeligt Dagblads forsøg på at lokalisere en anerkendt kristen advokat og menneskerettighedsaktivist, som især har arbejdet for, at kristne piger ikke tvinges til at konvertere til islam, når de gifter sig med muslimske mænd, ender forgæves ved en lukket dør i det indre Kairo. Manden er trods sin høje alder netop emigreret til USA, og i »rette tid«, som det udtrykkes.
Derimod tager den 77-årige anerkendte egyptiske forkæmper for menneskerettigheder, Milad Hanna, imod besøg en aften i sin velhavervilla i et af Kairos attraktive kvarterer. Han har ingen enkle svar på, om islam og kristendom kan eksistere side om side, men tøver ikke med at tolke el-Kusheh-dommen som et klart signal til de kristne koptere om at dukke hovedet og holde lav profil.
En glasmontre i stuen fortæller om den betydning, den nu gamle mand har haft i kampen for kopternes ligestilling i det muslimske samfund. Pristildelinger, statuetter, medaljer og breve er udstillet i lysmontren til almindelig beundring. Det er blevet til fængselsophold og foredragsturnéer udenlands. For to år siden kronede han værket med Unesco's Simn Bolivar-pris.
Hans egen frihed er i dag især sikret af den konstante mediebevågenhed, som udenlandske journalister giver ham. Kopterne har skabt oplysning Milad Hanna kalder sig selv for en sekulær kopter og er som sådan ikke kirkens mand. Men han kæmper for tolerance og lige vilkår for kristne og muslimer, og han anser konflikten for at være mindst lige så kulturelt betinget som religiøs. Han vil have undervisningen i arabisk adskilt fra undervisningen i Koranen, hvilket i dag reelt forhindrer, at kristne egyptere kan blive skolelærere i arabisk.
Han vil have skolens historie-undervisning til at fortælle om kopterne og den del af Egyptens historie, hvor landet var kristent. Og han vil have flere koptere ind i parlamentet, ind på ministertaburetter, i dommersæderne og i det hele taget ind på ledende stillinger i skoler og på universiteter.
- Vi er en minoritet med særlige kvaliteter. Vi er ikke indvandret til landet. Vore rødder stikker dybt i egyptisk kultur. Vi er sønner og døtre af faraoerne. Vi tilhører en af verdens ældste kirker, og det gør os stolte. Vi har meget fattige koptere, og vi har rige koptere. Vi er ingen kaste, og vi udgør ingen ghetto. Vi kalder vores kirke for »martyrernes kirke«, og det er den, siger Milad Hanna.
Han er ikke bleg for at fastslå, at Egypten i de seneste årtier har lidt kulturelt og intellektuelt under, at kopterne marginaliseres og diskrimineres af styret og i nogle tilfælde også bliver ofre for fundamentalistiske terrorhandlinger.
- Kopterne har altid været dem, der skabte fremgang i dette land. Kopterne byggede skoler og understregede betydningen af undervisning. Det var kopterne, som sikrede kvinder adgang til undervisning og senere også job. Og det var koptere, der stiftede mange af samfundets frivillige organisationer, udviklede universitetsundervisningen og begyndte at rejse til udlandet for at læse videre.
- Men fundamentalistisk islam har sat en stopper for alt dette. Islam lever fortsat i middelalderen og har ikke haft sin renæssance og oplysningsperiode. Det er problemet, siger han.
Kirkens vanskeligheder
Det amerikanske udenrigsministerium begyndte for to år siden et systematisk arbejde på at registrere krænkelser af religionsfriheden overalt på kloden, hvilket har resulteret i en omfattende årspublikation. Den meget grundige gennemgang af situationen i Egypten konkluderer i år 2000-rapporten, at der ikke findes kristne guvernører, universitetspræsidenter eller rektorer. Der er kun få kristne i ledelsen af politiet og militæret.
I rapporten hedder det, at regeringen underdriver antallet af kristne i de officielle statistikker for at mindske deres betydning i landet. Kristen og koptisk historie mangler eller er kun meget svagt omtalt i skolebøger. Kristne omtales kun meget lidt i de officielle medier. Kristne kan ikke få tilladelse til at blive skolelærere i arabisk, fordi det indebærer studier af Koranen. Kristne har svært ved at få stillinger i den offentlige sektor og på universiteter. Og den koptiske kirke har store vanskeligheder med at få tilladelse til at bygge nye kirkebygninger, konkluderer rapporten.
En gammel forordning foreskriver, at det er den egyptiske præsident, der selv udsteder byggetilladelser til kopterne. Alle familiemæssige spørgsmål i Egypten reguleres af en særlig muslimsk lovgivning for muslimer, en kristen lovgivning for kristne og en jødisk lovgivning for landets cirka 200 jøder.
Af den muslimske lov fremgår det, at hvis en kristen konverterer til islam, bliver hans eller hendes børn også automatisk muslimer. Hvis en kristen kvinde gifter sig med en muslimsk mand, bliver deres børn også automatisk muslimer. Da den koptiske kirke forbyder skilsmisse, kan den eneste vej ud af et dårligt ægteskab for en kristen kvinde være at gifte sig med en muslimsk mand. Dermed udstødes hun af den koptiske kirke og tvinges ofte til at konvertere til islam. Det er som i hele den islamiske verden forbudt for muslimske kvinder at gifte sig med ikke-muslimske mænd.
Fundamentalismen er problemet
En af den koptiske kirkes mest fremtrædende biskopper, den 63-årige biskop Moussa, siger, at disse familiemæssige forskrifter diskriminerer kristne, og at den koptiske kirke arbejder på at få revideret lovgivningen. I et interview i kirkens hovedsæde i Kairo forklarer han sit syn på kopternes situation.
- At Egypten er et muslimsk land, er indskrevet i grundloven, og den muslimske sharialov skal inspirere al anden lovgivning. Det er derfor svært at adskille islam og politik, ligesom det er svært at adskille jødedom fra politik. Med kristendom er sagen anderledes. Der findes ingen ren islam, for der er vers i Koranen, som leder en i armene på fundamentalisterne, og der er andre vers, som peger på en helt anden liberal tolkning. For ham at se kan kristendom og islam leve side om side, men ikke i fundamentalistiske klæder. Der opstod først for alvor problemer for kopterne, da den fundamentalistiske islam holdt sit indtog i landet, mener han.
Den koptiske kirkes meget afdæmpede stemme i spørgsmålet om diskrimination forklarer biskop Moussa sådan:
- Vi er ikke tavse, men vi taler ikke så højt, at vi tirrer fundamentalisterne. Den kristne kritik af det muslimske styres diskrimination og undertrykkelse vinder kun sjældent gehør hos landets muslimer. En af landets prominente muslimske skikkelser, sheikh Abdel Fattah Gama'an, er en af de indflydelsesrige ledere af det muslimske akademi under Al-Azhar-universitetet, som spiller en stor rolle i opinionsdannelsen i hele den muslimske verden. Han har ansvar for uddannelsen af de mange muslimske præster, som både arbejder i Egypten og i 92 andre lande, og er helt afvisende over for kritikken af det muslimske styre. Han understreger, at islam bygger på broderskab og tilgivelse, og afviser, at den muslimske fundamentalisme har forværret situationen for kopterne, ligesom han ønsker at fremhæve sit eget gode forhold til flere kristne.
- Men det er jøderne og israelerne, der støtter kopterne og har givet næring til konflikten, siger den muslimske leder med det næsten rituelle argument, som gør jøder og Israel til syndebuk for alle problemer i Mellemøsten.
Beduin-islam
Kristendommen kom til det højt udviklede Egypten i midten af det første århundrede e.kr. De fleste historikere er enige om, at de muslimske erobrere, som rykkede ind i det kristne land i midten af det syvende århundrede, blev betragtet som befriere fra det kristne, byzantinske tyranni.
Det nye muslimske styre i Egypten gav de kristne frihed til at dyrke deres tro mod betaling af en særlig skat, som ikke-muslimer skulle erlægge til det muslimske styre. I de følgende århundreder var der perioder med fred og med forfølgelse, men koptere havde generelt ikke vanskeligt ved at indtage højt placerede stillinger under det muslimske styre. Deres kirkes stærke nationale forankring havde kopterne tilfælles med alle egyptere uanset religion, og den virkede som beskyttelse i vanskelige tider.
Islamisk fundamentalisme voksede først frem i kølvandet på krigen mod Israel i 1967 og senere efter krigen i 1973. Begge gange stod Egypten som taber. Landene på den arabiske halvø satte deres præg på den islam, som nu fik fodfæste i Egypten, og med den iranske revolution i 1979 var der åbnet for en langt mere grundlæggende islamisering af de arabiske, muslimske lande.
Systemkritikeren og menneskerettighedsforkæmperen Milad Hanna kalder den egyptiske islam i dag for en beduin-islam, importeret fra den arabiske halvø. Uoplyst, militant og fundamentalistisk. En islam langt fra den, som igennem mange århundreder havde præget det kultiverede egyptiske samfund.
Daværende præsident Anwar Sadat spillede med i udviklingen og støttede ikke mindst muslimske studenterbevægelser i 1970'erne, men blev selv offer for sin politik, da militante muslimer skød ham i 1981. Hans efterfølger, den nuværende præsident, Hosni Mubarak, indledte nu en klapjagt på alle militante muslimer, men allerede fra midten af 1980'erne sikrede disse grupper sig igen indflydelse, denne gang igennem muslimsk socialt arbejde, via moskeernes fredagsbøn og religiøse programmer på tv.
Det egyptiske samfund og egyptisk kultur undergik en islamisering, hvor der blev lanceret kampagner, som skulle få piger til at gå med tørklæde og slør. Ikke mindst i den atmosfære var kristne piger uden tørklæde ofre for direkte diskrimination. Præsident Mubarak mente, at han kunne kontrollere udviklingen, indtil formanden for det egyptiske parlament blev dræbt, og han selv i 1995 blev udsat for et attentatforsøg.
Milad Hanna forklarer, at det gensidigt frugtbare forhold, som islam og kristendom trods alt har haft på hinanden i Egypten igennem mange århundreders sameksistens, er forsvundet med radikaliseringen af islam.
En anden fremtrædende kristen egypter, som ikke ønsker at lade sig interviewe med navns nævnelse, tolker præsident Mubaraks diskriminering af de kristne som en slags politisk linedans. Ved at marginalisere kopterne viser Mubarak sig som en »god muslim« over for de radikale muslimer og passiviserer dem derved.
Frugten af forfølgelse
Hvordan fremtiden tegner sig, tør den 28-årige munk Ilarion fra Antonius-klosteret i ørkenen sydøst for Kairo ikke udtale sig om. Men den unge koptiske munk forklarer, at den renæssance, som den koptiske kirke har oplevet i de seneste årtier, også skyldes de vanskelige tider. Som alle andre koptere har han det koptiske kors tatoveret på sit håndled. Et symbol på et tilhørsforhold og et tegn på kristen identitet, som det er umuligt at flygte fra. Et mærke, der skaber sammenhold. Frugten af diskriminationen og de mange vanskeligheder, som kristne støder på, er en større bevidsthed om Gud.
- Livet under disse forhold får kristne tættere på Gud, og det er også meningsfuldt, siger han.